MENU

Ny dansk lovgivning

Den 1. juli 2025 kommer der nye regler for opdræt af hundehvalpe. Reglerne gælder for alle, både dem som skal have et enkelt kuld hjemme i stuen og erhvervsmæssigt opdræt.

Reglerne skal sikre, at hunde i Danmark kun indgår i avl, hvis de er sunde og behandles ordentligt. Reglerne gælder for alle hunde, der parres, insemineres eller tappes for sæd til inseminering i Danmark – men gælder ikke for avlshandlinger i udlandet.

Reglerne for hundeavl indeholder:

  • Et generelt krav om, at hunde kun indgår i avl, hvis de er egnet til det og et forbud mod indavl.
  • Regler som skal beskytte avlstæver.
  • Regler om, at specifikke hunderacer skal undersøges for en række arvelige sygdomme og tilstande, før hundene må anvendes i avl.

Det er hundeejeren eller den, som har hunden i sin varetægt (besidderen), som er ansvarlig for at overholde reglerne.

Sådan står der på Fødevarestyrelsens nye hjemmeside: www.fvst.dk/hundeavl

Her kan du læse meget mere om de nye regler, ligesom de har samlet en række ofte stillede spørgsmål og svar om hundeavl.


Regler for tæver

Det kræver meget af tæven at være drægtig, føde og opfostre hvalpe. Derfor er der nu fastsat regler, som skal være med til at sikre, at der bliver passet på de tæver, som får hvalpe.

For alle tæver, som får hvalpe, gælder:

  • Minimumsalder ved første parring
    • Tæver af en race med en typisk vægt på op til 20 kg skal være 18 måneder, før hun indgår i avl første gang.
    • Tæver af en race med en typisk vægt på over 20 kg skal være 24 måneder, før hun indgår i avl første gang.
  • Tæven må maksimalt få fem kuld hvalpe i sin levetid.
  • En tæve må højst føde tre kuld hvalpe inden for en periode på to år.
  • Hvis en tæve har fået to kuld hvalpe inden for 12 måneder, skal hun have en hvileperiode på mindst et år, før hun igen må indgå i avl.
  • Tæver, som har fået to kejsersnit, må ikke indgå i avl.
  • Hvis en tæve har fået kejsersnit, skal hun have en hvileperiode på mindst 12 måneder, før næste kuld fødes.
  • Når en tæve er fyldt 8 år, må hun kun indgå i avl efter godkendelse fra en dyrlæge.

Dansk Kennel Klubs Sundhedsudvalg har lavet en liste over racerne, så man kan se om de falder under hhv. stor eller lille i forhold til tidligste parringstidspunkt.

Hunderace størrelse inddeling DKK 16.06.2025

Hvilke racer skal sundhedsundersøges?

Følgende tilstande og sygdomme er omfattet af reglerne for særlige hunderacer:

  • Brachycephalic Obstructive Airway Syndrome (BOAS)
  • Hofte- og albueledsdysplasi (HD og AD)
  • Intervertebral disc disease (IVDD)
  • Syringomyeli og myxomatøs mitralklapsygdom (MMVD)

Se liste over hunderacer, der skal undersøges inden parring (pdf)

Se hvilke hunderacer, der skal undersøges for hvilke lidelser her:

Kilde: Fødevarestyrelsens hjemmeside

Engelsk bulldog, fransk bulldog og mops: BOAS-graduering

Bracycephalic Obstructive Airway Syndrome (BOAS) er en samlet betegnelse for en række sygdomme i luftvejene, der rammer kortsnudede racer.

Tæver og hanhunde af racerne engelsk bulldog, fransk bulldog og mops skal have foretaget en BOAS-graduering, før de må indgå i avl. En BOAS-graduering er en vejrtrækningstest, som skal undersøge om hunden har vejrtrækningsproblemer.

Hunden skal være mindst 12 måneder gammel, når den undersøges. Resultatet af en BOAS-graduering er gyldig i to år.

Flere racer: hofteledsdysplasi og albueledsdysplasi

Hofteledsdysplasi er en lidelse med løshed i hofteleddet. Albueledsdysplasi er en samlet betegnelse for en række lidelser i albueleddet. Begge lidelser kan give slidgigt, smerte og halthed.

Tæver og hanhunde af en række racer skal have foretaget en undersøgelse for tegn på hofteledsdysplasi, før de må indgå i avl. Nogle racer skal også undersøges for tegn på albueledsdysplasi. Begge undersøgelser bygger på røntgenbilleder, hvor der kigges efter forandringer i leddene.

Hunden skal være mindst 12 måneder gammel, når den undersøges. Hvis hunden er på listen over gigantracer, skal den være mindst 18 måneder gammel, før den undersøges for hofteledsdysplasi. Find listen under nyttige links.

Resultatet af undersøgelsen for hofteledsdysplasi og albueledsdysplasi er gyldig i resten af hundens levetid.

Gravhunderacer: Intervertebral Disc Disease

Intervertebral Disc Disease (IVDD) er en lidelse hvor der ses forandringer i de disks, som ligger mellem ryghvirvlerne, som kan udvikle sig til diskusprolaps.

Tæver og hanhunde af gravhunderacer skal have foretaget en undersøgelse for tegn på IVDD. Ved undersøgelsen for IVDD laves der en røntgenundersøgelse af hunden ryg. Undersøgelsen skal foretages, når hunden er mellem 2 og 4 år. Resultatet af undersøgelsen for IVDD er gyldig i resten af hundens levetid

Vær opmærksom på, at gravhunde, som er fyldt 4 år inden den 1. juli 2025, er undtaget fra reglerne om undersøgelse for IVDD.

Cavalier king charles spaniel: syringomyeli og myxomatøs mitralklapsygdom

Syringomyeli er neurologisk tilstand, hvor der ses cyster eller hulrum i rygmarven. Myxomatøs mitralklapsygdom (MMVD) er en hjerteklaplidelse.

Tæver og hanhunde af racen cavalier king charles spaniel skal undersøges for begge lidelser, før de må indgå i avl.

Ved en undersøgelse for syringomyeli laves en MR-scanning af hundens hoved og ryg. Ved en undersøgelse for MMVD lytter dyrlægen til hundens hjerte og laver en ultralydsscanning.

Hunden skal være mindst 12 måneder gammel, når den undersøges for syringomyeli, og mindst 18 måneder gammel, når den undersøges for MMVD. Hundens alder ved undersøgelsestidspunktet har betydning for, hvor lang tid undersøgelsen er gyldig.

Kontakt DKK

Dansk Kennel Klub
Parkvej 1
2680 Solrød Strand
56 18 81 00
post@dkk.dk
CVR 11 88 18 15

Bank

Betalinger til Dansk Kennel Klub
Reg. nr.: 9070 Konto: 1639581302
IBAN-nr: DK3090701639581302
SWIFT-kode: VRSPDK22 Handelsbetingelser Fortrydelsesformular

Min side Presse Eksteriørdommer Dyrlæge Regler og instrukser Blanketter Specialklubber Privatlivspolitik Klubsystemer Få rabat som DKK medlem