-
Sundhedsundersøgelser >
-
DNA-test
DNA-test
DNA test på hunde bruges til diagnosticering af en række arvelige sygdomme.
For at udvikle en DNA-test skal det gen, der er involveret i sygdommen, være identificeret, og man skal også kender den specifikke mutation, der er årsag til sygdommen.
DNA kan desuden bruges til identifikation og verificering af slægtskabsforhold ved hjælp af det, der hedder en DNA-profil.
Hvem må udføre DNA-testen?
Det er et krav fra DKK, at prøvematerialet udtages af en dyrlæge, som på rekvisitionen attesterer at have kontrolleret hundens ID-nummer.
Dyrlægen sender prøvematerialet til en af de godkendte laboratorier.
Hvilke DNA-tests kan registreres?
Du kan finde en liste over de DNA-tests, DKK registrerer, på siden godkendte laboratorier.
Der kommer hele tiden nye DNA-tests på markedet og ikke alle er mulige at registrere i DKK. Når en ny test skal godkendes sker det i et samarbejde mellem DKK og racens specialklub.
Frivilligt eller avlskrav?
Der findes racer, der har krav om DNA-tests for specifikke sygdomme før avl.
Der findes ligeledes en del DNA-tests, som er en frivillige, men hvor resultatet kan registreres på hundeweb.
Spørgsmål - Svar om DNA test
Hvordan tages en DNA test?
DNA tests kan laves på blodprøver eller svaberprøver fra mundhulen.
Det er et krav fra DKK, at blod- eller svaberprøve udtages af en dyrlæge, samt at denne på rekvisitionen attesterer at have aflæst og kontrolleret hundens ID-nummer.
Hvis DKK skal registrere DNA test resultater på udenlandske avlspartnere er det et krav, at der foreligger dokumentation for at prøvematerialet er udtaget af en dyrlæge, eller en anden autoriseret person, der har kontrolleret hundens identitet.
Valg af blodprøve eller svaberprøve skal ske på grundlag af anvisning fra det konkrete laboratorium, ligesom dyrlægen er ansvarlig for, at den anvendte svaberprøve er af et fabrikat godkendt af laboratoriet.
Kan jeg få lavet DNA test på en import der endnu ikke er registreret hos DKK?
Ja hvis hundens papirer er indsendt til DKK for registrering. Resultatet vil dog først blive registreret i DKK’s database når hunden er blevet oprettet med sit danske registreringsnummer.
HUSK når du skal købe en rekvisition til en hund som endnu ikke er blevet registreret i DKK, så kan du gøre det på samme side via hundeweb – nederst på siden ved køb af rekvisition og ved teksten ”Rekvisition til ukendt hund”.
Der skal vedhæftes en kopi af hundens stambog i pdf, som vil fremgå af siden med bestilling af rekvisitionen. Disse rekvisitioner kan ikke købes til medlemsrabat, da hunden endnu ikke findes i vores database og ikke er koblet sammen med dit medlemsnummer.