MENU

Sammen skaber vi en god hundefest i Vejen

16.06.2021

Selv om covid-19-restriktionerne er lempet på mange områder, er der stadig krav til og restriktioner for afholdelse af større arrangementer, dvs. når der forsamles flere end det gængse forsamlingsloft tillader. Læs her, hvad der gælder på udstillingen i Vejen i den kommende weekend:

Det siges, at når en gammel cirkushest kan lugte savsmuld, vågner den og vil tilbage i manegen – det er sådan vi har det! Vi vejrer om ikke savsmuld så morgenluft, og nu er Vejen-udstillingerne lige om hjørnet - efter en ufrivillig pause på 15 måneder - og vi har KÆMPET for at få enderne til at nå sammen, overholde alle restriktioner og få alting til at gå op i en højere enhed, så vi sammen kan holde en fest og fejre, at coronaen er på retur…

For snart halvandet år siden udtalte DKK´s bestyrelsesformand, Jørgen Hindse, at ”vi skal holde ud lidt endnu” og at ”gensynsglæden bliver stor, når vi endelig får lov at gøre det, vi elsker”. Det sidste kan vi garantere: Vi GLÆDER os til at komme i gang, lave det, vi laver og til at se jer alle igen.

Men – for der er et men: Selv om covid-19-restriktionerne er lempet på mange områder, er der stadig krav til og restriktioner for afholdelse af større arrangementer, dvs. når der forsamles flere end det gængse forsamlingsloft tillader.

DKK har derfor forud for Vejen-udstillingen måttet udarbejde en såkaldt Sundhedsplan til myndighederne bl.a. indeholdende smittebegrænsende tiltag. Den plan skal vi holde os til, og det betyder, at vi desværre ikke kan ændre i de restriktioner og smittebegrænsende tiltag, som er beskrevet i den udsendte deltagerinformation til udstillerne.

Derfor:

  • skal man både som deltager og publikum fremvise et gyldigt coronapas ved indgangen – dette gælder ikke for børn under 15 år.
  • vil der ikke blive ændret i planerne for teltopstilling – al teltopsætning henvises til de dertil indrettede teltzoner, som primært ligger i den skyggefulde del af udstillingsområdet, og som i øvrigt breder sig over et større område end der sædvanligvis er tilgængeligt for teltopslagning på en ”normal” Vejen-udstilling, så der bør være plads nok til alle.
  • er det stadig et krav, at man som udstiller bærer mundbind, når man udstiller i ringene – også selv om man ikke længere skal ude i det omgivende samfund.

Fra DKK´s side håber vi, at udstillerne har forståelse for dette; til gengæld har vores ringpersonale og dommere lovet stor tålmodighed i ringen, hvis der skal ventes på, at en hund bliver hentet i teltzonen, ligesom vi har stor tillid til, at alle gør deres bedste for at overholde retningslinjerne, så vi får mulighed for at gennemføre udstillingen.

Vi vil samtidig opfordre alle til at vise godt kammeratskab, hjælpe hinanden, f.eks. med at holde øje med naboens telt og hunde, så vi alle kommer bedst muligt igennem en weekend, der kan blive både varm og våd men forhåbentlig vellykket!

Vi i DKK-huset har glædet os, ringpersonalet har glædet sig, dommerne har glædet sig – så lad os holde god en hundefest sammen!

Kontakt DKK

Dansk Kennel Klub
Parkvej 1
2680 Solrød Strand
56 18 81 00
post@dkk.dk
CVR 11 88 18 15

Bank

Betalinger til Dansk Kennel Klub
Reg. nr.: 9070 Konto: 1639581302
IBAN-nr: DK3090701639581302
SWIFT-kode: VRAADK21

Min side Presse Eksteriørdommer Dyrlæge Regler og instrukser Blanketter Specialklubber Privatlivspolitik Klubsystemer Få rabat som DKK medlem