Uformelt og hyggeligt

Hundens Dag er blevet en tradition. Mange har fundet ud af, at det er en god lejlighed til at mødes med racefæller og til at vise sin race frem for havens andre gæster. De fleste mødes ved raceparadens start og følges ad med deres racefæller gennem haven. Jo flere af samme race, jo flottere ser det ud.

Hvad skal der ske på dagen?

Dagens program starter med en raceparade gennem haven, hvor hundene og deres mennesker går i optog igennem den gamle have.

Efter raceparaden samles alle foran scenen, hvor der vil være ca. en times underholdning.

Sceneshow

Årets tema på scenen, hvor DKK’s adfærdskonsulent, Lise Lotte Christensen, traditionen tro er vært, offentliggøres senere.

Program

11.00 – 23.00
Flinke hunde i snor er velkomne i Tivoli.

11.00 – 16.00
På gruset mellem Glassalen og Plænen, kan hunde og deres ejere prøve den opstillede agilitybane under kyndig vejledning fra Schæferhundeklubbens Kreds 2 Amager

11.00 – 16.30
Besøg Dansk Kennel Klubs informationstelt ved Plænen og deltag i konkurrencen om spændende præmier.

14.00
Opstilling til raceparade på græsset foran Plænen.

14.15
Raceparade gennem Haven – kom og vær med!

15.00
Show på Plænen. Årets tema offentliggøres senere. Konferencier er Dansk Kennel Klubs adfærdskonsulent, Lise Lotte Christensen.

16.00 – 16.30
Opvisning på agilitybanen, ved Schæferhundeklubben.

Deltag i raceparaden

I DKK glæder vi os hvert år til at vise rigtig mange forskellige racer frem i den store raceparade til glæde for publikum, så kom og vær med:
Alle flinke hunde, der kan gå i parade sammen med andre hunde af begge køn, er velkomne! Jo flere, jo bedre, så vi får vist vores smukke racehunde frem for hele landet.

Vil du være din races repræsentant i paraden?

Bærende på et skilt med hunderacens navn går en officiel repræsentant for hver race foran den enkelte gruppe af hunde. På den måde kan tilskuerne nemt afkode, hvad det er for nogle hunde af forskellige racer, de har foran sig.

Derfor opfordrer vi til, at så mange som muligt deltager.

Krav til racerepræsentanter

Det eneste krav der er til de, der ønsker deltage som racerepræsentant, er,

  • at din hund har en DKK-stamtavle (undtaget den, der repræsenterer blandingshunde)
  • at den ikke er øre- og halekuperet (undtaget fra halekuperingsforbuddet er vizsla, weimeraner, breton, korthåret hønsehund og ruhåret hønsehund).
  • og at din hund kan fungere i paraden sammen med andre venlige hunde af begge køn - og din hund skal synes, det er sjovt at være med.

Vi skal gøre opmærksom på, at hunde af racer, der fremgår af Hundelovens liste over forbudte racer, skal opfylde kravene iht. lovgivningen for at deltage i raceparaden.

Ønsker du - og din hund - at være din races repræsentanter? Så klik ind på linket HER og find din race på listen

Bemærk, at det er først til mølle:
Hvis din race ikke fremgår af listen, er der allerede en, der er tilmeldt som repræsentant for din race.
Du kan desværre ikke blot "krydse dig af" som repræsentant for en anden race - men vi vil alligevel opfordre dig til at deltage i paraden for at vise flaget for din race!

Som racerepræsentant får du en gratis adgangsbillet til Tivoli i Kbh., som gælder for 1 person med hund.
Nærmere information og adgangsbillet sendes ca. 8 dage før arrangementet.

Ønsker du og evt. din specialklub, dine hvalpekøbere eller træningshold at stille op i paraden sammen med flere hunde af samme race, er alle flinke hunde velkomne til at gå med i paraden. Men husk at din hund skal kunne gå i paraden sammen med andre hunde af begge køn, ligesom vi gør opmærksom på, at hunde af racer, der fremgår af Hundelovens liste over forbudte racer, skal opfylde kravene iht. lovgivningen for at deltage i raceparaden.