MENU

Kennelmærke

Et kennelmærke, også kaldet kennelnavn, er det "varemærke", som fortæller, hvor en given hund stammer fra – altså hvilken specifik opdrætter, der står bag et hvalpekuld.

Ordet ”kennel” betyder et sted, hvor der opdrættes racehunde. For mange mennesker er begrebet kennel lig med et stort antal hunde i løbegårde. Men sådan er virkeligheden i DKK langt fra.

En kennel kan være et stort foretagende med f.eks. 20 hunde. Men for langt hovedparten af DKK´s opdrættere består hundeholdet af en, to eller tre familiehunde - og i de fleste DKK-kenneler indgår hundene som en del af familien.

DKK's opdrætteruddannelse

En forudsætning for at ansøge om et kennelmærke er at den kommende opdrætter har taget DKK's opdrætteruddannelse.

På opdrætteruddannelsen undervises der i genetik, reproduktion, jura og hundeadfærd.

Spørgsmål og svar omkring kennelmærker

Hvad er et kennelmærke?

Et kennelmærke, også kaldet kennelnavn, er det varemærke, som fortæller, hvor hvalpen kommer fra – altså hvilken specifik opdrætter, der er ansvarlig for valg af tæve og han og for de hvalpe, der kommer til verden på baggrund af den specifikke parring. Man kan sige, at kennelnavnet er opdrætterens ”brand”, og alle DKK's og FCI's opdrættere har hvert sit unikke kennelmærke.

Kennelmærket er en del af hvalpens navn, og hos DKK-opdrættede hunde står det som ”første led” i hvalpens navn på stambogen. På udenlandsk opdrættede hunde kan det også stå efter hvalpens navn.

Mere end et kennelmærke til samme opdrætter

Du kan som opdrætter have mere end et kennelmærke.

Vi følger FCI’s regler på området, som specificerer, at man max må have 1 kennelmærke per race.
Denne regel kan fraviges hvis flere personer deler et kennelmærket.

Eksempel: Lone har labrador retriever og papillon. Hendes mand Carlo har labrador retriever og korthåret hønsehund.

Sammen har de kennelmærket TestEn, hvor de sammen opdrætter labrador.
Lone har kennelmærket TestTo, hvor hun opdrætter labrador. Derudover har hun kennelmærke TestTre, som hun benytter når hun opdrætter papillon. I og med at Lone har et kennelmærke til begge hendes racer kan hun ikke oprette flere kennelmærker til en af de to racer med hende som ene opdrætter. Skulle hun derimod få lyst til at have et ekstra kennelmærke sammen med hendes datter Sofie til en af hendes racer, kan det lade sig gøre.

Når du søger om kennelmærke skal du være opmærksom på at racer ikke kan flyttes fra et kennelmærke til et andet.

Hvem kan ansøge om kennelmærke?

Alle, der er medlem af Dansk Kennel Klub og har gennemgået DKK's opdrætteruddannelse, der består af fire moduler omhandlende genetik, reproduktion, jura og hundeadfærd og har folkeregister adr. i Danmark, kan ansøge om et kennelmærke.

Hvor kan jeg se ansøgte kennelmærker?

Midt på måneden offentliggøres alle ansøgte kennelmærker.
Du kan se dem under nyheder ved at klikke her

Skal jeg have gennemført DKK's opdrætteruddanelse for at søge kennelmærke?

Ja, du kan først ansøge om et kennelmærke, når du har gennemført DKK's opdrætteruddannelse.

Hvad skal jeg vide, inden jeg søger om kennelmærke?

Fordi DKK er en del af ”moder-organisationen” FCI, er det FCI's sekretariat, der behandler og godkender registrering af kennelmærkeansøgninger. Alle godkendte kennelmærker registreres i det internationale FCI-kennelmærkeregister.

Ønsker du kennelmærke, skal du ansøge hos DKK. Herefter søger DKK om registrering af det ønskede kennelmærke hos FCI på vegne af opdrættere, som har folkeregisteradresse i Danmark.

For at undgå lighed imellem to kennelmærker, at der opstår forvirring imellem to enslydende kennelmærker, eller at et kennelmærke benyttes flere gange af forskellige kennelmærkeindehavere, er FCI ansvarlig for nøje at kontrollere indkomne ansøgninger. Derfor er en eventuel lighed mellem et ansøgt kennelmærke og et eksisterende godkendt kennelmærke afgørende for om FCI kan godkende det nyansøgte kennelmærke.

FCI's afgørelse af en kennelmærkeansøgning kan ikke ankes.

Derfor anbefaler DKK, at du forsøger at være så original og opfindsom som muligt, når du skal beslutte dig for et kennelmærke – og finde et kennelmærke, som ikke på forhånd er registreret i FCI. Du kan lede efter allerede godkendte kennelmærker på FCI's hjemmeside fci.be. Her kan du se allerede godkendte kennelmærker, og dermed navne, der er optaget.

Du kan dog her ikke se, hvis der er indsendt en ansøgning på et givent kennelmærke, som når at blive godkendt hos FCI, inden din ansøgning på samme navn indløber hos FCI's sekretariat.

Hvordan skal mit kennelmærke bygges op?

Et kennelmærke må maksimalt bestå af 20 tegn, inkl. bogstaver, mellemrum, bindestreger, apostroffer og lignende. Ordet kennel skal ikke skrives i ansøgningen og medregnes ikke i de 20 bogstaver.

Når du fremsender din ansøgning, skal du være meget nøje med, hvordan du staver dit ønskede kennelmærke. Stavemåden på kennelmærket skal være præcis den samme, som du ønsker, det skal fremgå på hvalpenes stamtavle, fordi stavemåden vil ikke på et senere tidspunkt kunne ændres.

Du skal derfor f.eks. beslutte dig for, om dit kennelmærke skal indeholde et ejefalds-s, og hvorvidt det skal være med apostrof eller ej. Hvis vi lader som om, at det kennelmærke, du ønsker, er Krølle Bølle, men du vil gerne have det med et ejefalds-s, så skal du på ansøgningen skrive det sådan – altså Krølle Bølles.

Hvis du ønsker navnet med engelsk ejefalds-s, kan du stave det med en apostrof, og du skal huske at påføre apostroffen på ansøgningen, altså Krølle Bølle´s.

Landenavne som Danmark, Sweden osv. kan kun godkendes til opdrættere i de respektive lande, hvor opdrætteren har sin folkeregisteradresse. Forkortelser som DK er ikke tilladt. Derimod kan ordene som Danish (dansk), Swedish (svensk) osv. godt godkendes i forbindelse med et kennelnavn i alle lande – uanset i hvilket land, opdrætteren har sin folkeregisteradresse.

Hvis du ikke har en dansk folkeregisteradresse, kan dit kennelmærke ikke være registreret hos DKK. Du kan i stedet vælge at overføre det til kennelklubben i det land, du har bopæl i.

Hvis du ønsker et navn, der allerede er registreret hos FCI af en anden opdrætter, er det muligt at tilføje et ekstra ord før eller efter dit valgte ord, så det endelige kennelnavn dermed bliver anderledes. FCI forlanger dog, at der skal tilføjes mindst fire nye bogstaver, ud over det ord, der udgør det allerede eksisterende kennelmærke, hvis det nye navn skal kunne godkendes som kennelmærke i FCI. Disse fire bogstaver må dog ikke være småord som f.eks. forholdsordene ”af”, ”fra”, ”til”, ”from”, ”of”, eller ”the” og lignende.
Dvs. at hvis navnet "Krølle Bølle´s" er optaget i FCI, men du ønsker et, der ligner, kan du tilføje et ord, f.eks. "Danske" så det endelige navn bliver "Danske Krølle Bølle´s".

DKK anbefaler, du beslutter dig for 3 til 5 kennelmærker, som du påfører din ansøgning i prioriteret rækkefølge – og altså skriver det navn, du allerhelst til have øverst på ansøgningen.

Hvordan ansøger jeg om kennelmærke?

Klik ind på hundeweb.dk og log ind på din "Min Side". I menuen til højre skal du vælge "Søg om Kennelmærke". Udfyld ansøgningen med det/de navne, du ønsker.
Ansøgningsfrist er den 10. i hver måned.

Hvad betyder det, at der er en indsigelsesfrist?

Når DKK har modtaget din kennelmærkeansøgning, offentliggøres den på DKK's hjemmeside under ”Aktuelt” ca. den 15. i hver måned. Dette er for at give f.eks. kennelmærkeindehavere mulighed for at komme med indsigelser i tilfælde, hvor ansøgte kennelmærke er for tæt i ordlyd på et allerede eksisterende eller lignende. Efter indsigelsesfristens udløb videresendes ansøgningen til FCI til godkendelse.

Hvor lang tid tager det at få godkendt et kennelmærke?

Som tommelfingerregel skal du forvente, at der vil gå ca. tre måneder, fra du søger om kennelmærke hos DKK til godkendelsen foreligger fra FCI.

FCI opdaterer deres liste over kennelmærker ca. en gang om ugen. Du kan ikke være sikker på, at dit forslag bliver godkendt, selvom du ikke kan se, at kennelmærket er registreret hos FCI.

Hvor kan jeg finde en oversigt over alle FCI godkendte kennelmærker?

På FCI's hjemmeside kan du finde en oversigt over alle kennelnavne, som er registreret i FCI. På listen kan du se om et kennelnavn allerede er optaget.

Gå til FCI's hjemmeside

Du skal dog være opmærksom på, at blandt de kennelmærker, som er registreret hos FCI, er nogle af dem slettet i det pågældende land. Et kennelmærke skal dog være registreret hos FCI i mindst 10 år efter sletningen.

Hvad koster et kennelmærke?

Du kan finde kennelmærkegebyret på DKK's prisliste.

Genåbning af et tidligere benyttet kennelmærke?

Hvis du ønsker at få genåbnet et kennelmærke, du tidligere har benyttet, men som har været lukket i en periode, er dette naturligvis muligt.

Et kennelmærke kan være lukket, fordi kennelmærkeindehaveren eksempelvis har meldt sig ud af DKK eller været i restance i forhold til betaling af medlemskab. Der kræves nemlig medlemskab af DKK for at kunne opretholde et kennelmærke.

Ønsker du at få genåbnet dit kennelmærke skal du kontakte Helle Røhl, hero@dkk.dk

Hvis kennelmærket har været lukket i mere end 12 måneder, stiller DKK krav om, at kennelmærkeindehaveren gennemgår DKK's opdrætteruddannelse, før en genåbning af kennelmærket kan godkendes – forudsat kennelmærkeindehaveren ikke har uddannelsen i forvejen.

Kennelmærkegebyrer

Køb af kennelmærke - 2712 kr.
Nyt kennelmærkebevis - 155 kr.
Overdragelsesgebyr, inkl. nyt kennelmærkebevis - 500 kr.
Overflytningsgebyr fra andet FCI-land, inkl. nyt kennelmærkebevis - 250 kr.
Gebyr for påbegyndt uafsluttet kennelmærkeansøgning - 500 kr.

Ansøge om kennelmærke

Det skal du havde styr på, inden du ansøger:

  • Du skal være fyldt 18 år.
  • Du skal have gennemført DKK's opdrætteruddannelse
  • Du skal have gjort dig bekendt med kennelmærke-bestemmelserne – det er dem, du forpligtiger dig til at overholde.
  • Et kennelmærke må max. indeholde 20 "bogstaver" inkl. mellemrum, bindestreger o.lign. - ønskes ejefalds s tilføjet på kennelmærket, skal dette være påført ansøgningen.
  • Hvis der skal registreres to eller flere ejere af et kennelmærke, skal begge/alle underskrive kennelmærkeansøgningen – og begge/alle skal være medlem af DKK.
  • DKK foretager ikke kontrol af, om kennelmærket strider imod andre beskyttede rettigheder - du kan læse mere om brugen af varemærker på Patent -og Varemærkestyrelsens hjemmeside

Sådan gør du:

Du skal ansøge om kennelmærke online.

  1. Gå til hundeweb.dk
  2. Log ind på ”Min side”
  3. Vælg ”Søg om Kennelmærke” i menuen til højre.

Spørgsmål-svar til ansøgning af kennelmærke

Hvor lang tid går der, før jeg får mit kennelmærke?

Efter DKK har modtaget ansøgningen, offentliggøres den på DKK´s hjemmeside under nyheder - ca. den 15. i hver måned.

Når indsigelsesfristen er udløbet, videresendes ansøgningen til FCI (Fédération Cynologique Internationale) til godkendelse - kennelmærket kan benyttes fra FCIs godkendelsesdato.

Ekspeditionstiden er ca. 3 måneder fra du søger via DKK, til at godkendelsen foreligger fra FCI.

Hvis du alligevel ikke ønsker at gennemføre din kennelmærkeansøgning, pålægges der et gebyr på 500 kr. pr. påbegyndt kennelmærkeansøgning.

Hvem afgør om mit kennelmærke kan godkendes?

FCI afgør hvilke kennelmærker der kan godkendes.

FCI er ansvarlig for kontrol af det internationale register, og sørger derigennem for at der ikke findes dobbelt anvendelse eller kennelmærker, der er for enslydende.

FCI’s afgørelse i en kennelmærkeansøgning kan ikke ankes.

Hvilke årsager er der til at et kennelmærke ikke bliver godkendt?

Det der afgør om et kennelmærke kan blive godkendt eller ej er om der allerede findes et eksiterende kennelmærjke i FCI som ligner det kennelmærke du ansøger om.

Hvad skal mit kennelmærke hedde?

Du skal forsøger at finde et kennelmærke, som ikke er registreret i FCI.

Man kan søge på godkendte kennelmærker på FCI’s hjemmeside www.fci.be - vær opmærksom på, at der kan ligge en ansøgning på et givent kennelmærke hos FCI, som endnu ikke er godkendt, og derfor ikke er registreret på siden. Man kan tilføje et nyt ord - før eller efter et eksisterende kennelmærke - så navnet bliver anderledes. FCI forlanger dog at der skal tilføjes mindst fire bogstaver - udover et allerede eksisterende kennelmærke - hvis det skal godkendes. Disse fire bogstaver må ikke være småord som f.eks. disse forholdsord ”Af”, ”Fra”, ”Til”, ”From”, ”Of”, eller ”The” osv. Landenavne som Denmark, Sverige osv. kan kun godkendes til opdrættere i de respektive lande, hvor opdrætteren har juridisk tilhørsforhold - forkortelser (DK) er ikke tilladt.

Derimod kan ordene som Danish (dansk), Swedish (svensk) osv. godkendes i forbindelse med et kennelnavn i alle lande – uanset opdrætterens juridiske tilhørsforhold. Vær opmærksom på, at stavemåden på kennelmærket, der anvendes i ansøgningen, skal være præcis den samme, som man ønsker, det skal fremgå på hvalpenes stamtavle, og det kan ikke senere ændres.

Ønskes navnet (Krølle Bølle) med et ejefalds-s (Krølle Bølle’s) eller med et -s i navnet (Krølle Bølles), så skal dette være påført på ansøgningen, som man ønsker, det skal fremgå.
Et kennelmærke må max. indeholde 20 "bogstaver" inkl. mellemrum, bindestreger og lignende. Ordet kennel skal ikke skrives i ansøgningen og medregnes ikke i de 20 bogstaver.

Du bør påføre 3 til 5 forslag på ansøgningen til DKK, i den rækkefølge som du kunne ønske dig.Undersøg evt. på internettet (Google etc.) om dit ønske er anvendt som kennelmærke i lande udenfor FCI.

Nyttige links

Kennelmærkebestemmelserne fremgår af DKK's love.

Alt det med småt:

Et kennelmærke skal registreres i det land, hvor kennelmærkeindehaveren har folkeregisteradresse.

Når du ansøger om kennelmærke, skal du være fyldt 18 år og have gennemlæst og forstået DKK´s kennelmærkebestemmelser, som er en del af DKK´s love. Ved kennelmærkeansøgningen forpligter du dig samtidig til at overholde kennelmærkebestemmelserne.

DKK foretager ikke kontrol af, om kennelmærket strider imod andre beskyttede rettigheder. Ønsker du at undersøge om dit ønskede kennelmærke strider imod andres rettigheder, kan dette gøres hos Patent- og Varemærkestyrelsen.

Har du spørgsmål?

Alle henvendelser i forbindelse med kennelmærke sendes til DKK-medarbejder Helle Røhl på tlf.: 56188105 eller email hero@dkk.dk

Spørgsmål omkring kennelmærker

Kontakt Helle Røhl

Telefon: 5618 8105
E-mail: hero@dkk.dk

Kontakt DKK

Dansk Kennel Klub
Parkvej 1
2680 Solrød Strand
56 18 81 00
post@dkk.dk
CVR 11 88 18 15

Bank

Betalinger til Dansk Kennel Klub
Reg. nr.: 9070 Konto: 1639581302
IBAN-nr: DK3090701639581302
SWIFT-kode: VRAADK21

Min side Presse Eksteriørdommer Dyrlæge Regler og instrukser Blanketter Specialklubber Privatlivspolitik Klubsystemer Få rabat som DKK medlem