MENU

Etiske anbefalinger for avl

DKK har opstillet en række etiske anbefalinger for avlen af hunde. Det er, som navnet antyder, etiske retningslinjer om alt lige fra tævens alder på parringstidspunktet over ansvar for arvelige lidelser til socialisering og prægning af hvalpene.

DKK´s etiske anbefalinger for avl er listet op i 11 punkter.

Mellem Dansk Kennel Klub og en races specialklub kan der desuden være aftalt særlige retningslinier for avlen af en given race eller specialklubben kan have vedtaget supplerende etiske anbefalinger, så tjek også specialklubbens regler og anbefalinger før parring.

Gentagne og/eller markante tilsidesættelser af DKK´s etiske anbefalinger vil medføre begrænsninger i en hunds avlsret – evt. nedlæggelse af avlsforbud – og/eller disciplinære sanktioner i henhold til DKK´s love og stambogsføringsregler.

Hver punkt har en overskrift med en uddybende og forklarende tekst. Tryk på plusset udfor hver punkt for at læse den uddybende tekst.

Punkt 1.
Det påhviler enhver, der udvælger en hund til opdræt, at vurdere, om avlsdyret er fysisk og mentalt egnet til avl, herunder at hunden ikke indgår i avl, før den er fuldt udviklet

Ingen hund er perfekt, og man må veje fordele og ulemper op imod hinanden, før man udvælger en hund til avl. Husk at det, de fleste hvalpekøbere ønsker sig, er en fysisk og mentalt sund familiehund, der kan leve længe. Mange mentale egenskaber, som f.eks. nervøsitet, har en høj arvbarhed, så det er vigtigt at være ærlig og realistisk, når man vurderer temperamentet hos en potentiel avlshund.
En tæve, der både er fysisk og mentalt moden, har det bedste udgangspunkt for at komme godt igennem drægtighed, fødsel og pasning af hvalpekuldet. For begge køn gælder desuden, at det først er muligt at vurdere hundens potentiale som avlshund, når den er voksen. Generelt bliver hunde af små racer tidligere modne end hunde af store racer. Men selvom en stor hund får sin første løbetid, når den er 10 måneder gammel, vil den ofte ikke være mentalt moden før 2 årsalderen. Nedenstående aldersangivelser kan bruges som rettesnor for det tidligste tidspunkt for første parring:

Små racer (op til ca. 12 kg): minimum 15 måneder
Mellemstore racer (fra ca. 12 – ca. 40 kg): minimum 18 måneder
Gigantracer (fra ca. 40 kg): minimum 22 måneder

Du finder en liste over Gigantracerne her: https://www.dkk.dk/alle-emner/sundhed-og-sygdom/hd-ad-og-ocd

Punkt 2.
Det er opdrætterens ansvar, at der i avlen kun anvendes hunde, der kan parre sig naturligt samt føde og opfostre hvalpe på naturlig vis

Parring, drægtighed og fødsel er naturlige fysiologiske processer, som gerne skal kunne forløbe uden indgriben. Der kan naturligvis opstå situationer, hvor det er påkrævet at gribe ind for at hjælpe, men det er ikke ønskværdigt, at vores hunderacer udvikler sig i en retning, hvor de ikke kan parre sig, føde eller opfostre deres hvalpe selv. Det kan ofte være svært at vurdere hvad der er årsagen, hvis en hund ikke umiddelbart kan gennemføre en naturlig parring. Fysiske problemer og smerter, såvel som hundens socialisering og adfærdsmæssige udvikling, kan være medvirkende årsager. En hund der ikke har haft særlig mange erfaringer med det modsatte køn under opvæksten, kan f.eks. have problemer med at udvise normal parringsadfærd. Hvis en hund viser tegn på smerte ved parring, skal den undersøges af en dyrlæge. Smerterne kan komme fra kønsorganerne, men de kan også komme fra arvelige sygdomme i ryg eller hofter, som f.eks. spondylose eller hofteledsdysplasi. Endelig findes der racer, hvor problemer med nedsat kønsdrift ser ud til dukke op i bestemte linjer. Sådanne hunde ønskes ikke anvendt i avlen, da det kan være genetisk betinget. Før man evt. overvejer inseminering, kan det være en god idé at søge hjælp hos en erfaren opdrætter, eller hos en dyrlæge med erfaring indenfor reproduktion. I mange tilfælde kan det faktisk lade sig gøre at få hundene til at parre sig med lidt nænsom støtte. Hvis det lykkes, er sandsynligheden for at de kan klare det selv næste gang væsentligt større. Det er en fordel at være sikker på, at parringstidspunktet er det rigtige, før man griber ind for at hjælpe. Det kan afgøres ved hjælp af en blodprøve og/eller et celleskrab fra hunhundens skede. Står man imidlertid med en hanhund, der ikke viser den mindste vilje/evne til at parre - eller med en tæve, der overhovedet ikke vil lade sig parre på trods af at tidspunktet er korrekt – så er det ikke i overensstemmelse med DKK’s etiske anbefalinger at bruge dem i avl. Beslutningen om hvorvidt der evt. skal laves kejsersnit på en fødende tæve kan også være svær. Mange opdrættere - og dyrlæger - har svært ved at have ”is i maven” i den situation, og det kan være forståeligt nok. Ikke desto mindre er der sandsynligvis en del tilfælde af kejsersnit, hvor tæven godt kunne have klaret fødslen selv, ved hjælp af tålmodighed og evt. lidt ve-stimulerende medicin. Når en fødsel ender med kejsersnit, skal man som ansvarlig opdrætter kraftigt overveje, om tæven skal have flere kuld. Hvis årsagen til kejsersnittet er arvelig primær ve-svækkelse – eller hvis det kan tilskrives tævens anatomiske bygning - bør tæven tages ud af avl. Efter kejsersnit nr. 2 bør avlskarrieren for den pågældende tæve være definitivt slut – uanset årsagen.

Punkt 3.
En tæve bør maksimalt have fem kuld i sin levetid, og det er opdrætterens ansvar, at tæven får passende pauser mellem kuldene. Hvis en tæve føder to kuld inden for en periode på 12 måneder, bør tæven efterfølgende have en pause på mindst 12 måneder, før næste kuld fødes.

De tæver, der udvælges til avl, skal have tid til at restituere sig mellem kuldene og leve et godt hundeliv ved siden af deres funktion som avlsdyr. Som udgangspunkt betyder det, at en tæve ikke bør føde mere end fem kuld i alt og kun ét kuld om året. For tæver, der kommer i løbetid hvert halve år, vil det sige, at kun hver anden løbetid bør udnyttes til parring. En tæve kan undtagelsesvis parres i to på hinanden følgende løbetider, men så bør tæven efterfølgende have en pause.

Punkt 4.
En tæve bør have sit sidste kuld inden hun fylder 8 år. En tæve på over 8 år kan dog benyttes i avl, hvis der sammen med registreringsanmeldelsen indsendes en dyrlægeattest på, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt.

Når tæven kommer lidt op i årene er det vigtigt at vurdere om hun er i god form, før man trækker et sidste kuld. Mange tæver er stadig i fuld vigør når de er 8 år, men før man parrer en ældre tæve, skal man få lavet et sundhedstjek hos dyrlægen og få en attest på, at tæven er i form til det. Dyrlægeattesten bør ikke være mere end én måned gammel på parringstidspunktet, og der findes en attest til formålet under punktet "Er du dyrlæge"

Punkt 5.
Det er opdrætterens og hanhundeejerens ansvar, at hunde med arvelige defekter ikke anvendes i avl. Parringer, der har givet hvalpe med alvorlige defekter, bør ikke gentages

Ingen opdrætter ønsker at producere afkom med arvelige defekter. Alligevel sker det ind imellem, for en hund kan godt være bærer af et skjult defektgen, uden selv at være syg. Derfor er det vigtigt, at man som opdrætter holder kontakt til sine hvalpekøbere, og beder dem om at melde tilbage, hvis der skulle dukke noget op. Opstår der tvivl om hvor vidt en sygdom i ens opdræt er arvelig, er man velkommen til at henvende sig til DKK for at få hjælp og vejledning.

Nogle arvelige sygdomme dukker først op sent i en hunds liv – måske efter den har været brugt i avl. Hvis det sker, er det god skik at orientere de mennesker, der har købt afkom efter hunden. På den måde sikrer man, at defekten ikke føres videre til endnu en generation.

I enkelte tilfælde kan man som opdrætter vælge at bruge en hund i avl, selvom den har en arvelig defekt. Det kan ske, hvis man vurderer, at hundens samlede bidrag til racen vil være positivt, fordi hunden besidder andre egenskaber, som det er vigtigt at bevare. Et eksempel kan være hunde, der har HD i grad D eller E eller AD i grad 3. Uanset hvilken arvelig lidelse, der er tale om, bør man altid sørge for, at avlspartneren er undersøgt og fundet fri for lidelsen. Brugen af hunde med arvelige defekter i avl er noget, der kan ske undtagelsesvist og kun til et begrænset antal kuld. Som opdrætter har man desuden et ekstra stort ansvar for at følge de kuld, der produceres, og indsamle oplysninger om eventuel forekomst af sygdom jævnfør punkt 11. DKK kan bede opdrætteren om at begrunde sit valg og eventuelt fremsende oplysninger om sundheden i de relevante kuld.

Punkt 6.
Hvis en hund er DNA-testet som bærer af en recessiv sygdom, bør avlspartneren være testet og fundet genetisk fri for den samme sygdom. Det påhviler ejeren af såvel tæve som hanhund at oplyse om eventuelle DNA-test resultater, før der indgås aftale om parring.

DNA-tests udbydes primært til sygdomme med såkaldt ”monogen” nedarvning hvilket vil sige, at sygdommene er forårsaget af en mutation i ét enkelt gen. Den mest almindelige form for nedarvning af monogene sygdomme er den, der kaldes ”autosomal recessiv”. Det betyder, at genet for sygdommen ikke sidder på et kønskromosom, og at den variant af genet, der giver anledning til sygdom, er ”vigende” (recessiv) i forhold til den normale (dominante) variant af genet.

Hunde har to kopier af alle gener, og for en sygdom med recessiv nedarvning giver det tre mulige kombinationer: 1. To normale kopier af genet (”fri”), 2. En normal kopi og en kopi med den sygdomsfremkaldende mutation (”bærer”) samt 3. To kopier af genet, der begge indeholder mutationen (”påvist”/syg).

Bærerne udviser ingen symptomer på sygdom, og langt de fleste syge hvalpe opstår ved, at man uforvarende kommer til at parre to bærere med hinanden. Det kan undgås, hvis man inden parringen har fået foretaget en DNA-test, der kan afsløre avlshundenes genetiske sammensætning i forhold til specifikke sygdomme.

Der er ikke noget galt i at bruge en bærer i avl – tværtimod kan det i mange af de antalsmæssigt små racer være nødvendigt. Når man bruger en bærer i avl, skal man blot sørge for, at avlspartneren er fri for den pågældende mutation. Derved undgår man, at der produceres syge hvalpe.

Husk, at du som opdrætter er omfattet af det der hedder den ”loyale oplysningspligt”, når du bruger en bærer i avl. Det betyder, at du skal videregive oplysningen til såvel avlspartnerens ejer som til hvalpekøberne.

Antallet af sygdomme, som det er muligt at DNA-teste for, stiger hele tiden. Langt de fleste tests er dog racespecifikke, og det er vigtigt at undersøge om en given test er relevant, før man bruger den. På DKK’s hjemmeside findes en oversigt over de DNA-tests, hvor det er muligt at få registreret resultatet på hundeweb. Andre tests kan også godt være relevante, men for de tests, der fremgår af oversigten, har specialklubben bedt DKK om at oprette en rekvisition, og der er udpeget et antal godkendte laboratorier.

Punkt 7.
Parring mellem nærtbeslægtede hunde bør undgås.

Mange af de hunderacer, vi kender i dag, er grundlagt på basis af relativt få individer. Tidligere var det desuden forholdsvis almindeligt, at opdrætterne benyttede indavl (parring af nærtbeslægtede dyr) for at fastholde en bestemt type. I dag ved vi, at der er flere ulemper end fordele forbundet med indavl.

Indavl forøger risikoen for at skjulte, recessive (vigende) defektgener kommer frem i lyset. Det er ikke indavlen der skaber defektgenerne, men hvis to hunde, der bærer det samme defektgen, parres, risikerer man at få syge afkom, hvis de modtager defektgenet i dobbelt dosis (både fra far og mor). Forældredyr, der er beslægtede, har væsentlig større risiko for at bære de samme defektgener.

Indavl fører til større ensartethed – og det er på mange måder ønskværdigt. I forhold til sundhed er det imidlertid ikke så godt, hvis alle hunde i en race er mere eller mindre ens – rent genetisk. En vis mængde genetisk variation er nødvendig, for at opretholde en sund population med et effektivt immunforsvar. Den genetiske variation er også en forudsætning for at opnå genetisk fremgang i sit avlsarbejde.
Som tommelfingerregel bør man ikke parre individer, der er tættere beslægtet end det, der svarer til slægtskabet mellem fætter og kusine. Afkommet vil i så tilfælde få en indavlskoefficient på 6,25 %.

Er du i tvivl om hvor tæt beslægtede dine potentielle avlsdyr er, kan du lave en såkaldt ”fiktiv parring” på www.hundeweb.dk

Punkt 8.
Ved valg af avlsdyr, bør såvel opdrætter som hanhundeejer bidrage til at bevare den genetiske variation. Det betyder, at enkelte hunde ikke bør dominere avlen inden for en race (såkaldt ”matadoravl”), og at gentagne parringer af samme han og tæve bør begrænses.

Matadoravl beskriver en situation, hvor en enkelt eller nogle få hanhunde dominerer avlen i en race. De ulemper, der er forbundet med matadoravl, minder på mange måder om det, man ser ved indavl. Den genetiske variation falder, og risikoen for fremkomst af nye arvelige sygdomme stiger. I de efterfølgende generationer bliver det desuden vanskeligt at undgå indavl, fordi en stor del af racens individer har ”Matadorens” navn i deres stambog. Der findes forskellige tommelfingerregler, der kan benyttes ved vurdering af matadoravl. Den regel, DKK benytter, siger, at ingen hanhund bør blive far til mere end 25 % af det gennemsnitlige årlige antal registrerede hvalpe. DKK beregner det gennemsnitlige antal ud fra de sidste tre års registreringer i en race. I en race, der over de sidste 3 år gennemsnitligt har registreret 200 hvalpe om året, bør ingen hanhund altså blive far til mere end 50 hvalpe i hele sin avlsaktive karriere. Grænserne for matadoravl for de enkelte racer kan ses ved at gå ind på en aktuel hund og vælge fanen ”hvalpestatistik”.

I antalsmæssigt små racer kan matadoravlsgrænserne være svære at overholde. Her er det ikke kun hanhundene, men også tæverne der kan ramme loftet for antallet af hvalpe. For racer der registrerer under 100 hvalpe pr. år har DKK derfor valgt at se på indavlsgraden for de enkelte kuld i stedet for. Indavlsgraden skal være så tæt på 0 som muligt – og under alle omstændigheder holdes under det anbefalede maksimum på 6,25 %.

Der kan være grunde til, at man som opdrætter ønsker at gentage en bestemt kombination. Man kan f.eks. have besluttet at beholde en tæve fra netop denne kombination til videre avl, hvorefter der udelukkende kom hanner i det første kuld. Gentagne kombinationer bidrager imidlertid ikke med ny genetisk variation til racen, og derfor må det ikke være noget, der gøres af ren ”magelighed”, f.eks. fordi man selv ejer både han og tæve.

Punkt 9.
Så længe hvalpen er i opdrætterens varetægt, bør denne sikre hvalpene en fysisk og mentalt god opvækst, herunder en god prægning. Det er uforeneligt med DKK’s etiske anbefalinger at lade helt unge og endnu ikke kønsmodne hvalpe neutralisere, før de forlader opdrætteren

Det er et stort arbejde at opfostre et hvalpekuld. I de 8 uger, hvor hvalpene er i opdrætterens varetægt, sker der en rivende udvikling med hvalpene. Derfor skal de have den korrekte ernæring, når mors mælk ikke længere rækker, de skal have ormekur flere gange, og de skal eventuelt vaccineres, før de flytter hjemmefra. Men ud over de fysiske behov er det også yderst vigtigt at man som opdrætter tager hånd om hvalpenes mentale udvikling. Hvalpenes prægningsfase starter allerede ved 3 ugers alderen, og de hvalpe, der sendes ud i verden med en solid prægningsmæssig ballast, har alle muligheder for at blive velfungerende hunde i deres nye familier. DKK afholder kurser hvor du kan høre mere om alt det der skal til, for at give netop dit hvalpekuld det bedste udgangspunkt. Neutralisation bør aldrig foretages som et rutinemæssigt indgreb, og der er generelt flere ulemper end fordele ved at foretage indgrebet før hunden er kønsmoden. Beslutningen om eventuel neutralisation bør altid tages af den enkelte hundeejere efter grundig overvejelse og i samråd med en dyrlæge.

Punkt 10.
Opdrætteren har pligt til at give hvalpekøberne fyldestgørende oplysninger om forældredyrene og om racens egenskaber og behov

Når man overdrager en hvalp til dens nye ejer, har man det, der på lovsprog hedder ”loyal oplysningspligt”. Det betyder, at man loyalt og fyldestgørende skal lægge alle de oplysninger frem, som vedrører forældredyrene. Det betyder også, at man skal gøre køberen opmærksom på racens særlige behov for f.eks. pelspleje eller motion. Hvis en kommende køber ikke er indstillet på at gennemføre den påkrævede pelspleje eller ikke har tid til at aktivere/motionere en krævende race, er det bedre at rådgive personen til at vælge en anden race – eller til at genoverveje, om familien overhovedet er parat til at anskaffe sig en hund. Husk, at erhvervsmæssige opdrættere (opdrættere, der laver 3 eller flere kuld pr. år) rent lovgivningsmæssigt er forpligtet til at udlevere en pasningsvejledning sammen med hvalpen.

Punkt 11.
Både opdrætter og hanhundeejer bør følge afkommets udvikling til voksne hunde og derudfra løbende vurdere deres avlsdyr

Den bedste måde at få noget at vide om kvaliteten af sine avlsdyr på, er ved at se på afkommet. Ikke alle købere har lyst til at stille op på udstillinger eller til prøver, men prøv alligevel at finde en lejlighed til at se din hunds afkom som voksne. Nogle opdrættere arrangerer ”hvalpetræf”, andre sender fødselsdagskort ud, når hvalpene fylder år, og opfordrer køberne til at give en tilbagemelding til opdrætteren. Viser det sig, at nogle af hvalpene ikke har udviklet sig, som man havde håbet, opstår spørgsmålet selvfølgelig: Skyldes det arv eller miljø? Er det forældredyrene, der ikke har været god nok – eller er det den opvækst, køberen har tilbudt hvalpen, der har været mangelfuld? I nogle tilfælde kan der gives et entydigt svar – men i mange tilfælde vil det være en kombination af arv og miljø. Alligevel vil man ofte kunne bruge oplysninger om hvalpenes udvikling til at fange en tendens. Et enkelt uheldigt eksemplar skal ikke nødvendigvis diskvalificere avlshunden – men viser det sig, at en større del af afkommet ikke lever op til forventningerne, bør man nok overveje om hundens avlskarriere skal slutte.

Tilsidesættelser af DKK´s etiske anbefalinger

Gentagne og/eller markante tilsidesættelser af DKK´s etiske anbefalinger vil medføre begrænsninger i en hunds avlsret – evt. nedlæggelse af avlsforbud – og/eller disciplinære sanktioner i henhold til DKK´s love og stambogsføringsregler.

Mellem Dansk Kennel Klub og en races specialklub kan der aftales særlige retningslinier for avlen af en given race.

Nogle specialklubber kan have supplerende etiske anbefalinger. Læs mere om de enkelte racer på specialklubbernes hjemmesider

Kontakt DKK

Dansk Kennel Klub
Parkvej 1
2680 Solrød Strand
56 18 81 00
post@dkk.dk
CVR 11 88 18 15

Bank

Betalinger til Dansk Kennel Klub
Reg. nr.: 9070 Konto: 1639581302
IBAN-nr: DK3090701639581302
SWIFT-kode: VRAADK21

Min side Presse Eksteriørdommer Dyrlæge Regler og instrukser Blanketter Specialklubber Privatlivspolitik Klubsystemer Få rabat som DKK medlem