Vidste du, at landets sirener afprøves hver eneste nat uden lyd? Kun én gang om året – den første onsdag i maj kl. 12 – afprøves de også med lyd. Og det er altså i dag den 4. maj.

I Danmark er der i alt opsat 1.078 sirener, og de står i byområder med flere end 1.000 indbyggere. Sirenerne kan dermed høres af omkring 80 % af befolkningen.

Hunde, der er bange for høje lyde som skud og torden mm., kan godt reagere kraftigt på sirenerne. Hvis det er muligt, så lad dem derfor ikke være alene, og hvis du ikke kan undgå at være udenfor med hunden kl. 12, så sørg for, at den er i snor.

Det bedste er at holde dem inde, de 8 minutter sirenerne kører på. Sæt eventuelt lidt ”larm” i gang fra radio, tv eller musik i baggrunden, så lyder sirenerne ikke så voldsomt, selv om de stadig vil kunne høres.

Under den årlige afprøvning afgives der i alt tre sirenesignaler:

  • Kl. 12:00 ("Gå inden døre")
  • Kl. 12:04 ("Gå inden døre")
  • Kl. 12:08 ("Faren er forbi")

Tonen lyder 4 gange, og hvert sirenesignal varer 45 sekunder.

Har du kontakt til herboende ukrainere, så underret dem gerne om hvad det er, der sker. Måske har de for nyligt oplevet sirener som advarsel mod bombardementer, og de kan derfor blive chokerede over at høre dem her, hvor de troede sig i sikkerhed.

Det er Rigspolitiet og Beredskabsstyrelsen, der står bag den årlige test af sirenerne, og hos ordensmagten er man klar over, at testen på onsdag kan vække bekymring hos mange ukrainere og andre, der er flygtet fra krig.

Beredskabsstyrelsen har derfor oversat informationsmaterialet om sirenerne til ukrainsk - materialet har i forvejen været oversat til en række andre sprog:

Info om sireneafprøvning til ukrainske flygtninge i Danmark