Bedømmelsesforløbet

Oftest bedømmes babyer og hvalpe af begge køn først. Derefter bedømmes hannerne og så tæverne i klasser efter alder og tidligere opnåede prøver og championater. De to køn mødes først i konkurrencen “Bedst i racen (BIR)”.

Klasser 

Babyklassen (uofficiel klasse) er for hunde fra 3-6 måneder.
Hvalpeklassen (uofficiel klasse) er for hunde fra 6-9 måneder.
Juniorklassen er for hunde fra 9-18 måneder. Hunde tilmeldt i juniorklassen konkurrerer ikke om CACIB (certifikat til det internationale udstillingschampionat).
Mellemklassen er for hunde fra 15-24 måneder.
Åben klasse er for hunde, der er mindst 15 måneder.
Brugshundeklassen er for hunde, som har bestået en brugsprøve, der giver adgang til brugshundeklassen. Dette brugsprøvekrav varierer fra race til race. Minimumsalderen for at deltage i brugshundeklassen er 15 måneder.
Championklassen er for hunde, der inden udstillingen allerede er blevet national eller international champion. I championklassen er minimumsalderen 15 måneder.
Veteranklassen er for hunde over 8 år. Hunde, der er tilmeldt veteranklasse, kan ikke tildeles CACIB.

Juniorhandling: Konkurrence, hvor unge dyster om at være bedst til at fremvise hunden.
I juniorhandling er konkurrencerne opdelt i 2 aldersklasser:

Mini for unge i alderen 10-13 år.
Maxi for unge i alderen 14-17 år.

Avlsklasse: En han eller tæve stiller med 4 stk. afkom.
Opdrætsklasse: Hundene stiller i grupper af 4 hunde af samme race fra samme opdrætter.

I avls- og opdrætsklasse kan der tildeles HP (hæderspræmie - lilla bånd) til klasser af høj kvalitet.
Hundene bliver bedømt i rækkefølge efter katalognummer.