OM DOMMERLISTER:

Q: Kan DKK garantere, at de dommere, der er anført på dommerlisten ud for den enkelte race/dato, er dem, der kommer til at dømme?
A: Desværre ikke. Det, vi lige nu kan love, er, at alle racer får en dommer, som er autoriseret til at dømme deres race, samt at vi bestræber os på at lave så få ændringer som muligt. Grundet Covid-19 må det dog påregnes, at der kan blive foretaget dommerændringer.

Q: Kan DKK garantere, at de udenlandske dommere, der er offentliggjort, rent faktisk vil kunne rejse til Danmark for at dømme?
A: De udenlandske dommeres eventuelle deltagelse afhænger bl.a. af deres vaccinationsstatus samt reglerne for returrejse til dommernes respektive lande, så nej det kan vi desværre ikke garantere på nuværende tidspunkt.

Q: Hvornår foreligger den endelige dommerliste?
A: Det kan vi desværre ikke svare på endnu. Det, vi lige nu kan love, er, at alle får en dommer, som er autoriseret til at dømme deres race, men vi bestræber os naturligvis på at lave så få ændringer som muligt. Ændrede rejseregler gør det desværre meget sandsynligt, at de fleste dommerændringer foretages forholdsvis sent i forhold til tilmeldingsfristen.

OM TILMELDING, AFMELDING OG TILBAGEBETALING AF TILMELDINGSGEBYR:

Q: Er det muligt at få det fulde tilmeldingsgebyr retur, hvis man fortryder sin tilmelding?
A: Reglerne i DKK´s udstillingsreglement er gældende, så fortryder du din tilmelding, kan du få det fulde tilmeldingsgebyr retur, hvis du afmelder skriftligt, inden tilmeldingsfristens udløb, som er den 25. maj kl. 08.00.

Q: Hvis DKK må aflyse udstillingen, får man så sit tilmeldingsgebyr refunderet?
A: I tilfælde af aflysning fra DKK’s side, returneres det fulde gebyr naturligvis automatisk. Det kan dog tage op 14 dage efter aflysningen, før gebyret er retur på din konto.

OM ÅRSKONKURRENCER:

Q: Er udstillingerne gældende i forhold til den samlede “point-høst” for årets racevinder?
A: Resultaterne tæller med til konkurrencen om Årets DKK-racevinder.

Q: Er udstillingerne gældende i forhold til den samlede “point-høst” for årets hunde-konkurrencerne?
A: Vi forventer, at udstillingerne tæller med i alle DKK's årskonkurrencer. Men da vi endnu ikke kender de specifikke retningslinjer for større forsamlinger efter den 14. juni, kan vi endnu ikke med 100% sikkerhed garantere, at det bliver muligt at afvikle gruppefinaler og øvrige fælleskonkurrencer (Bedste baby, hvalp, veteran, avl og opdræt) i Store Ring. Derfor kan vi endnu ikke svare på, hvorvidt resultaterne vil tælle med i disse årskonkurrencer.

OM CRUFTS-KVALIFIKATION:

Q: Bliver et af de planlagte shows et Crufts kvalifikationsshow?
A: Bedste han og bedste tæve (BIR/BIM) samt bedste han og bedste tæve med Excellent fra juniorklassen kvalificerer sig på udstillingen søndag den 20. juni 2021 til Crufts 2022 i Birmingham.
Det er dog ikke alle hunderacer, der kan deltage på Crufts, og som udstiller er du selv ansvarlig for at undersøge, om netop din race er anerkendt i England og dermed har mulighed for at opnå adgang til konkurrencen. crufts.org.uk

OM JUNIORHANDLING:

Q: Bliver der mulighed for at tilmelde til juniorhandling?
A: Ja, der er åbent for tilmelding til juniorhandling alle dage, idet vi meget håber på, at disse konkurrencer kan afvikles. I modsat fald vil gebyret naturligvis blive tilbagebetalt.

OM LEDSAGER PÅ UDSTILLING:

Q: Kan kørestolsbrugere eller andre med ledsagerkort medbringe hjælper?
A: Vedr. ledsager, så vil der denne gang være adgang for en ledsager, forudsat at denne kan fremvise gyldigt coronapas.

OM GÆSTEHUNDE:

Q: Er gæstehunde, som ikke bliver udstillet, tilladt og kan man betale for den ved indgangen?
A: Vi ved endnu ikke, om det også vil blive muligt at købe adgangsbillet for hundens tobenede venner.

OM CAMPING:

Q: Er der mulighed for camping i forbindelse med udstillingen?
A: Det forventer vi, men vi kan ikke svare med 100% sikkerhed på dette endnu.

OM FORBEHOLD - EVENTUELLE RESTRIKTIONER:

Q: Skal man forvente, at der bliver pålagt særlige Covid-19-restriktioner i forhold til deltagelse?
A: Fordi vi endnu ikke kender de specifikke retningslinjer pr. 14. juni, skal man som deltager desværre være forberedt på, at der kan komme forskellige restriktioner i forhold til deltagelse. Dette kunne f.eks. være følgende:

  • Adgangsbegrænsning til én person pr. tilmeldt hund.
  • Krav om Coronapas for at deltage og/eller komme ind på området.
  • Ingen adgang for publikum.
  • Krav om, at alle hundeførere bærer mundbind, når hundene udstilles.
  • Opdeling af området, så man ikke må bevæge sig mellem ringene. Udstiller man hunde i forskellige racer, er det en god idé at sikre sig, at en anden person kan udstille hunden, hvis racerne bedømmes i forskellige ringe.
  • Ingen mulighed for camping.
  • Begrænsninger på, hvad man må medbringe på udstillingen. F.eks. gerne en klapstol, et bur og et tæppe, men ingen telte, parasoller og pavilloner.

Eventuelle restriktioner vil fremgå af den deltagerinformation, der fremsendes til deltagerne inden udstillingerne.