Hvorfor deltage i et "Før-du-køber-hund-kursus"?

At få hund er fantastisk - men også en opgave som skal løftes med alvor. Mange hunde bliver købt som resultatet af hvalpeforelskelse, og ansvaret ved en hund bliver glemt i bar begejstring. Det er først senere virkeligheden banker på, og når en hund bliver for stor en mundfuld, er det hverken en rar situation at stå i som hundeejer eller som hund.

Som kommende hundeejer er det derfor vigtigt, at man sætter sig ordentlig ind i, hvad det kræver at have en hund. Hvordan hunden skal passes, plejes, aktiveres og motioneres er ting, man skal have styr på, inden man køber hund.

Det er den kommende hundeejers fineste opgave at vælge en race og en hvalp, som vil passe til netop deres familie og tilværelse. Det vigtigste ved en hund er ikke, hvordan den ser ud, men hvordan den er. 

Dansk Kennel Klub og Dyrenes Beskyttelse er gået sammen om at tilbyde ”Før du køber hund”-kurser. Kurset henvender sig til alle interesserede, der overvejer at få hund, og varer ca. tre timer.