-
Vil du vide mere om >
-
Opdræt >
-
Matadoravl
Matadoravl
Begrebet matadoravl beskriver en situation, hvor få individer (oftest hanner) bliver brugt intensivt i avl. Hvis enkelte hanner får lov til at dominere avlen i en race, kan det få konsekvenser på lang sigt.
Effekt af matadoravl
På den lange bane kan matadoravl få store konsekvenser for en race. Her er blot de mest hyppige udfordringer med matadoravl.
- Risiko for spredning af skjulte recessive defektgener, som avlsmatadorerne kan være bærere af, uden selv at vise symptomer på sygdom
- Problemer med at undgå indavl i de følgende generationer, fordi matadorhannerne går igen i rigtig mange stambøger
- Generel nedgang i racens genetiske variation.
Det er vigtigt at understrege, at de hanner, der bliver avlsmatadorer, som regel er fremragende hunde. De har ofte bevist deres værd på udstillinger og/eller brugsprøver. Det er jo netop derfor, så mange ønsker at få afkom efter disse hunde.
Set ud fra et genetisk synspunkt er det sådan, at en god avlshund bør kunne producere afkom, der er lige så gode som ham selv, og som kan erstatte ham i avlen.
Ved at begrænse matadoravl, forsøger man at tage vare på en races fremtidige sundhed og mulighed for avlsmæssig fremgang.
Beregning af matadoravlsgrænser
Når man er på en specifik hunds faneblad på Hundeweb, fremgår racens matadoravlsgrænse af punktet ”Hvalpestatistik” under fanen ”Hvalpe”. Grænsen er beregnet som 25% af det gennemsnitlige årlige registreringstal (uden importer), set over de sidste tre år.
Hvis en race registrerer ca. 200 hvalpe om året, vil matadoravlsgrænsen altså ligge på 50 hvalpe. Det betyder, at ingen hanhund i den pågældende race bør få flere end 50 afkom gennem hele sin avlskarriere.
I racer, hvor det er tilladt at parre varianter af f.eks. forskelligt hårlag eller størrelse, beregnes matadoravlsgrænsen som 25% af den samlede population – dvs. summen af alle varianter. Undtaget herfor er varianter, der gerne må parres sammen, men hvor det meget sjældent bliver gjort. F.eks. beregnes grænsen for storpudel for sig, og mellem-, dværg- og toypudel for sig.
Der findes en alternativt måde at beregne grænsen på. Den kaldes 5% grænsen og beregnes ved at tage 5% af det samlede antal hvalpe, der er født i hanhundens avlsaktive periode. Den avlsaktive periode er årene fra hanhundens første til sidste kuld. En hanhund, der spreder sine kuld ud over mange år, vil med denne beregning kunne få et højere antal hvalpe.
I antalsmæssigt små racer – det vil sige racer, der registrerer under 100 hvalpe om året – kan det være svært at håndhæve matadoravlsgrænserne på en meningsfuld måde. Hvis en race f.eks. registrerer 40 hvalpe om året, giver det en matadoravlsgrænse på 10, som kan blive overskredet allerede efter 1-2 kuld.
DKK anbefaler derfor i stedet, at opdrætterne er ekstra opmærksomme på at begrænse indavl i de antalsmæssigt små racer, hvis/når matadoravlsgrænserne overskrides.
Matadoravlsgrænser
Som hanhundeejer har man ansvar for at holde øje med, hvornår ens hanhund rammer matadoravlsgrænsen.
Hvis DKK registrerer en markant overskridelse af denne grænse, kan hanhundeejeren modtage en henvendelse fra DKK, der opfordrer til at foretage en evaluering af afkommet, før man evt. beslutter at bruge hunden i avl igen.
Evalueringen kan f.eks. omfatte afkommets status i forhold til sundhed eller eksteriør, samt en vurdering af hvor mange af de tidligere afkom, der er blevet brugt i avl. Sidstnævnte fremgår af den fane på hundeweb, der hedder "Børnebørn".
Ved gentagne overskridelser, uden at hanhundeejeren kan gøre rede for resultatet af en afkomsevaluering, kan DKK’s bestyrelse beslutte at nedlægge avlsforbud på hunden. Specialklubben modtager altid en kopi af de breve, DKK udsender, i forbindelse med overskridelse af de etiske anbefalinger.
