1. KAPITEL

Ingen så det ske.

Eller, det er ikke helt rigtigt. Der var én, som så det. Til gengæld anede han ikke hvad det var han så. Men flot havde det set ud, i hvert fald i begyndelsen.

Den sorte decembernat, som pludselig var eksploderet i noget, der mindede om fyrværkeri. Men det var ikke fyrværkeri, det var Vitus klar over med det samme.

Fyrværkeri larmede, det vidste den lille, hvide hund med sikkerhed. Det her havde ikke larmet – det havde på en måde gjort det endnu mere skræmmende.

Det begyndte alt sammen lige omkring midnat, natten til d. 1. december, hvor Vitus havde skrabet på døren for at komme ud at tisse.

Vitus` menneske, William, var søvnigt – næsten uden at åbne øjnene – kravlet ud af sengen, og havde åbnet havedøren, så Vitus kunne komme ud og gøre det han nu skulle.

Det havde været en klar nat. Græsset knasede frostsprødt under Vitus poter, da han gik gennem haven hen mod det gamle egetræ, som var hans foretrukne sted at lette ben.

Hvis sandheden skulle frem havde Vitus også selv været ret søvnig, og måske gået med øjnene lidt på klem, helt åbne havde hans øjne i hvert fald ikke været.

Det blev de til gengæld da det skete, Vitus´ øjne, helt åbne.

Det ene øjeblik havde den lille, hvide hund stået fredeligt i den sorte decembernat og vandet den gamle eg, og pludselig blev han blæst omkuld.

Næ, ikke bare blæst omkuld, men blæst hele vejen hen over græsplænen – rullede afsted som en lille, hårrig larve – for at lande midt i rosenbedet, hvor hans lange pels omgående snoede sig ind i en stor, stikkende rosenbusk.

Vitus havde været forvirret, meget forvirret, som han lå der, på ryggen i rosenbedet og var filtret ind i rosenbusken. Men fordi han lå på ryggen stirrede han ret op i himlen, og så derfor alt hvad der skete.

Himlen over den lille hvide hunds hoved var nærmest eksploderet.

Fra at have været en helt almindelig sort, sort decembernat var himlen over Vitus oplyst af farver.

Lysende gul, lysende rød, lysende blå, lysende grøn skød ud i alle retninger på himmelbuen over hans lille hundehoved.

Vitus første tanke var at stikke af. At spæne hen til havedøren, som han vidste stod på klem, og ind under Williams dyne og gemme sig der.

Det var det Vitus allerhelst ville have gjort, hvis ikke hans lange, hvide pels havde været grundigt moslet ind i rosenbusken, og dermed holdt ham effektivt fast på stedet.

Først havde den lille hund kartet rundt og kæmpet for at komme fri af den forbandende rosenbusk, men hurtigt indså Vitus – som faktisk var en meget fornuftig lille hund – at det ikke nyttede noget. Han sad uhjælpeligt fast i rosenbuskens stikkende favn. Lige meget hvordan han vred eller vendte sig kunne han ikke komme fri.

Det eneste Vitus kunne var at ligge på ryggen og glo op på himlen og det mærkelige tavse fyrværkeriagtige lys, der flakkede hen over den.

Men så - på et sekund - ændrede lyset på himlen sig. Det flakkende lys i de mange farver gled sammen til en enkelt lysstråle. En lysstråle, der skød ud af himlen, og ramte lige ned i hovedet på Vitus, der måtte lukke øjnene for det skærende lys, som han pludselig var badet i.

Vitus hørte en blød lyd, en slags puf efterfulgt af en hvislen, der lød lidt som når vandet kogte i Williams elkedel.

Det var en lyd Vitus kendte godt, for hver gang William lavede en kop kaffe, så fik Vitus altid en godbid.

Så den lyd, lyden af kaffevand, der er lige ved at koge, det var en lyd Vitus holdt meget af, og altid kunne skelne fra alle andre lyde.

Præcis sådan lød det, der, lige ved siden af den lille, hvide hund, der sad fast i rosenbusken, den nat, natten til den første december.

Den hvislende lyd blev ved. Vitus åbnede forsigtig øjnene, først det ene øje så det andet. Den lille hund måtte vente et øjeblik før hans nattesyn kom tilbage efter at være blevet blændet af lysstrålen.

Vitus kiggede sig omkring. Der var ikke længere noget lys, der flakkede over himlen eller nogen lysstråle. Himlen var sort som en december-natte-himmel plejer at være.

Stadig var der dog den mærkelige hvislen. Vitus var udmærket klar over, at Williams elkedel næppe kunne være flyttet ud i rosenbedet i haven, så det var ikke den, der forårsagede lyden.

Alligevel kunne Vitus mærke, at hans mundvand steg, og det rumlede lidt i maven, bare fordi han hørte den lyd, der plejede at betyde, at en godbid var på vej.

Lyden kom fra et sted bag ham.

Vitus drejede hovedet, og forbløffelsen – eller måske forskrækkelsen – over det han så, fik ham til at udstøde et højt, og meget skingert ”vuf”.

Og – igen – havde Vitus ikke siddet fast i den skide rosenbusk, så var han helt sikkert sprunget op og var løbet ind. Det var det mærkeligste Vitus nogensinde havde set i hele sit tre-årige hundeliv.

Ved siden af ham, halvt gravet ned i jorden lå en rund kugle på størrelse med en tennisbold. Kuglen – eller hvad det nu var – lyste og skinnede som en lille sol. Der stod nærmest en glorie omkring kuglen, der lyste op i den nu ellers helt sorte decembernat.

Som om det ikke var mærkeligt nok, så steg og faldt lyset i kuglen, pulsede, nærmest som om den var levende.

Nu havde Vitus fået nok.

Først en himmel, der var eksploderet i vilde farver over ham, dernæst en rulletur hen over græsplænen lige i armene på en stikkende rosenbusk som han ikke kunne komme fri af, og så – i den ellers sorte nat - en mærkelig lysende kugle lige ved siden af ham.

Vitus ville væk.

Han ville ind i trygheden under Williams dyne, hvor der ikke var andet end hyggelig varme og måske – ind i mellem – lugten af en hundeprut.

Han ville i hvert fald væk fra den underlige, lysende kugle. Vitus kartede rundt i rosenbedet, så jord og blade fra rosenbusken stod om ørerne på ham, men endelig lykkedes det at finde fodfæste.

Vitus kom op at stå, men desværre fulgte en lang, bøjelig gren fra rosenbusken med og sad nu som en snor rundt om maven på ham. Så godt nok stod Vitus op, men fri var han stadig ikke.

Det var lige der, at en ny lyd ramte Vitus´ skarpe hundeører.

En lavmælt rumlen. En dyb rumlen, der slet ikke var en rumlen, men en knurren, erkendte Vitus.

Lyden kom ovre fra den store eg, der hvor han, inden alt det her mærkelige noget begyndte, havde stået fredeligt og tisset af for natten.

Vitus drejede hovedet og kiggede over mod egen. Først kunne han ikke se andet end netop det store, gamle egetræ, men så skete der noget.

Det, Vitus havde troet var en skygge, bevægede sig pludselig. Det var en skygge, der kom ud af skyggerne, noget der var sortere end egetræets skygge.

Vitus så et stort, sort hoved, et hoved, der langsomt, langsomt blev drejet i hans retning, og et par øjne blev rettet mod ham.

Men hvilke øjne.

To rødglødende øjne, øjne som gloende kul, lyste op i skyggerne under den gamle eg. Og de øjne var fokuseret på den lille hvide hund i rosenbedet.

Vitus så hvordan de forfærdelige og skræmmende øjne langsomt trak sig sammen til et par glødende sprækker, sådan som øjne kan gøre hvis deres indehaver har ondt i sinde.

Vitus vidste – med alle sine hundeinstinkter – at væsenet derovre ved egen var farligt. Livsfarligt. Og at det havde set ham.

Vitus mente at se en hund, eller noget, der lignede en hund. En stor, sort hund.

En stor, sort hund med rødglødende øjne, der langsomt bevægede sig over mod ham, mens den knurrende på den der lavmælte måde, som enhver hund ved betyder, at lige om lidt så bider jeg – og jeg bider for at bide. For at slå ihjel.

Vitus vidste også, at det var ham, den sorte hund ville bide.

Og den lille, hvide hund havde ingen mulighed for at slippe væk.