For hundeejere  |   For opdrættere  |   Køb hund  |   Stambog  |   Aktiviteter  |   Udstillinger  |   Uddannelse  |   Om DKK  |  

Gode råd ved køb  

                                                                                                       


Brug 5 minutter på at læse hele denne side, før du går i gang med at lede efter hvalp. Den tid er godt givet ud.


Pas på bondefangeri


• Tjek at hvalpen (ikke bare dens forældre) har en stambog i Dansk Kennel Klub. Hvem som helst kan producere en værdiløs stambog på en computer.

 

• Pas på illegalt importerede hvalpe. Hvis hvalpen er lovligt importeret, så skal den have et EU pas fra det land, den kommer fra (ikke fra Danmark). Den skal være ID-mærket med en elektronisk chip og ID-nummeret skal passe med nummeret i passet. Du bør insistere på at få det tjekket hos en dyrlæge, inden I handler.

 

• Køb aldrig hund af en person, som du ikke kan finde på offentlige vejvisere f.eks. KRAK. Du skal være sikker på, hvor du skal henvende dig, hvis der efterfølgende viser sig at være noget galt med hvalpen.

 

 

Køb hund af en Dansk Kennel Klub-opdrætter

 

• Dansk Kennel Klub er en af Danmarks ældste foreninger, stiftet i 1897, under kongelig protektion og anerkendt på linie med dyreværnsorganisationer som f.eks. Dyrenes Beskyttelse. Ca. 2.500 ud af DKK’s mere end 33.000 medlemmer er opdrættere, som jævnligt eller blot nu og da laver hvalpekuld. Resten er almindelige hundeejere.

 

• DKK´s opdrættere er ikke fejlfri, men de er del af en organisation, som bidrager til at fremavle fysisk og mentalt sunde racehunde; de har frivilligt underlagt sig såvel anmeldt som uanmeldt kontrol og de er del af et system med klagenævn etc., hvis der mod forventning skulle vise sig at være noget galt med hvalpen.


Lad være med at købe racehund uden DKK-stambog


• Nogle mennesker vil gerne have en blandingshund eller ønsker at give en ”genbrugshund” et godt hjem. Hvis man er blandt de sidste, så vælg en hund fra et internat tilhørende en af de anerkendte dyreværnsorganisationer – ikke fra en privat såkaldt hundeformidler, som i realiteten ofte blot er et andet ord for hundehandler, altså en person, som opkøber eller overtager hunde med videresalg og fortjeneste for øje.

 

• Hvis du vil have en racehund, fordi du ønsker nogle bestemte egenskaber, et særligt temperament og et bestemt udseende, så vælg en hund med stambog fra DKK af mindst 6 gode grunde:

 

 

1) Hvis hvalpen ikke har en stambog, er det ofte fordi forældredyrene ikke har kunnet godkendes til avl pga. af sundhedsmæssige årsager.

2) Ved at beholde flest mulige hunde inde i den organiserede avl er man med til at forhindre, at racen risikerer at blive for indavlet.

3) Hvis man senere bliver bidt af en form for konkurrencesport med hunden (og det er der mange, som gør), så stilles der ofte krav om stambog.

4) Hvis man en dag får lyst til at få hvalpe – selv om man ikke lige forestiller sig det på købstidspunktet, så er det positivt for både racen og dig selv, at hvalpene kan stambogsføres.

5) Selve stambogen koster under 300 kr., men nogle sælgere gider eller kan ikke opfylde de kvalitetskrav, der stilles til forældredyrene. Det skal du ikke affinde dig med.

6) Når en DKK hvalp sælges, skal stambogen afleveres til køberen sammen med hvalpen, så man er helt sikker på, at hvalp og stambog ”passer sammen”. Så undgår man at komme i garnet hos bondefangere, som lover, at stambogen følger senere og satser på, at køberne er blevet så glade for hunden, at de ikke starter en handelssag, når det efterfølgende viser sig, at hvalpen slet ikke har nogen stambog!


Når du handler med en DKK-opdrætter


 

• DKK-opdrætterne kan du finde via vores opdrættervejviser Opdrættervejviser eller via Hvalpelisten på købhund.dk, på hjemmesiderne hos DKK´s 74 specialklubber eller gennem annoncer i trykte og elektroniske medier.

 

• DKK´s opdrættere er både kenneler med få eller flere hunde, som jævnligt har hvalpe og privatpersoner, som måske kun opdrætter et enkelt kuld eller to i hele deres liv, men benytter DKK´s stambogsførte, avlsgodkendte forældredyr og derfor kan få hvalpene stambogsført.

 

• Hvis en person f.eks. har kennelmærke og opdrætter et kuld hvalpe, betragtes han/hun som omfattet af bestemmelserne om forbrugerkøb i købeloven. Tvister kan indbringes for Forbrugerklagennævnet eller DKKs klagenævn. Hvis ens opdræt er af enkeltstående karakter, betragtes man som privatperson. Når to private handler med hinanden, taler man om civil køb og så er købelovens bestemmelser om forbrugerkøb ikke gældende, men evt. tvister kan stadig indbringes for DKKs klagenævn.

 

• Køb aldrig hvalp af medlidenhed. Hvis der er noget galt hos en DKK opdrætter, så henvend dig straks til DKK, så en af vores kennelkontakter kan tage fat i sagen.

 

• Opdrætteren kan også sige nej. De fleste opdrættere ønsker at se deres hvalpekøbere an, før de indgår aftale om salg af en hvalp. Man skal derfor være opmærksom på, at man ikke har krav på at få en hvalp, blot fordi man har talt med opdrætteren i telefonen eller har været på besøg og set hvalpene.

 

• Tænk dig om, før du evt. accepterer særkrav. Nogle opdrættere vil gerne indføje krav i forbindelse med handelen f.eks om, at hunden skal have et kuld hvalpe, som tilfalder opdrætteren, eller om, at den skal stilles til rådighed for parring. Sådanne krav skal man ikke acceptere uden at tænke sig vældig godt om og uden at det afspejler sig i en tydelig reduktion af prisen. Er du i tvivl, så kontakt racens specialklub eller DKK, før du handler.

 

• Sørg for at du som køber får den fulde ejendomsret over hunden og at du står anført som den underskriftsberettigede person i DKK.


 

Brug DKK´s købsaftale


 

• Når du kontakter opdrætteren første gang, så bed om at få tilsendt et eksemplar af den købsaftale, som du senere skal skrive under på. Så får du mulighed for at sætte dig ind i vilkårene i ro og mag. Når man først sidder med hvalpen på skødet hos opdrætteren, er man som regel ”solgt”.

 

• DKK's købsaftale, der er obligatorisk ved handel med DKK stambogsførte hunde, indebærer, at købelovens forbrugerkøbsregler gælder, medmindre der er tale om handelskøb.

Den kan du finde DKK's købsaftale her. Det er en rigtig god idé at læse både selve aftalen og vejledningen på bagsiden, inden første kontakt til en opdrætter.

Hvis du synes, at den købsaftale, du bliver præsenteret for af opdrætteren, er manglefuld, så bed om, at I i stedet anvender DKK´s købsaftale. Hvis opdrætteren ikke vil det, må du afgøre, om du stadig ønsker at købe hund det pågældende sted.


 

Er du i tvivl?


 

• Er du i tvivl, så gå hjem og tænk. Søg råd og overvej situationen endnu en gang. Du skal kunne leve godt sammen med hunden i 10-15 år. Vær opmærksom på, at der ikke findes en generel fortrydelsesret.
  

 









Her bor DKK:


Dansk Kennel Klub
Parkvej 1
2680 Solrød Strand
56 18 81 00 (Omstilling)
56 18 81 55 (informationen)


© Dansk Kennel Klub 2016 | Annoncering på web | Cookies- og privatlivspolitik