Er din hund en stjerne til frivillig håndtering? Eller drømmer du om, at den bliver det - altså, en hund der glad og logrende frivilligt deltager i den daglige håndtering og frivilligt går ind ad døren til dyrlægen?

På Dansk Kennel Klubs helt nye "Sirius Frivillig Håndteringskursus på begynderniveau" kan du indlære de grundtrin, der skal til for at opbygge et tillidsfuldt og respektfuldt gensidigt forhold til din hund.

HVAD ER FRIVILLIG HÅNDTERING

Teorien bag "Frivillig håndtering" er, at efterhånden som hunden lærer, at den har "en stemme" og hverken mister kontrollen eller får overtrådt sine grænser i håndteringen, vil den hunden opbygget sin selvtillid – og dermed vil den ligeledes føle sig mere tryg – i alle de mange forskellige situationer, den vil kunne befinde sig i igennem sit liv.

HVEM HENVENDER KURSET SIG TIL?

Kurset, Sirius Stjerne i Frivillig Håndtering, henvender sig til dig, der som hundefører gerne vil lære grundlaget for at træne frivillig håndtering med din hund.

Du får en grundig gennemgang af samt indlæringsmetoder til 6 forskellige former for target eller startknapper, der danner det vigtige fundament, der er nødvendigt for den videre praktiske frivillig håndteringstræning.

Du får som hundefører tilsendt et kursusbevis, når du har gennemført kurset.

Hvert niveau indenfor en disciplin i Sirius-programmet kan afsluttes med en (frivillig) afsluttende titelgivende ”online-prøve” - dvs. det er ikke et krav, at du som deltager på Sirius Stjerne i Frivillig Håndterings-kurset efterfølgende skal stille din hund til en afsluttende praktisk prøve.
Er du interesseret i at lade din hund forsøge sig med den titelgivende prøve i Sirius Stjerne i Frivillig Håndtering på begynderniveau, kan du læse mere om prøvedeltagelse herunder.

Og læs mere om kursets indhold, dets del-elementer og underviser, Mia Rasmussen, på DKK´s Hundeuniversitet.

INTROPRIS

Til og med 2. oktober tilbyder DKK kurset "Sirius Stjerne i Frivillig Håndtering" til intropris: Kr. 199,-
Herefter stiger kursusgebyret til kr. 249,-

TITELGIVENDE PRØVE I SIRIUS STJERNE I FRIVILLIG HÅNDTERING

Ved du allerede nu, at du ønsker både at deltage i kurset og efterfølgende afslutte forløbet med en praktisk titelgivende prøve, kan du med fordel indbetale prøvegebyret, samtidig med at du tilmelder dig til kurset på Hundeuniversitetet:

Tilmelder du dig kurset inden den 3. oktober, tilbyder DKK dig en intropris på prøvegebyret på kun kr. 175,-
Dvs. at du i alt kan spare kr. 75,- i forhold til normalprisen.

Pr. 3. oktober bliver normalpris for prøvegebyr til Sirius Stjerne i Frivillig håndtering på begynderniveau:
For DKK-medlemmer: Kr. 200,-
For ikke-medlemmer: Kr. 250,-

Prisen er inklusiv bedømmelse, diplom, roset samt registrering af titel.

Er du og din hund allerede velbevandrede udi frivillig håndtering, bliver det fra 1. oktober muligt at gå til den praktiske prøve med sin hund - uden at du som hundefører først skal gennemføre kurset på Hundeuniversitetet:

Der åbnes for tilmelding for hunde og førere, der ikke først har gennemført kurset - den 1. oktober 2022 kl. 08.
Se mere og tilmeld din hund her

BETINGELSER FOR PRØVEDELTAGELSE

Denne disciplin er for hunde af alle racer, med og uden FCI-stambog.

Er din hund ikke "født" med en FCI-stambog, f.eks. fordi den er en blanding af to racer, eller har en stamtavle fra en organisation, som ikke er anerkendt af FCI, kan den få et startnummer, som registreres i DKK´s system uden anførelse af race. Et DKK-startnummer gælder hele hundens levetid og er gældende for alle hundesportsdiscipliner i DKK-regi.

Minimumsalder for prøvedeltagelse i Sirius Stjerne i Frivillig Håndtering er 6 måneder, dvs. at hunden skal være fyldt 6 måneder, når prøvevideo afleveres til bedømmelse, regnet pr. dato for fødsel.

PRØVEAFLÆGGELSE

Du vælger selv om og hvornår, du vil gå til bedømmelse:

Der er ikke nogen ”udløbsdato” på din prøvetilmelding, dvs. du skal ikke nå at indsende din prøvevideo inden en bestemt dato efter at have meldt til prøven, og du og din hund kan bruge al den tid, der skal til for at forberede jer bedst muligt til at kunne bestå prøven.

Når du er tilfreds med din og din hunds træningsindsats, kan du gå til bedømmelse, dvs. at når din hund er tilmeldt til prøven, beslutter du selv, hvornår du ønsker at fremsende eller uploade en færdigredigeret prøvevideo, der viser hund og fører udføre de i prøven indeholdte øvelser.

ØVELSESBESKRIVELSE

Læs mere om de øvelser, der er inkluderet i Sirius Stjerne i Frivillig Håndtering på Begynderniveau, samt mere om prøveaflæggelse mm. her:

Øvelsesbeskrivelse og prøveaflæggelse for Sirius Stjerne i Frivillig Håndtering Begynderprøve_Version 1