MENU

Stående jagthunde

Jagt med den stående hund er ikke kun en populær jagtform, det er også en sport i fremgang, hvor der arbejdes med markprøver, apportering fra land og vand, schweiss mv. Den stående hund er aktiv og vil gerne arbejde med sin fører. Det er også en omgængelig familiehund, men du skal kun anskaffe dig en stående hund, hvis du er interesseret i at arbejde med den i dens naturlige element.

Den stående jagthund

Jagt med en stående hund er noget helt særligt. En stående jagthund kendes på standen, der udløses ved fært eller syn. Standen er en medfødt reaktion, som stimuleres ved træning. Når hunden stopper og har kontakt med fuglevildtet, stiller den sig, så halen og hovedet er i en lige linje med kroppen.

Under søget arbejder hunden med næsen højt oppe. Når hunden får kontakt med fuglevildt, stopper den og ”fryser”. Hunden går først frem og rejser vildtet, når jægeren giver den kommando til at rejse fuglen. Dvs. jægeren skal så tæt på hunden og fuglen, at han/hun kan komme til at skyde den flygtende fugl. Den stående hund er også en dygtig apportør og henter gerne det skudte vildt.

Hunden tager stand i følgende situationer:

  • Hvis den får færten af hønsefugl (agerhøne, fasan, skovsneppe, og længere nordpå: rype og urfugl).
  • Hvis den får øje på en fugl.
  • Ved sekundering dvs. synet af en en anden stående hund.
  • Desuden tager mange stående hunde også stand for hårvildt, eksempelvis ræv og hare.

Engelske og kontinentale

Stående hunde er opdelt i engelske og kontinentale hunde.

De engelske er:
Breton, pointer, engelsk setter, gordon setter og irsk setter

De kontinentale er:
Hønsehund i tre hårvarianter, weimaraner, vizla, kleiner münsterlænder, gammel dansk hønsehund m.fl.

Jagt med stående hund

Selve jagten med den stående hund – altså fuglejagten – foregår i et mindre selskab, hvor man går gennem terrænet og lader hunden søge foran sig indtil den får stand for en fugl, som jægeren kan skyde ved rejseordre. Men den stående hund er også anvendelig til at drive på en fællesjagt. Ligesom den trænede og øvede hund også gerne klarer efterskudsarbejdet med søg og apportering. En del af vores højt skattede schweishundeførere benytter en stående hund til sit schweissarbejde ved eftersøgning i forbindelse med anskydninger og trafikuheld.

Det med småt

For at deltage i træning i DKK, skal din hund være vaccineret mod hundesyge og parvovirus (udenlandske hunde skal yderligere være vaccineret mod rabies) - medbring dokumentation for vaccinationen.

Du skal have tegnet den lovpligtige ansvarsforsikring på hunden for at deltage.

Det er ikke alle prøver, hvor det er et krav at være medlem af DKK - ved nogle er det tilstrækkeligt at være medlem af en specialklub.

Hvor foregår træningen?

Der er mange muligheder for at træne sin stående hund rundt omkring i landet både i specialklubs regi men også i én af de mange jagthundesportsforeninger, der findes. Dansk Kennel Klub arrangerer markprøver for den stående hund i samarbejde med sammenslutningen af specialklubberne, FJD og Danmarks Jægerforbund.

Aktiviteter

Prøver

Prøver og andre aktiviteter, der har til formål at styrke interessen for jagten med den stående jagthund, varetager DKK i et tæt samarbejde med Stående Jagthunde i Danmark (SJD).

SJD er stiftet af Dansk Kennel Klub, tolv specialklubber for stående jagthunde og Danmarks Jægerforbund.

Formål:

  • At sætte den stående jagthund og medlemmerne i fokus.
  • At fremme interessen for jagten med den stående jagthund, at vurdere og fastslå hundenes jagtlige egenskaber og trænbarhed igennem afholdelse af prøver til vejledning for avlsarbejdet.
  • At stimulere interessen for veldresserede jagthunde for derigennem at tilstræbe en højnelse af jagtkulturen og jagtens anseelse.

DJ’s apporteringsprøve og DJ’s udvidet apporteringsprøve:

Markprøvedommere og apporteringsprøvedommere, der er uddannet i regi af DJU/SJD, kan dømme disse prøver.


Spørgsmål - Svar

Find svar på de mest gængse spørgsmål om markprøver for stående jagthunde.

Hvordan foregår en markprøve?

Ved prøver uden for jagttiden og almindelige kvalitetsprøver afgiver dommeren skud med en 9 mm startpistol. På efterårets prøver, hvor der fældes fugl, anvendes der jagtgevær. Der afholdes markprøver rundt om i landet af DKK og de tilsluttede specialklubber samt i FJD og Danmarks Jægerforbunds regi. Prøverne afvikles i en forårsperiode og en efterårsperiode.

DKK har en årelang tradition for afvikling af forårsvinderklasser samt DKK´s Mesterskabsprøve, som forårets højest rangerede og mest prestigefyldte prøve. Om efteråret afvikler DKK Brugsklasser samt Efterårsvinderklasser.

Generelt om markprøver

Prøverne opdeles i kvalitetsprøver og vinderprøver.

I kvalitetsprøverne er hundene opdelt i henholdsvis ungdomsklasse (10 – 24 mdr.) og åben klasse (over 24 mdr.).

Uddannede dommere bedømmer hundenes kvalitet og tildeler alt efter denne 1., 2. 3. eller ingen præmie. For at opnå præmie skal hunden have haft selvstændig stand og under skudafgivelse vise, at den ikke er skudræd.

En særlig kvalitetsprøve er brugsklassen. En åben klasse i jagttiden, hvor der fældes fugl. På vinderprøve konkurrerer hundene mod hinanden, og her gælder det for dommerne om at finde de hunde, der på den pågældende prøve er de bedste. Alt efter antal deltagende hunde tildeles præmieringerne 1., 2., 3. 4. 5. og 6. vinder.

Hunde, der er placeret som vindere, kan tildeles CK (certifikatkvalitet), såfremt deres dagspræstation opfylder kravet til en 1. præmie i åben- eller brugsklasse (jf. FMR § 11, stk. 2). 1. vinderen kan også tildeles CACT (Certificat d’Aptitude au Championat de Travail), såfremt den er af et betydeligt format og har udført en fejlfri dagspræstation. 2. vinderen kan også tildeles Reserve-CACT, såfremt den opfylder de samme betingelser.

På en international vinderprøve kan 1. vinderen tildeles CACIT, såfremt den er af et betydeligt format og har udført en fejlfri dagspræstation. 2. vinderen kan tildeles Reserve-CACIT, såfremt den opfylder de samme betingelser.

For at deltage i vinderprøver skal hundene i øvrigt:

  • For engelske racer have opnået 1. pr. åben-/brugsklasse samt for deltagelse i efterårets vinderprøver have bestået DJUs apporteringsprøve.
  • For kontinentale racer have opnået 2 x 1. pr åben-/brugsklasse eller fuldbrugsprøve. Endvidere have bestået slæb- og apporteringsprøven eller den udvidede apporteringsprøve.

Skovfugleprøven

En helt særlig prøve er skovfugleprøven. Man kan sige, det er en prøve i sneppejagt. For at deltage skal hunden have opnået 2. pr. i åben-/brugsklasse.

Hundene afprøves enkeltvis og skal vise de kvaliteter, man forventer af en god sneppehund. Hunden tildeles 1. , 2. 3. eller ingen præmie.

En hund, der har liggende stand, kan ikke opnå 1. pr.

Under afprøvning må hundene bære klokke og markeringsbånd/dækken. Skovfugleprøver afvikles om foråret, og om efteråret som skydeprøve hvor der fældes fugl.

Tilmelding: Udenlandsk hund med dansk ejer

For at kunne deltage på jagtprøver i Danmark, skal udenlandsk registrerede hunde med danske ejere bosiddende i Danmark, have et DKK stambogsnummer eller papirerne på hunden skal ligge til omregistrering i DKK og derfra have modtaget et bevis for at hunden er under omregistrering. Dette bevis skal medsendes /vedhæftes ved tilmelding til prøven og medbringes på prøvedagen og forevises prøveleder på dennes foranledning.

Tilmelding: Udenlandsk hund med ejer bosiddende uden for Danmark

Udenlandsk registrerede hunde, med ejere bosiddende uden for Danmark, skal indsende kopi af deres FCI stambog, eller aflevere kopi til prøveleder (dog kun første gang hunden deltager på prøve i DK) for at DKK kan registrere resultatet på hundeweb.

Stående jagthunde

Reglement

Prøverne er beskrevet i Fælles Markprøve Regler (FMR) samt i Regler for Fuldbrugsprøver i Danmark

SJD udvidede apporteringsprøve regler pr 1 april 2023

Fælles Markprøve Regler pr 1 november 2023

Øvrige reglementer

Aktiviteter

Landshold for stående jagthunde

Betingelser for deltagende hunde, ejer og fører

Ejer, fører og hund skal opfylde adgangsbetingelserne i henhold til Fælles Markprøveregler samt FCI’s officielle regler for markprøver.

Hunden skal opfylde det arrangerende lands veterinære bestemmelser og krav til vaccinationer samt have udstedt et europæisk rejsepas.

Ejer og fører skal være medlem af Dansk Kennel Klub (DKK), og hunden skal være registreret i DKK. Fører skal have ført hund på mindst en prøve, der er dømt efter FCI´s regler.

Deltagelse til VM og Saint Hubertus forudsætter, at hunden opfylder betingelserne for deltagelse i vinderklasse i henhold til Fælles Markprøveregler.

For udtagelse til Europa Cup forudsættes mindst 1. pr. ÅK i henhold til Fælles Markprøveregler. Der foretrækkes hunde af et meget stort format, kombineret med fortrinlige stilegenskaber.

Saint Hubertus-deltagere forudsættes tillige at integrere en høj jagtmoral kombineret med god skydefærdighed.

For udtagelse til såvel EC som VM og SH medregnes hundens resultater opnået på FCI anerkendte prøver i Danmark eller udlandet. Excellent opnået på anerkendt FCI prøve kan udgøre det for en 1. pr. ÅK, (der skelnes mellem forår og efterår.)

En ekvipage, der ved mesterskaberne afholdt året forud, er blevet individuel mester, har fortrinsret og deltager derfor ikke i udtagelsen.

Europa Cup afholdes normalt i marts måned og VM samt Saint Hubertus i oktober. Tid og sted annonceres i DKK´s medlemsmagasin Hunden, i Jagthunden og på Dansk Kennel Klubs hjemmeside. Ligeledes annonceres tid og sted for en eventuel udtagelsesprøve. For ansøgere, der opfylder ovennævnte adgangsbetingelser er tilmeldingsfristen for udtagelse normalt 15. januar og 16. august det pågældende år for mesterskabets afholdelse.

Holdets sammensætning

Holdet består af fire ekvipager til Europa Cup og VM for henholdsvis engelske- og kontinentale racer + en i reserve, og til Saint Hubertus to ekvipager i henholdsvis damer og herrer + en i reserve hver.

Udtagelsen vil ske på baggrund af de marprøveresultater, som ansøgers hund har opnået inden for de sidste to år.

Er der flere end 8 ansøgere til et af holdene, vil DKK afholde en udtagelsesprøve. DJU’s tilmeldingsblanket sendes til Dansk Kennel Klubs Udvalg for stående jagthunde mærket Europa Cup, VM eller Saint Hubertus ledsaget af oversigt over opnåede resultater:

Europa Cup: resultater opnået året forud samt foregående efterår (1½ år)

VM og SH: resultater foregående år samt forår (1½ år).


Aktiviteter

Internationale markprøver

EM 2023 for stående hunde

Engelske racer:

I år 2023 foregår EM for engelske racer i Grækenland.

Dato: 19. - 21 februar 2023.

Prøven er en stor søg-prøve.

Er du interesseret i at deltage, eller vil du vide mere, er du velkommen til at henvende dig til Poul Valdemar Nielsen på e-mail: pvn@pvns.dk eller telefonnr.: 50501445.

Kontinentale racer:

Information følger.

Tilmelding og yderligere oplysninger:

Poul Valdemar Nielsen
pvn@pvns.dk
mobil 50501445.

VM for stående jagthunde efterår 2023

VM for stående jagthunde afvikles fra den 20. – 22. oktober i Slovakiet

19. oktober Præsentation af hold

20. oktober 1 ° dag ved VM med praktisk jagt på fasaner og agerhøns

21. oktober World St. Hubert Championship med praktisk jagt på fasaner og agerhøns

22. oktober 2 ° dag VM med praktisk jagt på fasaner og agerhøns

Før VM den 17. og 18. oktober afholdes der Middelterania CUP

Dansk Kennel Klub koordinerer VM og betaler for tilmeldingen.

Der kan tilmeldes et hold kontinentale og et hold engelske hunde med 4 hunde på hvert hold samt 2. reserver.

Ligeledes kan der tilmeldes i Sankt Hubertus 2. ekvipager henholdsvis for mænd og kvinder, der kan stille 2. hunde i hver ekvipage.

Betingelserne for deltagelse er, at ansøgeren er medlem af Dansk Kennel Klub.

Udtagelseskriterier kan ses på DKK’s hjemmeside.

En hund kan tilmeldes enten til VM eller til Sankt Hubertus.

Oplysninger og tilmeldinger:
Interesserede bedes sende navn på fører og hund samt kopi af resultatliste til:

Poul Valdemar Nielsen, mobil 5050 1445, e-mail: pvn@pvns.dk

Du er velkommen til at ringe for nærmere oplysninger!

Følg VM på facebook : VM og EM for stående jagthunde

Anmeldelsen skal være i hænde senest søndag den 20. august 2023.

Aktiviteter

Euro Cup

Euro Cup for Kontinentale jagthunde foregår i foråret i Serbien

Prøveområderne er omkring byen Nis – de bedste terræner i Europa!

Dato: 23. – 25. marts 2023.

Er du interesseret i at deltage, eller vil du vide mere, er du velkommen til at henvende dig til Poul Valdemar Nielsen på e-mail: pvn@pvns.dk eller telefonnr.: 50501445.

Bemærk: Din hund skal være testet for antistoffer for rabies.

Poul Valdemar Nielsen

pvn@pvns.dk

+45 50501445

Kontakt DKK

Dansk Kennel Klub
Parkvej 1
2680 Solrød Strand
56 18 81 00
post@dkk.dk
CVR 11 88 18 15

Bank

Betalinger til Dansk Kennel Klub
Reg. nr.: 9070 Konto: 1639581302
IBAN-nr: DK3090701639581302
SWIFT-kode: VRAADK21

Min side Presse Eksteriørdommer Dyrlæge Regler og instrukser Blanketter Specialklubber Privatlivspolitik Klubsystemer Få rabat som DKK medlem