DKK’s vejledning til arrangementer i meget varmt vejr – til arrangører, officials og hundeejere
Der er varslet meget høje temperaturer de næste dage. Dansk Kennel Klub understreger, at hundens velfærd og sikkerhed altid har førsteprioritet og skal gå forud for gennemførelsen af aktiviteter og konkurrencer.
Denne vejledning til arrangører, officials og hundeejere, skal ses som en hjælp til at træffe ansvarlige beslutninger både som arrangør og hundeejer.
Arrangørens ansvar
Før arrangementet:
- Vurder vejrudsigten og temperaturen løbende.
- Overvej arrangementets type ift. vejrforhold
- Overvej ændring af program og starttid (tidlig morgen / sen aften).
- Vær klar til at forkorte, flytte eller aflyse.
- Kommuniker tydeligt til deltagerne om forventningerne til sikkerhed, velfærd og evt. ændringer.
På dagen – sørg for:
- Rigeligt drikkevand og elektrolytter (salt og sukker) til både hunde og mennesker.
- Mulighed for skygge til deltagerne.
- Mulighed for nedkøling af hundene (vand, spande, bassiner, vådt underlag, køledækner, ventilation)
- Tilpas programmet: Kortere forløb og flere pauser – ændrede start og sluttider.
- Undgå ventetid i sol.
- Informer løbende og tydeligt om forholdsregler i løbet af dagen.
Vær klar til at afbryde arrangementet, hvis forholdene bliver uforsvarlige.
Hundeejerens ansvar
- Vurder din hund, hvor påvirket den er af varmen – træk den fra aktiviteten ved tvivl.
- Medbring vand, skygge, ventilator, mulighed for nedkøling (køledækken) mm.
- Sørg for at hunden ikke opholder sig i direkte sol.
- Efterlad ALDRIG hunden i en varm bil.
DKK forventer at alle sætter hundens velfærd over ønsket om at gennemføre aktiviteter.
