MENU

HUNDEHJÆLP TIL UKRAINSKE HUNDEEJERE

07.04.2022

Med hjælp fra de mange danske hundeejere, der har doneret hundeudstyr, og med støtte fra DKK´s sponsorer, Royal Canin, Agria Dyreforsikring og Jydsk Emblem Fabrik A/S, kan vi nu tilbyde ”Hundehjælp” til alle ukrainske hundeejere, der er flygtet fra krigen. (Tekst på engelsk og ukrainsk følger snarest).

I Dansk Kennel Klub har vi svært ved at forestille os, hvor svært det må være at skulle flygte fra sit hjemland og at skulle finde fodfæste i et fremmed land. Derfor ønsker vi at støtte de ukrainske hundeejere, der har taget sin bedste ven på fire ben med til Danmark. For det, at være hundeejer, er en livsstil, og hunden beriger mennesket med kammeratskab, glæde og tryghed. Den husker os på at være i nuet. Den giver os kærlighed og mulighed for at vise omsorg.

Sammen med vores sponsorer, Royal Canin, Agria Dyreforsikring og Jydsk Emblem Fabrik A/S, tilbyder Dansk Kennel Klub alle ukrainske hundeejere, der er flygtet fra krigen i Ukraine en ”Hundehjælpepakke”, der kan give hund og ejere en nemmere start her i landet.

Hundehjælpepakken er tilgængelig for alle ukrainske hundeejere på flugt, og hjælpen sendes uden hensyntagen til hundens race eller hvorvidt hunden har en FCI-godkendt stambog eller ej.

Hundehjælpens indhold

  1. Hundemad fra Royal Canin tilpasset hundens race og alder
  2. Førstehjælpskit og information om lovpligtig ansvarsforsikring af hund fra Agria Dyreforsikring
  3. Lovpligtigt hundetegn fra Jydsk Emblem Fabrik A/S

Dansk Kennel Klub og vores samarbejdspartnere afholder alle udgifter.

Lad os passe på hinanden

Vi vil rigtig gerne hjælpe hunde og mennesker på flugt fra Ukraine. Samtidig ønsker vi at sikre, at danske hunde og mennesker ikke bliver syge af den dødelige rabiesvirus.

Derfor er der følgende krav, der skal opfyldes, før du som hundeejer kan bestille Hundehjælpepakken:

  1. at den ukrainske hund er registreret hos de danske myndigheder - se mere her på Fødevarestyrelsens hjemmeside
  2. at den ukrainske hund har et ID-/chipnummer. En række danske dyrlæger tilbyder dyrlægehjælp uden beregning - find listen her

Sådan bestilles hundehjælpepakken

Ønsker du som ukrainsk hundeejer på flugt fra krigen at modtage Hundehjælpen, skal du blot sende en email til Dansk Kennel Klub med følgende oplysninger om dig og din hund:

  1. Hundeejers navn
  2. Hundeejers danske postadresse, evt. co-adresse
  3. Hundeejers telefonnummer
  4. Hundens navn
  5. Hundens chipnummer
  6. Hundens race
  7. Hundens fødselsdato.

Send emailen til: post@dkk.dk
I emnefeltet bedes du skrive: Hundehjælpen

Har du flere hunde?

Har du flere hunde, er du velkommen til at bestille en Hundehjælpe-pakke til dem hver.
For at lette ekspeditionen bedes du sende en email pr. hund med de ønskede oplysninger.

Er der andet, din hund mangler?

Dansk Kennel Klubs medlemmer har doneret en lang række hundeudstyr, bl.a. hundekurve, bure, tæpper, halsbånd, liner, legetøj, foder og godbidder. Er der noget specifikt udstyr, du mangler til din hund, er du velkommen til at skrive det til os – vi kan ikke love, at vi kan opfylde alle ønsker, men vi sender dig gerne, hvad vi kan.

Vi passer godt på dine informationer

Du kan være helt tryg ved at sende dine personlige informationer til Dansk Kennel Klub. Dansk Kennel Klub har tavshedspligt efter lov om finansiel virksomhed og behandler dine personoplysninger fortroligt. Tavshedspligten gælder også internt mellem vores medarbejdere.

Vi indsamler og bruger kun de oplysninger, som er nødvendige; din postadresse er nødvendig for at vi kan fremsende Hundehjælpen. Din adresse, telefonnummer og hundens navn påføres hundetegnet, og information om din hund gør det muligt at tilpasse hundemaden præcist til den enkelte hund ud fra dens alder og størrelse osv.

Ved at fremsende de ønskede informationer giver du derfor Dansk Kennel Klub tilladelse til at videregive dine oplysninger til vores tre samarbejdspartnere, Royal Canin, Agria Dyreforsikring og Jydsk Emblem Fabrik A/S.

Hvis ikke du ønsker at fremsende de ønskede oplysninger, er det desværre ikke muligt at sende dig Hundehjælpen.

Har du spørgsmål til hundelivet

Du er altid velkommen til at kontakte Dansk Kennel Klub, hvis du har brug for hjælp, vejledning eller blot har spørgsmål til livet med hund i Danmark.
Vi har desuden samlet en række oplysninger på vores hjemmeside (en engelsk og ukrainsk tekst følger snarest), som måske kan hjælpe dig og din hund yderligere til en god start, så du er velkommen til at klikke rundt her på siden.

Del meget gerne budskabet

For at sikre at så mange som muligt modtager information om muligheden for at rekvirere en Hundehjælpepakke, må du meget gerne dele budskabet i dit netværk.

Kontakt DKK

Dansk Kennel Klub
Parkvej 1
2680 Solrød Strand
56 18 81 00
post@dkk.dk
CVR 11 88 18 15

Bank

Betalinger til Dansk Kennel Klub
Reg. nr.: 9070 Konto: 1639581302
IBAN-nr: DK3090701639581302
SWIFT-kode: VRAADK21

Min side Presse Eksteriørdommer Dyrlæge Regler og instrukser Blanketter Specialklubber Privatlivspolitik Klubsystemer Få rabat som DKK medlem