MENU

DKK åbner for BOAS-graduering

06.03.2023

Endelig! – fristes man til at sige. Endelig kan vi gå i gang med at BOAS-graduere racerne mops, engelsk- og fransk bulldog. Fra i dag bliver det nemlig muligt at købe rekvisition til undersøgelsen, der kan foretages af syv specialuddannede dyrlæger fordelt over landet.

Allerede i januar 2020 besluttede DKK’s bestyrelse at tilslutte sig det system til BOAS-graduering, der er udviklet af den engelske dyrlæge Jane Ladlow. Systemet krævede, at de BOAS-graduerende dyrlæger skulle gennemgå et praktisk kursus, og her kom COVID-19 som bekendt eftertrykkeligt i vejen. Men nu er vi altså klar – med syv uddannede dyrlæger og en IT-løsning, der giver disse dyrlæger mulighed for at gennemføre elektronisk registrering direkte i hundeweb.

Hvad er BOAS?

BOAS er en forkortelse for Brachycephalic Obstructive Airway Syndrome, og det er en samlet betegnelse for de vejrtrækningsproblemer, der især rammer hunderacer med kort næseparti som f.eks. bulldogs og mops. Hos hunde, som lider af BOAS, er den frie passage af luft gennem de øvre luftveje mere eller mindre forhindret og det kan give symptomer fra mild snorken til alvorlige vejrtrækningsproblemer.

Hunde med BOAS i alvorlig grad, har nedsat velfærd og livskvalitet, men det er langt fra alle kortnæsede hunde, som lider af BOAS. Der findes mange sunde og friske hunde, og det er disse hunde, som bør bruges i den fremtidige avl for at sikre racernes fortsatte beståen og velfærd.

Hvordan foregår en BOAS-graduering?

Formålet med gradueringen er at vurdere hundens vejrtrækningsfunktion, og det sker ved hjælp af en belastningstest. Dyrlægen starter med at undersøge hunden og lytte på den for at høre, om der er snorke- eller hvæselyde. Herefter skal hunden bevæge sig i frisk gang/småløb i 3 minutter. Efter belastningstesten vurderer dyrlægen hunden igen og tildeler den en BOAS-grad på en skala fra 0 til III.

Klassificering af BOAS

Grad 0: Hunden er klinisk upåvirket og udviser ingen symptomer fra luftvejene

Grad I: Hunden er klinisk upåvirket men har milde BOAS-symptomer fra luftvejene, der dog ikke påvirker hundens aktiviteter

Grad II: Her er hunden klinisk påvirket og har moderate symptomer fra luftvejene, som bør undersøges nærmere. Hunden kan have brug for behandling f.eks. i form af vægttab eller operation

Grad III: Hunden er klinisk påvirket og har alvorlige symptomer på BOAS fra luftvejene. Den bør undersøges grundigt med henblik på at iværksætte en passende behandling – evt. operation

Vil du læse mere? Eller har du en hund, du ønsker at få BOAS-gradueret? Så besøg DKK’s hjemmeside: https://www.dkk.dk/alle-emner/sundhed-og-sygdom/boas

Kontakt DKK

Dansk Kennel Klub
Parkvej 1
2680 Solrød Strand
56 18 81 00
post@dkk.dk
CVR 11 88 18 15

Bank

Betalinger til Dansk Kennel Klub
Reg. nr.: 9070 Konto: 1639581302
IBAN-nr: DK3090701639581302
SWIFT-kode: VRAADK21

Min side Presse Eksteriørdommer Dyrlæge Regler og instrukser Blanketter Specialklubber Privatlivspolitik Klubsystemer Få rabat som DKK medlem