Personoplysninger dækker her alle oplysninger, der kan bruges til at identificere en person, herunder, men ikke begrænset til vedkommendes for- og efternavn, privatadresse eller anden fysisk adresse, e-mailadresse eller andre kontaktoplysninger, uanset om de vedrører vedkommendes private bopæl eller arbejdsplads.

DKK´s database til brug for registrering af Dansk Hundestambog, hundeejere, medlemmer og aktiviteter benævnes i det følgende som Hundeweb.

Hvilke personoplysninger indsamler og registrerer DKK?

Medlemskab

DKK har brug for kontaktoplysninger (navn, adresse, telefon og e-mail) på alle medlemmer for at kunne administrere medlemskab, levere målrettet information, ekspedere bestillinger og øvrige tjenester. Vi indsamler oplysningerne hos det enkelte medlem. I tilfælde, hvor DKK foretager medlemsadministration for en samarbejdende specialklub indsamles medlemsoplysningerne i nogle tilfælde hos specialklubben.

Personoplysninger på medlemmer slettes 2 år efter medlemskabets ophør. I særlige tilfælde kan DKK have ret eller pligt til at opbevare oplysningerne i længere tid. Vær opmærksom på, at selvom medlemsskabet slettes vil ejerskab til en stambogsført hund dog først blive slettet 25 år efter den pågældende hunds fødselsår.

Ejeroplysninger

Når DKK stambogsfører hunde registrerer DKK navn og adresse på opdrætteren. Disse oplysninger om opdrætteren slettes aldrig, da oplysningerne er en del af hundens stambog.

DKK registrerer også navn, adresse, telefon og e-mail på den person, som køber hunden hos opdrætteren, og bliver hundens ejer. (også de hundeejere, som ikke er medlemmer i DKK) Baggrunden for denne registrering er, at DKK skal være i besiddelse af oplysninger om, hvem der er berettiget til disponere over den pågældende hund, f.eks. i forbindelse med parringer, prøver eller udstillinger.

DKK indsamler oplysningerne om hundens ejer hos den opdrætter, som har solgt hunden.

Efterfølgende ejerskifter sker ved notering på hundens ejerbevis, som indsendes til DKK. DKK registrerer ejerskiftet (navn, adresse, telefon og e-mail på den nye ejer (tidligere ejere af hunden vil også fortsat være registreret hos DKK).  

Oplysningerne om alle hundens ejere (bortset fra opdrætteren) slettes 25 år efter den pågældende hunds fødselsår. (Hvis du er medlem af DKK slettes ejeroplysningerne på din hund dog først 2 år efter ophøret af dit medlemskab).

Udstationeringer

Opdrættere i DKK har pligt til at oplyse DKK om, hvor deres hunde opholder sig, hvis en eller flere hunde i en længere periode ikke opholder sig hos opdrætteren. DKK registrerer oplysningerne (navn og adresse på udstationeringsværten, hvor hunden bor), som led i kontrol med opdrætternes hundehold. DKK indsamler således oplysningerne om udstationeringsværten hos hundens ejer (opdrætter).

Oplysninger om udstationeringsværten slettes 25 år efter den pågældende hunds fødselsår, eller når hundens ejer eller udstationeringsværten anmoder om det.

Dispositionserklæringer

Hvis du ønsker at give en anden person ret til at disponere over din hund til f.eks. avl, udstilling eller prøver, men samtidig selv ønsker at bevare ejerskabet over hunden, kan du lade en dispositionserklæring registrere hos DKK. Når du indsender en dispositionserklæring på din hund til brug for avl indsamler og registrerer DKK oplysningerne om den person, som du har givet ret til at disponere over hunden.

Oplysningerne om, hvem der har haft ret til at disponere over hunden til avl slettes ikke, da det er en del af hundens stambog.

Udstillinger og prøver

Når en hund tilmeldes til en udstilling eller prøve registrerer DKK navn, adresse, telefonnummer og e-mail på hundens ejer og den person, som udstiller hunden eller deltager med hunden ved en prøve. DKK indsamler oplysningerne hos den person, som tilmelder hunden til udstillingen eller prøven. Hundens udstillings- eller prøveresultat slettes ikke, men oplysningerne om hundens ejer slettes 25 år efter den pågældende hunds fødselsår. (hvis du er medlem af DKK slettes ejeroplysningerne på din hund dog først 2 år efter ophøret af dit medlemskab).

Sundhedsundersøgelser

Hvis du ønsker at få lavet en sundhedsundersøgelse på din hund, og du gerne vil have registreret svaret i DKK's database, skal du købe en rekvisition forud for undersøgelsen.

En rekvisition er et dokument, der sikrer at resultatet af en sundhedsundersøgelse registreres i DKK's systemer. Når du køber rekvisitionen indsamler DKK dine kontaktoplysninger.  

Hundens sundhedsresultater slettes ikke, men oplysningerne om hundens ejer slettes 25 år efter den pågældende hunds fødselsår. (hvis du er medlem af DKK slettes ejeroplysningerne på din hund dog først 2 år efter ophøret af dit medlemskab). Oplysningerne om den dyrlæge, som foretog undersøgelsen slettes ikke.

DKK kan på baggrund af en konkret vurdering videregive sundhedsoplysningerne om hunden til brug i videnskabeligt øjemed. Oplysninger om hvem der ejer hunden videregives ikke, men hundens id- og stambogsnummer videregives, og det vil kunne bruges til at identificere hundens ejer, og derfor en videregivelse af hundens id- og stambogsnummer omfattet af reglerne om videregivelse af persondata.   

Uddannelse, træning og kurser

DKK udbyder forskellige uddannelser, træning og kurser, herunder den lovpligtige hundeholderuddannelse. DKK indsamler kontaktoplysninger fra den pågældende kursist ved tilmelding. Kontaktoplysninger bruges til at identificere kursisten og registre de uddannelser og kurser, som den pågældende kursist har gennemgået.

Oplysningerne om hvilke personer, der har gennemgået en uddannelse eller et kursus i DKK slettes ikke.

Kennelmærke

Hvis du ansøger om et kennelmærke registrer DKK dine kontaktoplysninger og dit kennelmærke. Kennelmærket slettes ikke, hvis det er aktivt. Inaktive kennelmærker slettes efter 10 års inaktivitet.

Tilsyn med opdrættere

Som led i DKK´s tilsyn og kontrol med opdrættere udarbejdes der i forbindelse med kennelbesøg hos opdrætterne kennelrapporter om forholdene i kennelen. Opdrætterne får kopi af kennelrapporten. Kennelrapporterne registreres hos DKK og slettes ikke.  Kennelrapporterne er kun tilgængelige for DKK´s medarbejdere.

Det sker at DKK modtager bekymringshenvendelser omkring en opdrætter. Hvis DKK behandler henvendelsen, oplyser DKK den pågældende opdrætter om henvendelsen, men hvis DKK på baggrund af en konkret vurdering finder det nødvendigt, foretager DKK et uvarslet kennelbesøg forinden opdrætteren oplyses om henvendelsen.

DKK´s Klagenævn

Hvis du opretter en klage ved DKK´s Klagenævn registrerer DKK klagerens navn og kontaktoplysninger, som skal bruges i forbindelse med klagens behandling. DKK gemmer oplysningerne og Klagenævnets afgørelse i 3 år.

Webshop

Ved handel gennem DKK´s webshop registreres personoplysninger med det formål at kunne levere varen. Registreringer om handler opbevares hos DKK i 5 år, inklusiv indeværende år, hvorefter oplysningerne slettes.

E-mail korrespondance

DKK fører et Outlook e-mailarkiv over de e-mails, som DKK modtager og afsender. E-mails i e-mailarkivet slettes løbende 5 år efter modtagelsen eller afsendelsen.

Hvem videregiver DKK personoplysninger til?

DKK videregiver ikke personoplysninger medmindre, du selv har givet samtykke til det, eller der er et lovligt grundlag for videregivelsen. I nogle tilfælde kan DKK have pligt til at videregive oplysninger til SKAT eller politiet.

DKK vil gerne være med til at give DKK´s medlemmer gode tilbud. Vi videregiver dog kun dine kontaktoplysninger til vores samarbejdspartnere eller andre tredjeparter med henblik på markedsføring, hvis du på forhånd har givet dit udtrykkelige samtykke til det.

Du kan altid tilbagekalde dit samtykke, og du har i øvrigt til hver en tid mulighed for, at meddele os, at du ikke ønsker at modtage yderligere markedsføringsmateriale fra vores samarbejdspartnere og/eller fra DKK ved at sende en e-mail til post@dkk.dk eller kontakte DKK på telefon: 56 18 81 55.

Hvis DKK bistår en specialklub med medlemsadministration udveksler DKK personoplysninger om det pågældende medlem med den pågældende specialklub.

DKK har et samarbejde med Dansk Hunderegister, om at DKK registrerer navn, adresse, telefonnummer og e-mail samt fødselsdato på hundens ejer og videregiver til Dansk Hunderegister, som jf. Bekendtgørelse om mærkning og registrering af hunde er forpligtet til at registrere ejeroplysninger på alle hunde.

DKK´s medlemmer har ikke adgang til oplysninger om andre medlemmer eller hundeejere. Dog har alle medlemmer adgang til oplysninger om, hvem opdrætteren af en bestemt hund er.

Udstillingsresultater og prøveresultater på hunden offentliggøres på internettet. Navn og adresse på hundens ejer anføres kun på hundens resultat, hvis hundens ejer ønsker det. Ejeroplysningerne fjernes fra internettet efter 2 år.

Udstillings- og prøveresultater på hunden slettes ikke, men oplysningerne om hundens ejer slettes efter 25 år. (hvis du er medlem af DKK slettes ejeroplysningerne på din hund dog først 2 år efter ophøret af dit medlemskab).

Formålet med offentliggørelse af udstillings- og prøveresultater for andre end medlemmer er, at det skal være muligt for opdrættere og andre hundeejere at finde egnede alvspartnere på baggrund af udstillings- og prøveresultater, selvom de ikke er medlemmer af DKK.

DKK videregiver personoplysninger til Fédération Cynologique Internationale (FCI), når en hundeejer ansøger om internationale certifikater/championater. Det vil alene ske på baggrund af en ansøgning fra hundeejeren.

DKK videregiver også personoplysninger til FCI vedrørende kennelmærkeansøgere. Baggrunden er, at der ikke i FCI regi kan registreres identiske kennelmærker (FCI varemærke). Videregivelsen vil alene ske på baggrund af en ansøgning fra kennelmærkeansøgeren.

DKK kan på baggrund af en konkret vurdering i enkelt sager videregive ejeroplysninger til en anden FCI kennel klub, hvis der er hjemmel til videregivelse. Typisk vil det være i sager, hvor en anden FCI kennel klub beder om bekræfte af, om en bestemt hund har været anvendt i avl, eller bestået en bestemt prøve eller lignende. 

Når DKK uddanner dommere, videregiver DKK den pågældende dommers kontaktoplysninger til FCI. Dommernes kontaktoplysninger fremgår af FCI´s internationale dommerliste, som er offentlig tilgængelig på FCI´s hjemmeside. Formålet med offentliggørelsen er at gøre det muligt for FCI´s medlemslande at invitere dommere fra andre FCI lande til at dømme.

DKK kan på baggrund af en konkret vurdering videregive sundhedsoplysningerne om hunden til brug i videnskabeligt øjemed. Oplysninger om hvem der ejer hunden videregives ikke, men hundens id- og stambogsnummer videregives, og det vil kunne bruges til at identificere hundens ejer, og derfor er hundens id- og stambogsnummer omfattet af reglerne om videregivelse af persondata.  

Hvordan indsamler DKK personoplysninger?

Ud over de oplysninger, som du selv afgiver i forbindelse med din indmeldelse i DKK eller indtaster i forbindelse med tilmelding til udstillinger og prøver, bestilling af vare eller tjenesteydelser på hjemmesiden, indsamler DKK også personoplysninger om hvalpekøbere eller udstationeringsværter fra den opdrætter, der har solgt eller udstationeret hunden. Det sker, at DKK også indsamler oplysninger om en opdrætter eller et medlem på baggrund af en bekymringshenvendelse fra tredjeparter.

Cookies

Se DKK´s cookie politik

Sikkerhed

DKK har implementeret såvel tekniske som organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger, der har til formål at beskytte dine oplysninger mod hændelig eller ulovlig tilintetgørelse, at de fortabes eller forringes, samt mod at de kommer til uvedkommendes kendskab, misbruges eller i øvrigt behandles i strid med lovgivningen om behandling af personoplysninger. DKK opbevarer og transmitterer ikke personoplysninger krypteret. Alle persondata er dog beskyttet bag firewall. Ved betalinger med betalingskort, sendes kortoplysninger krypteret til vores betalingsudbyder. DKK har derfor ikke adgang til kortoplysninger.

Links

Hjemmesiden indeholder links til andre hjemmesider. Vær opmærksom på, at du ved at klikke på sådanne links bliver ført til en anden hjemmeside. Vi opfordrer dig til altid at læse disse hjemmesiders persondatapolitik, da deres procedure for indsamling og behandling af personoplysninger kan adskille sig fra DKKs.

Opdatering af og indsigt i oplysninger

I det omfang, der behandles personoplysninger om dig, har du ret til at få oplyst, hvilke personoplysninger, der kan henføres til dig. Såfremt det viser sig, at de oplysninger eller data, der behandles om dig, er urigtige eller vildledende, har du ret til at kræve disse korrigeret, slettet eller blokeret. Kontakt post@dkk.dk.

Du kan til enhver tid gøre indsigelse mod, at oplysninger om dig gøres til genstand for behandling. Det vil altid bero på en konkret vurdering, om en eventuel indsigelse er berettiget.  Du kan også til enhver tid tilbagekalde et eventuelt samtykke. Kontakt DKK på post@dkk.dk.

Vær opmærksom på, at DKK vil anmode om, at du kan identificere dig selv i forbindelse med en anmodning om indsigt eller tilbagekaldelse.

Du har mulighed for at klage over behandlingen af oplysninger og data vedrørende dig. Klage indgives til Datatilsynet, Borgergade 28,5, 1300 København K, tlf.: 33 19 32 00, mail: dt@datatilsynet.dk.

Du kan opdatere dine oplysninger ved at logge på din medlemsprofil på http://www.hundeweb.dk/ eller kontakte DKK på: Dansk Kennel Klub Parkvej 1 2680 Solrød Strand

Telefon: 56 18 81 55 (Information)

E-mail: post@dkk.dk

Kontakt DKK

Hvis du har spørgsmål til nærværende persondatapolitik, vores behandling af personoplysninger eller dit forhold til DKK i øvrigt, så er du meget velkommen til at rette henvendelse til: Dansk Kennel Klub Parkvej 1 2680 Solrød Strand

Telefon:56 18 81 55 (Information)

E-mail: post@dkk.dk