MENU

Udtalelse fra Det Veterinære Sundhedsråd

21.02.2023

Det Veterinære Sundhedsråd har besvaret en henvendelse fra Fødevarestyrelsen vedrørende korrigering af ørestilling hos hunde. Den aktuelle udtalelse fra Det Veterinære Sundhedsråd er svar på tre specifikke spørgsmål. Du kan læse Fødevarestyrelsens tre spørgsmål samt Det Veterinære Sundhedsråds svar herunder, hvor du også kan finde mere information om, hvad Det Veterinære Sundhedsråd egentlig er samt DKK´s holdning til Rådets udtalelse:

Fødevarestyrelsens 1. spørgsmål:

Er det Rådets vurdering, at hunde, der får deres ører bundet op med tape, ved anvendelse af lim eller får hængt vægte i ørene af kosmetiske grunde, er behandlet omsorgsfuldt i forhold til dyrevelfærdslovens § 3?

Den fulde ordlyd af dyrevelfærdslovens § 3 er således:

§ 3. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Fødevarestyrelsens 2. spørgsmål:

Er det Rådets vurdering, at hunde, der får deres ører bundet op med tape, ved anvendelse af lim eller får hængt vægte i ørene af kosmetiske grunde, bliver udsat for lidelse i forhold til dyrevelfærdslovens § 2?

Den fylde ordlyd af dyrevelfærdslovens § 2 er således:

§ 2. Dyr er levende væsener og skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe.

Fødevarestyrelsens 3. spørgsmål:

Er det Rådets vurdering, at der i forbindelse med at hunde får deres ører bundet op med tape, ved anvendelse af lim eller får hængt vægte i ørene af kosmetiske grunde, er tale om et operativt eller lignende indgreb, som har til formål at ændre et dyrs udseende i forhold til dyrevelfærdslovens § 27, stk. 2?

Den fylde ordlyd af dyrevelfærdslovens § 2 er således:

§ 27. Operative og lignende indgreb, der kan påføre dyret lidelse, bortset fra uvæsentlig smerte af forbigående karakter, må kun foretages af en dyrlæge, medmindre indgrebet er uopsætteligt. Lidelse og smerte skal begrænses i videst muligt omfang.

Stk. 2. Operative og lignende indgreb, som har til formål at ændre et dyrs udseende, må ikke foretages.

Rådets svar:

På spørgsmål 3 svarer Rådet, at anvendelsen af de nævnte metoder er et indgreb, der har til formål at ændre et dyrs udseende og således er begrundet i kosmetiske hensyn. Dermed vurderes det at være i strid med dyrevelfærdslovens § 27, stk. 2.

På spørgsmål 1 og 2 svarer Rådet, at de anvendte procedurer, såfremt de ikke udføres uhensigtsmæssigt, næppe vil give anledning til mere end uvæsentlig lidelse og uvæsentlig smerte. Rådet finder dog også, at påsætning af lim/tape/vægte og andet på hundes ører medfører en risiko for udvikling af sår, betændelse og hudirritation. Dermed er hunden – ifølge Rådet - ikke behandlet omsorgsfuldt og beskyttet bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.

Det Veterinære Sundhedsråds udtalelse kan findes i sin helhed her

Hvad er Det Veterinære Sundhedsråd?

Det Veterinære Sundhedsråd blev oprettet ved en kongelig resolution helt tilbage i 1851 som et uafhængigt og uvildigt organ, der skulle afgive veterinærfaglige udtalelser på begæring af myndighederne. Rådet kan i dag udtale sig om enkeltsager såvel som generelle forhold, og dets opgaver og beføjelser er fastlagt i Lov om dyrlæger, jf. Lovbekendtgørelse nr. 40 af 15/01/2020.

Det Veterinære Sundhedsråd skal bestå af mindst fem medlemmer, og rådet nedsættes af miljø- og fødevareministeren. Ministeren skal ved sammensætningen af Rådet så vidt muligt sikre, at medlemmerne besidder den nødvendige indsigt og faglige viden.

Rådet består af følgende medlemmer:

• Susanne Nautrup Olsen, formand, (ph.d. og specialdyrlæge), hospitalschef på Universitetshospitalet for Store Husdyr ved KU/SUND

• Asger Lundorff Jensen, næstformand, (ph.d. og dr. med. vet.), professor i klinisk veterinærmedicin ved sektion for Medicin, Onkologi og Veterinær Klinisk Patologi ved KU/SUND. Har i sin karriere især beskæftiget sig med sygdomme hos mindre husdyr/familiedyr

• Sten A. Larsen, praktiserende dyrlæge hos Vestjyske Dyrlæger, hvor han især arbejder med sundhedsrådgivning inden for svin

• Lena Pelle (fagdyrlæge vedrørende sygdomme hos hund og kat), praktiserende dyrlæge i Bistrup Dyreklinik, som er en klinik for familie- og hobbydyr

• Hans Henrik Dietz (lic.med.vet.), lektor emeritus ved Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab på KU/SUND med kendskab til hold af særlige dyr

• Jørgen S. Agerholm (ph.d., dr. med. vet.) ansat som professor ved sektion for Veterinær Reproduktion og Obstetrik på KU/SUND, hvor han især har beskæftiget sig med kvæg

Du kan læse mere om Det Veterinære Sundhedsråd her

I 2020 blev der produceret en podcast om Det Veterinære Sundhedsråd med titlen ”Dyrenes Advokater”. Den kan findes her samt på Spotify.

DKK mener

Det er en del af DKK’s formålsparagraf, at foreningen skal virke for at fremme velfærden for hunde, og DKK tager naturligvis den nationale lovgivning vedrørende dyrevelfærd samt Fødevarestyrelsens og Det Veterinære Sundhedsråds udtalelse alvorligt.

DKK er imidlertid ikke bekendt med omfanget af de procedurer til korrigering af ørestilling, Det Veterinære Sundhedsråd beskriver. På nuværende tidspunkt har DKK heller ikke kendskab til karakteren af det materiale, Rådet har haft til sin rådighed ved behandlingen af spørgsmålene fra Fødevarestyrelsen. Om der f.eks. indgår statistikker over omfanget eller antallet af hunde, der udvikler sår, betændelse eller hudirritation.

DKK kan konstatere, at den problemstilling, der behandles i spørgsmål 3, allerede er en del af DKK´s generelle regler for udstillinger, prøver og konkurrencer, som kan findes her

I afsnittet ”Hunde som ikke kan deltage eller ikke må medbringes” står følgende:

Det er forbudt at deltage med hunde, der har gennemgået behandlinger eller operative indgreb, som slører oprindelige eksteriørfejl som f.eks. bidfejl, entropion/ektropion, snævre næsebor, for lang blød gane eller overdrevne hudfolder.

De fleste racestandarder indeholder oplysninger om den ørestilling, der betragtes som korrekt for racen, samt hvad der betragtes som fejl. Indgreb, der har til formål at sløre sådanne fejl, vil gøre det vanskeligt at udvælge de avlsdyr, der fra naturens side er korrekte, og det er baggrunden for, at det ikke er tilladt.

For en stor del af disse indgreb gælder dog, at det er umuligt for en eksteriørdommer at konstatere efterfølgende. I tvivlstilfælde har DKK mulighed for at tage en sag op og foretage en konkret vurdering.

Kontakt DKK

Dansk Kennel Klub
Parkvej 1
2680 Solrød Strand
56 18 81 00
post@dkk.dk
CVR 11 88 18 15

Bank

Betalinger til Dansk Kennel Klub
Reg. nr.: 9070 Konto: 1639581302
IBAN-nr: DK3090701639581302
SWIFT-kode: VRAADK21

Min side Presse Eksteriørdommer Dyrlæge Regler og instrukser Blanketter Specialklubber Privatlivspolitik Klubsystemer Få rabat som DKK medlem