23. KAPITEL

Vitus var sur.

Eller sur og sur, han var irriteret. Til gengæld var han meget irriteret. Den lille hund havde for længst afkodet, at isbjørnen ikke ville gøre ham noget ondt, at den faktisk var venlig.

Det ændrede dog ikke på det faktum, at Vitus var træt af at være gennemblødt af isbjørnesavl. Alene lugten. En blanding af råddent sælspæk og, ikke helt frisk, fisk. Isbjørneånde var ikke for de sarte.

Til gengæld giver det god ro til at tænke, når man er fanget i favnen på en isbjørn, kunne Vitus konstatere.

Havde Vitus været i tvivl før, så var han det ikke længere. Der var en forræder iblandt dem, og den forræder havde skubbet ham ned af skrænten inde i snefoget.

Vitus var sikker på, at han vidste hvem forræderen var. Han måtte tilbage til de andre hurtigst muligt.

Men hver gang Vitus fik kæmpet sig ud af isbjørnens kærlige favn, og prøvede at stikke af, så fangede bjørnen ham atter.

Måske kunne han slippe fra isbjørnen, og dens to irriterende unger, hvis han fik lokket dem ind mellem igloerne, tænkte Vitus, der efterhånden havde fået arbejdet sig helt hen til kanten af iglobyen.

Da var det, at han fik øje på det. Et stort, flot skilt. I det samme huskede han uddraget fra julemandens logbog.

Da isbjørnen for 328. gang – sådan føltes det – satte ham ned på isen, gav Vitus sig til at lege med de irriterende unger. Løbe efter dem, tumle rundt i brydekampe med dem. Det var faktisk lige før han morede sig en lille smule. Egentlig var de meget søde, de to isbjørnehvalpe, tænkte Vitus, mens han legede sig hen til den vigtige iglo.

Så var han der. Døren var lukket med en slå, og selvfølgelig sad den slå for højt til at Vitus kunne nå den.

Vitus tænkte hurtigt, så han stillede sig op og tissede op ad døren. Som han havde håbet på kom begge isbjørneunger trimlende, og skulle lugte til stedet han havde tisset.

Vitus satte i et spring op på ryggen af den ene bjørneunge, rejste sig på bagbenene og kunne så lige akkurat, med en forpote, få skubbet slåen op. Et skub mere, og døren var åben.

”Piiiiiv” lød det fra den isbjørneunge på hvis ryg Vitus stod.

Der lød et kæmpebrøl fra isbjørnemoren. Vitus nåede lige akkurat at springe ned fra ungens ryg, før isbjørnemor stod ved siden af sin unge, klar til at forsvare den.

Den store isbjørn så sig knurrende omkring, ingen skulle røre hendes unge. Så opdagede hun det. Den åbne dør.

Isbjørnen tøvede ikke. Tilsyneladende glemte hun endda alt om sine unger, da hun forsvandt ind i igloen. Ungerne fulgte deres mor, og et øjeblik efter blev den arktiske stilhed brudt af en højlydt knasen.

Isbjørnene havde glemt alt om Vitus. De havde vigtigere ting at tage sig til nu. Vitus kiggede forsigtigt ind ad døren.

Alle tre bjørne proppede sig med rød- og hvidstribede sukkerstænger.

Vitus kiggede taknemmeligt op på skiltet over døren ”Julemandens Depot for Polkagrise” stod der med store bogstaver.

Julemanden haft ret. Isbjørne var virkelig tossede med Polkagrise.

- - -

Det tog ikke Vitus mange sekunder at få færten af, hvor ”Julerosens” besætning havde gået en time forinden. For anden gang gik Vitus ind i snebunken, som han nu vidste indeholdt en snestorm, og et øjeblik efter stod han i Slædehallen.

Og i et totalt kaos.

Hvinende nisser i massevis styrtede forvirret rundt, tilsyneladende uden at vide hvor de skulle hen. Nisserne løb i vejen for hinanden, stødte ind i hinanden, væltede hinanden, mens de hylede og skreg. Nisserne væltede gennem gavestakke, så pakkerne fløj til alle sider, gavepapir gik i stykker og de flotte sløjfer blev revet op.

Ved de mange døre i den enorme slædehal stod nisser nærmest på skuldrene af hinanden for at komme ud. Hver gang en nisse tog fat i en dør for at få den op, kom der et lyn og nissen blev smidt tilbage i hallen. Larmen fra de skrigende nisser, og de høje knald for hvert lyn, der kom, var øredøvende.

Vitus stod helt stille, lige indenfor porten, og bare kiggede. Han havde jo ikke været der før, så han vidste ikke, at det var julemandens slædehal han var havnet i. Vitus vidste kun, at han var i julemandens store iglo. Det var bestemt ikke sådan, han havde forestillet sig det ville være at besøge julemanden.

Vitus´ halsbånd begyndte at klø. Og at varme. Vitus ignorerede det, for han havde fået øje på noget. Noget meget, meget skræmmende. Og årsagen til nissernes panik. På toppen af en stor og solid stabel julegaver stod han.

Azazel.

Monstret, der var kommet tilbage til jorden for at hævne sig på Orions jagthunde ved at udslette alle hunde på jorden. Og som i samme omgang også ville udslette julen.

Den store, sorte hund stod med ryggen til Vitus, og Vitus kunne se hvordan han hele tiden voksede lidt i størrelse. Azazel gjorde ikke fysisk nogen af nisserne noget, men han skræmte dem.

Udstødte en dyb, uhyggelig knurren, mens han indimellem løftede en forpote og sendte gnistrende lyn ind i flokken af nisser, hvilket fik de skræmte nisser til at hvine endnu højere.

Det forekom Vitus, at for hvert rædselsslagent nisseskrig, der lød, blev Azazel lidt større og lidt bredere. Vitus havde haft en anelse, men det var lige der, at Vitus helt forstod, hvad det var Azazel bedrev.

”Stop, nisser, stop. I skal ikke være bange. Dæmonen får sin styrke fra jeres frygt” råbte Vitus så højt han kunne. Men nisserne var hinsides enhver fornuft, de hvinede stadig højlydt, og ingen hørte den lille, hvide hund.

Vitus spejdede rundt efter sine venner. Eller julemanden. Eller bare nogen, der kunne hjælpe ham med at stoppe nissernes panik. Men der var ingen andre levende væsner at se end hysteriske nisser i massevis.

Midt i lokalet stod en stor kurv på gulvet, et langt reb forsvandt op gennem et hul hallens loft. Vitus fulgte rebet med øjnene, og måtte så sætte sig lige på numsen af forbløffelse. Ned af rebet, i lidt for høj hastighed, kom en lille skikkelse kurende.

Kaj Rotte. Rotten havde set Vitus og prøvede at vinke til ham, men måtte opgive sin vinken, og bruge begge forpoter for at holde sig fast og dæmpe sin nedstigningshastighed.

Kaj nåede enden af rebet, hoppede over på kanten af kurven, ned på gulvet og løb over til Vitus.

Kaj pustede og gispede efter vejret. Han havde tydeligvis løbet, og løbet stærkt.

”Jeg kunne mase mig under døren. Jeg er sendt ud for at skaffe hjælp. De andre er fanget i julemandens kontor. Uhyret har på en eller anden måde fået alle døre til at gå i baglås” gispede rotten uden yderligere indledning.

Vitus måtte bøje hovedet helt ned til rotten for at høre hvad Kaj sagde, så meget larm var der i Slædehallen.

”Hey, dit halsbånd lyser” udbrød Kaj.

”Det kløer” sagde Vitus. ”Og er varmt.”

”Det er den der dims, skatten, eller hvad det nu er, der lyser inde i nissehuen” oplyste Kaj.

Vitus følte det næsten som om han fik et slag i hovedet, da tanken slog ned i ham. Postyret i slædehallen og synet af Azazel, havde fået ham til at glemme stenen han havde fundet på kirkegården i Kinneff.

”Kaj, skynd dig at få viklet stenen ud af nissehuen, nu”

”Okay” lød det fra Kaj, og i løbet af et øjeblik havde hans små, bevægelige rottepoter fået nissehuen løs af Vitus´ halsbånd. Rotten rystede meteorstenen på gulvet, smed nissehuen ved siden af og skyndte sig så om bag Vitus.

Azazel måtte have fornemmet det. Meteorstenen. Stjerneskuddet.

Dæmonen snurrede omkring, og stirrede direkte på Vitus. De rødglødende øjne blev til små sprækker, og så sprang Azazel ned fra den store stabel af julegaver, som han havde stået på. To lange spring, og så stod han foran Vitus.

Langsomt løftede Azazel overlæben, og blottede de længste og mest spidse tænder Vitus nogensinde havde set. En dyb knurren lød, så dyb, at Vitus kunne mærke vibrationerne fra den i gulvet.

Vitus var klar over, at det var nu. Det endelige opgør. Den kamp han havde vist ville komme.

Men Vitus var ikke bange, for han var sikker – eller næsten sikker i hvert fald – på, at det var en anden slags kamp end hvad han oprindelig havde forventet.

”Tæv ham, Vitus, stik ham et par på snotten så han ryger baglæns ud i verdensrummet igen, den ækle monsterrotte” råbte Kaj Rotte, og skyndte sig så at dykke ned bag en stor, flot indpakket, julegave et sted bag Vitus.

”Monster-rotte” havde Kaj sagt. Vitus huskede, at julemanden i sit logbogsnotat havde beskrevet uhyret som en ”monsterjulemand med rødglødende øjne”, og Pax havde kaldt Azazel ”en virkelig modbydelig, stor, busket jagthund”. Hver især så de åbenbart Azazel som en spejling af sig selv – det bekræftede kun Vitus i hans formodning om, at Azazel fik en del af sin kraft fra de, der frygtede ham. Sugede kraft fra dem.

At Vitus selv så dæmonen som en stor, sort hund, mens han selv var en lille, hvid hund kunne måske skyldes, måtte Vitus erkende, at han, som så mange små hunde, opfattede sig selv som en stor hund. Så hvis man nu afviste Azazel, hvis man nu ikke var bange for ham, funderede Vitus… Vitus puffede til meteorstenen, som trillede hen for fødderne af dæmonen, men der skete intet. Det virkede heller ikke som om Azazel var bange for stenen, han ignorerede den fuldstændig.

Et øjeblik blev Vitus forvirret. Hvorfor fik meteorstenen ikke Azazel til at forsvinde? Nu havde han hørt så meget om stenens kraft, og så lå den bare der på gulvet – som en helt almindelig sten.

Vitus vidste, at det ikke var en almindelig sten. Han havde både set og følt meteorstenens mægtige og magiske kræfter. Men, okay, så måtte han jo klare sig selv.

Vitus rettede sig op.

”Jeg er ikke bange for dig, ikke spor” sagde Vitus højt og med blikket stift rette mod dæmonen. Til sin forbløffelse opdagede Vitus, at han rent faktisk mente det.

Det her var ikke en fysisk kamp. Det var en kamp på tanker. På vilje. Måske i virkeligheden allermest en kamp mod en selv, erkendte Vitus.

Så satte den lille hund trumf på.

Vitus blottede gebisset, knurrede af dæmonen med de rødglødende øjne og tog et skridt fremad, på stive ben og med højt løftet hale.

Azazel tårnede sig op over den lille hund, muskelsvulmende, stor og sort, og så de øjne, øjne som glødende kul.

Men så skete der noget. I takt med at Vitus selvtillid og beslutsomhed voksede, skrumpede Azazel, og blev mindre og mindre.

Nisserne var holdt op med at hvine. De havde forsamlet sig i den ene ende af slædehallen. Den ende, der var længst væk fra Azazel og Vitus, som stod ubevægelige overfor hinanden.’

Monsteret, der for et øjeblik siden havde stået på toppen af gavebunken, terroriseret nisserne og sendt skræmmende lyn i alle retninger, blev mindre og mindre monsteragtig at se på.

For øjnene af Vitus begyndte monsterhunden at blive gennemsigtig, og at ændre facon – og farve.

Langsomt forandrede Azazel udseende - han var ikke længere en stor, sort farlig monsterhund med rødglødende øjne, men en lille, helt almindelig, hvid hund næsten mage til Vitus.

Eller, helt almindelig var dæmonen nu ikke, for nu lignede han mest af alt et spøgelse. Gennemsigtig og svævende lidt over gulvet. Et par gange blinkede hans øjne rødt, men så koncentrerede Vitus sig om at tænke positivt, og så forsvandt de onde øjne.

Først da skete der noget med meteorstenen. Vitus forstod, at stenen havde ventet på, at han skulle gøre noget. Stenen hjalp kun, når man også selv aktivt handlede. Intet var gratis i livet, heller ikke hjælp fra en magisk meteorsten.

En glimmeragtig tåge, præcis som den gyldne tåge Vitus havde set i den gamle kirke i Kinneff, steg op fra stenen.

Først bare i et lille glimt, som et solstrejf på en mørk december eftermiddag, men hurtigt tog det til, og bølger af gylden tåge strømmede ud fra den lille sten. Stjernetågen drev gennem slædehallen og badede hallen i et gyldent skær.

Vitus kunne mærke, at hans hjerte slog roligere, han følte sig stærk – og fri. Nisserne faldt til ro, de begyndte at smile og småsnakke.

Netop som Vitus tænkte, at det hele var overstået, skød der et lyn ud fra meteorstenen. Lynet ramte Azazels nu spøgelsesagtige skikkelse, snoede sig som en spiral rundt om ham.

Så slog lynet tilbage og ned i meteorstenen, hvor det forsvandt – og tog resterne af dæmonen med sig. Den gyldne tåge opløstes, og de tusinder af bittesmå stjerner, som tågen havde bestået af flimrede rundt i luften, lidt som havde man pustet til en bunke guldglimmer.

Med et hørligt sus samlede alle stjernerne sig til en gylden kugle, der hvirvlede gennem luften og, med et blødt ”puf” ramte ned i nissehuen, der lå på gulvet ved siden af meteorstenen. Et kæmpelysglimt, næsten som en mindre eksplosion, fik Vitus til at lukke øjnene, bare lige hurtigt.

Da han åbnede øjnene igen, var alt forandret.

Nisserne var i gang med deres arbejde med at pakke de sidste gaver ind. Alle de mange julegaver, som var blevet ødelagte af Azazels hærgen lå nu igen, pænt indpakkede og med fine sløjfer, i store bunker. Det var som havde dæmonen aldrig hærget julemandens slædehal. Som havde Azazel aldrig været der.

Med en enkelt undtagelse.

Nissehuen, der havde ligget på gulvet ved siden af meteorstenen, den sad nu på hovedet af Vigil Vovemod, nissen, som Vitus havde set blive slugt af Azazel.

Vigil Vovemod kiggede sig omkring.

”Ih, du godeste” sagde Vigil Vovemod. ”Der mangler jo stadig en masse gaver før vi er klar til juleaften. Jeg må hellere give en hånd med.”

Uden at værdige Vitus nogen opmærksomhed forsvandt Vigil Vovemod ned i den anden ende af slædehallen.

På gulvet foran Vitus lå stadig meteorstenen.

Nu var den igen var en lille, sort sten, der ikke så spor hverken magisk eller magtfuld ud.

”Hold nu op, du sparkede røv, Vitus” lød det fra Kaj Rotte, der dukkede op fra sit skjulested bag den store julegave. ”Du kværnede det skide rummonster. Sådan”

Rotten hoppede rundt og slog og sparkede ud i luften i en imaginær slåskamp.

Vitus skulle lige til at sige noget da et råb, nej, et brøl. Et gigantisk brøl rungede gennem slædehallen.

”HVEM HAR VOVET DET? HVEM?”

Kaj Rotte stoppede midt i et karatelignende spark.

”Det er julemandens stemme. Øj, han lyder sur. Hvad er der mon nu galt?” sagde rotten.

Så lød julemandens stemme igen, den rungede gennem slædehallen. Ingen tvivl om, at julemanden var sur, meget, meget sur.

”HVEM ER DET, DER HAR VOVET AT LUKKE ISBJØRNENE IND I DEPOTET FOR POLKAGRISE?”