MENU

Bliv beboer på nyt hundecenter

07.07.2022

DKK leder efter beboere til to boliger beliggende ved det kommende hundetræningscenter, som er placeret midt i det naturskønne område ved Haraldsted Sø i Ringsted. Her vil det for de rette lejere være muligt at flytte ind senest 1. november 2022.

Da der er to boliger til rådighed på ejendommen, søger vi min. to personer til indflytning senest 1. november.

Interesse for hund er et must

Den allervigtigste karakteregenskab for DKK´s nye logerende er forkærligheden for hunde.

Har du ovenikøbet interesse for alskens hundeaktiviteter, er det en klar fordel – både for DKK og for dig selv:

Da vi i DKK forventer, at der i centret skal afholdes forskellige hunde-relaterede aktiviteter, f.eks. hverdags-holdtræning og konkurrencer og arrangementer i weekender, vil der løbende være gæster med hund på området, hvilket man som lejer skal være indforstået med.
Det betyder dog også, at det (heller ikke for beboerne) vil være tilladt at lade hunde løbe løs, udenfor det specifikke, indhegnede udendørsområde, der hører til lejemålet.
Ligeledes forventes lejers eventuelle hunde at være alene hjemme-trænede samt ikke uhensigtsmæssigt gøende - heller ikke når der kommer gæster på området.

De to boliger ligger i forlængelse af hinanden, og adskilt fra de primære kursusfaciliteter, og der vil blive etableret udendørs foranstaltninger, der skaber mere privatliv - alligevel skal du som lejer være af den ”rummelige type”.

Mulighed for at kombinere job, hobby og boligleje

Da ejendommen råder over godt 25 tønder land samt - ud over boligerne – to indendørs træningshaller, flere andre bygninger samt udendørs træningsbaner og flere naturarealer, som alle skal benyttes og plejes, vil der for den/de rette person(-er) være mulighed for at kombinere job og/eller hobby med leje af bolig:

  • Er du f.eks. typen, der har hænderne skruet rigtigt på, men ikke nødvendigvis er faglært håndværker, og vil du være interesseret i f.eks. at stå for en række praktiske opgaver på området, så kunne en af boligerne måske være noget for dig.
    Du kan måske stå for pleje af udendørs såvel som indendørs arealer samt forefaldende reparationsarbejde mv., kan arbejde selvstændigt og med mange bolde i luften – og samtidig kunne lide at have kontakt til mennesker og hunde, som færdes på området.
  • Er du mere typen, der drømmer om at gå ”all in på hund”, kan det også være en mulighed:
    Da der på området er inkluderet to indendørs træningshaller samt en række udendørs træningsfaciliteter, vil der som lejer være mulighed for at adgang til afholdelse af hundetræning og -undervisning.
  • Måske er du i stedet typen, der har det store, forkromede overblik med sans for økonomi eller administration, organisering og planlægning?
    I så fald vil der være mulighed for som lejer at få en tilknyttet funktion som sekretær og/eller aktivitetskoordinator, evt. inkl. ansvar for udlejning af træningsfaciliteter.
  • Endelig kan en kombination af ovenstående hos f.eks. et par bestemt også komme i spil.

Hvis du lægger billet ind på et lejemål samt en tilknyttet funktion på stedet, vil der blive udarbejdet en specifik aftale om aflønning og/eller reduktion af huslejens størrelse alt efter funktion, kvalifikation og evt. arbejdstid.
I så fald må du påregne, at du ind imellem forventes at stå til rådighed ud over normal arbejdstid, f.eks. når områdets lokaler benyttes til træning, kurser mv. hverdagsaftener og i weekender. Sidstnævnte opgaver vil naturligvis kunne fordeles mellem lejerne af de to boliger.

Boligerne er beliggende på Ejlstrupvej, som er en offentlig vej med indkørsel fra både øst- og vestsiden. Vær opmærksom på, at der ikke er offentlig transport ”lige til døren”: Den/de rigtige ansøgere bør således have bil.

Mere info om lejemålene

Lejemål 1

Udgøres af ejendommens stuehus på 225 kvm. fordelt på to etager:

En lys, rar og indbydende bolig, hvor det som beboer vil være en fordel at være under 190 cm høj.

Boligen indeholder entre, stor stue, flere værelser, to nyere badeværelser (et i stueetagen og et på 1. salen) samt køkken/alrum.

Til lejemålet hører flere udendørs terrasser.

Fra bryggerset er det desuden muligt at gå direkte ud i den tilknyttede staldbygning og videre ud i den ene af de to træningshaller (som måler 20 x 40 m. - denne er dog som udgangspunkt ikke inkluderet i lejemålet).

Det er tilladt at holde husdyr i lejemålet efter nærmere aftale.

Huslejen aftales individuelt og baseres evt. på en kombination af leje og aftale om opgaver for DKK.

Fremvisning kan ske efter nærmere aftale og særligt fra 1. oktober 2022.

Se billeder af boligerne på Ejlstrupvej 120B 4100 Ringsted i salgsopstillingen hos mægler her.

Lejemål 2

er en nyistandsat lejlighed på 90 kvm. fordelt på to etager, beliggende i den ene længe af hovedbygningen:

I stueetagen indeholder lejligheden et køkken med spritnye hårde-hvidevarer, et badeværelse, et værelse samt opgang til 1. salen, hvor der er endnu et værelse samt en dejlig, stor stue.

Det er tilladt at holde husdyr i lejemålet efter nærmere aftale..

Huslejen aftales individuelt og baseres på evt. en kombination af leje og aftale om opgaver for DKK.

Fremvisning kan ske efter nærmere aftale og særligt fra 1. oktober 2022.

Se billeder af boligerne på Ejlstrupvej 120B 4100 Ringsted i salgsopstillingen hos mægler her.

Vil du vide mere?

Vil du vide mere om boligerne eller mulighederne for en tilknyttet funktion på DKK´s hundecenter, er du velkommen til at indhente yderligere oplysninger hos direktør Jens Glavind.

Send en e-mail til jegl@dkk.dk.

I emnefeltet bedes du skrive ”Lejebolig”.

Sådan søger du

Ved du allerede nu, at du er interesseret i at leje en af de to boliger, bedes du sende en kort beskrivende præsentation af dig og din evt. samlever.

Angiv meget gerne, hvorvidt du er hundeinteresseret/har hund, din tilknytning til hundeverdenen, dine evt. håndværksmæssige og /eller administrative egenskaber, og om du er interesseret i mulighederne for at kombinere leje af bolig med en tilknyttet funktion på stedet.

Send din ansøgning til direktionssekretær Lone Sommer, email: loso@dkk.dk.

Skriv ”Lejebolig” i emnefeltet og angiv gerne, om du er interesseret i enten lejemål 1, 2 eller begge.

Ansøgningsfrist er 1. august 2022, men vi kigger løbende på indkomne henvendelser og inviterer evt. til samtale.

Kontakt DKK

Dansk Kennel Klub
Parkvej 1
2680 Solrød Strand
56 18 81 00
post@dkk.dk
CVR 11 88 18 15

Bank

Betalinger til Dansk Kennel Klub
Reg. nr.: 9070 Konto: 1639581302
IBAN-nr: DK3090701639581302
SWIFT-kode: VRAADK21

Min side Presse Eksteriørdommer Dyrlæge Regler og instrukser Blanketter Specialklubber Privatlivspolitik Klubsystemer Få rabat som DKK medlem