Hunde skal være vaccineret og forsikret i henhold til DKK´s regler for deltagelse i udstilling, agility eller lydighed.
Deltagende hunde skal være mindst 12 mdr. gamle på konkurrencedagen. Eneste undtagelse fra denne regel er sandkasseklassen.
En hund kan stille op i en officiel Freestyle-klasse og en officiel HTM (Heelwork to Music) klasse pr. konkurrence – den skal stille op i den klasse den er kvalificeret til.
Danskejede hunde dokumenterer hvilken klasse de er kvalificerede til via deres HTM
resultatbog.
Udenlandsk ejede hunde dokumenterer hvilken klasse de er kvalificerede til via et brev fra deres nationale Kennel Klub eller Freestyle Organisation eller tilsvarende dokumentation.

Sandkassen er åben for hunde på 16 uger – 12 måneder. Denne klasse er uofficiel og der må belønnes med legetøj, men ikke med godbidder i løbet af programmet. Klassen er ikke skilt mellem HTM og Freestyle. Øvelserne kan, men skal ikke, været et mix af begge discipliner. Der må ikke laves spring eller øvelser, hvor hunden balancerer på to ben i denne klasse. Et sandkasse program må max være 2½ minut langt.

Klasse 1 er begynder klassen, klasse 2 den mellemste klasse og klasse 3 den sværeste klasse, hvor Championat kan opnås. Alle hunde starter deres officielle konkurrencer i kl. 1.

For at rykke op i kl. 2 skal hunden samle mindst 12 Q points i kl. 1.

For at rykke op i kl. 3 skal hunden samle mindst 12 Q points i kl. 2.

For at opnå oprykningspoint skal hunden i sit program opnå point nok til at programmet kan godkendes.

Der gives 5 Q points for en 1. vinder placering, 4 Q points for en 2. vinder placering, 3 Q points for en 3. vinder placering, 2 Q points for en 4. vinder placering forudsat at de placerede hunde har opnået godkendelse. Alle øvrige godkendte programmer opnår 1 Q point.


Hunde der ikke opnår godkendelse, tildeles ikke Q points.

Q points følger hunden og ikke ekvipagen.