MENU

Hedebølge og hundearrangementer

02.08.2018

Det ekstremt varme vejr, vi oplever i Danmark pt. er uvant for de fleste af vores hunde. Derfor har Dansk Kennel Klub mindet vores arrangører i kredse, lokalafdelinger, specialklubber og aktivitetsudvalg om, at hundens velfærd skal have højeste prioritet i alle vores aktiviteter.

I DKK’s etiske anbefalinger for håndtering og træning af hunde står der bl.a.:

”Inden for alle former for hundetræning og hundesport skal hensynet til hundens velfærd prioriteres over alt andet. Hundens velfærd skal gå forud for opdrætterens, trænerens, ejerens, sponsorens eller officials interesser og ønsker. Menneskets ambitioner må aldrig overskride hundens velfærd. De etiske anbefalinger vedrørende hundens behandling, velfærd og sundhedstilstand skal overholdes - ikke blot under deltagelse i udstillinger, prøver eller konkurrencer, men nok så vigtigt i den daglige træning og håndtering.”

Det betyder, at det altid er både hundeejers og arrangørs ansvar at passe godt på hundene. Det ekstremt varme vejr bør få arrangørerne til at overveje, hvordan aktiviteterne bedst kan tilrettelægges, så hundens trivsel optimeres. Der kan gives mulighed for at give hundene adgang til skygge og vand under aktiviteterne. Der kan gives lov til at anvende køledækner eller overbruse hundene med vand og lignende. Hvis muligt kan aktiviteterne henlægges til tidligt og sent på dagen eller aktiviteterne kan aflyses.

Det er ligeledes hundeejerens ansvar, at den enkelte hunds sikkerhed ikke kompromitteres. Hundens type, alder og sundhedstilstand har indflydelse på dens trivsel i det varme vejr.

Vi har derfor opfordret dommere og ringpersonale/hjælpere til at holde øje med hundene, i det tilfælde at hundeføreren ikke selv er tilstrækkelig opmærksom.

I kan læse mere om DKK’s etiske anbefalinger til håndtering og træning af hunde her: https://www.dkk.dk/om-dkk/love-instrukser-og-blanktter/h%C3%A5ndtering-og-tr%C3%A6ning-af-hunde

Lad os hjælpe vores hunde og hinanden gennem den uvante hedebølge.

Med venlig hilsen

Jørgen Hindse

Formand for Dansk Kennel Klub

Kontakt DKK

Dansk Kennel Klub
Parkvej 1
2680 Solrød Strand
56 18 81 00
post@dkk.dk
CVR 11 88 18 15

Bank

Betalinger til Dansk Kennel Klub
Reg. nr.: 9070 Konto: 1639581302
IBAN-nr: DK3090701639581302
SWIFT-kode: VRAADK21

Min side Presse Eksteriørdommer Dyrlæge Regler og instrukser Blanketter Specialklubber Privatlivspolitik Klubsystemer Få rabat som DKK medlem