MENU

Hund nr. 20.000 i år 2021

20.08.2021

Basset hounden Valde blev hund nr. 20.000 i i DKK i år. Hans opdrætter fandt ud af, at livet som nybegynder ikke er helt så ligetil - heldigvis fandt hun en god mentor og ven og er nu tilmeldt DKK´s opdrætteruddannelse. Læs hendes og Valdes historie her:

Valde er en lækker, blød og rund basset hound på 5 uger. Og fuldstændig ligeglad med, at han har fået et ret sejt registreringsnummer i DKK: Han er nemlig hund nr. 20.000, som er blevet registreret i DKK i år.

Valde er opdrættet af Jane Clausen, og hun fortæller, at livet som førstegangopdrætter har været kæmpe læringsproces med en stejlt stigende indlæringskurve – ind imellem også på den hårde måde:

”Vi ønskede os en godmodig og rolig familiehund, og skønne Haley, som er mor til vores første kuld, er bare den perfekte familiehund for os! Haley er også vores første basset hound, men vi er fuldstændig solgt til racen! Jeg har altid ønsket mig et mindre, men seriøst stueopdræt. Det betyder meget for mig, at det er nogle sunde og stærke - og ikke mindst nogle fornuftige familiehunde, vi sender ud herfra. Og nu skulle det være.”

Men Jane fandt ud af, at det slet ikke er let at være nybegynder: Alene det at finde en passende hanhund var ikke så ligetil. Så hun rakte hånden ud til sit netværk på bl.a. facebook. Og respons – det fik hun. Både positivt og negativt:

”Der kom mange råd og meninger. Men specielt én opdrætter skilte sig ud og tilbød sig som mentor: Lise kendte nemlig Haley - hun ejer hendes morfar og har opdrættet hendes far. Og hvor var jeg taknemmelig for denne håndsrækning!”

Haley endte med at blive endda meget drægtig – med ikke færre end 12 hvalpe. ”De sidste 3-4 dage af drægtigheden tog meget hårdt på Haley. Hun gik i fødsel på en af de varmeste dage i juli måned. Da hun havde født de første to hvalpe, slap kræfterne simpelthen op til sidst, så vi endte i kejsersnit.”

12 store, sunde, velskabte og livsfriske basset hound-hvalpe kom til verden: 8 hanner og 4 tæver.

”De var så mange, og Haley var så medtaget ovenpå drægtighed og fødsel, og det tog tid, før hun fandt sig tilpas i moderrollen. Jeg har ringet til min mentor Lise dag og nat - vi har virkelig delt mange glæder, stolthed, men også bekymringer over dette kuld. Hvor er det dejligt at mærke et sammenhold og villighed til at dele viden og erfaringer opdrætterne imellem - det er guld værd for os nybegyndere at få en håndsrækning. Og håndsrækningen fra Lise har for mig også betydet et dejligt og værdsat venskab.”

I dag er hvalpene 5 uger. Valde er en af de større drenge i kuldet – modig, nysgerrig på livet og nyder at komme på eventyr i haven. Og Jane – hun skal i den kommende weekend deltage i DKK´s opdrætteruddannelse:

”…Så jeg formentligt kan lære meget mere om opdræt og få mit kennelmærke!” håber hun.

Her fra DKK skal der lyde et ”pøj pøj” til Jane, Valde og hans 11 kuldsøskende på deres videre færd i hundeverdenen.

Læs mere om DKK´s opdrætteruddannelse her

Kontakt DKK

Dansk Kennel Klub
Parkvej 1
2680 Solrød Strand
56 18 81 00
post@dkk.dk
CVR 11 88 18 15

Bank

Betalinger til Dansk Kennel Klub
Reg. nr.: 9070 Konto: 1639581302
IBAN-nr: DK3090701639581302
SWIFT-kode: VRAADK21

Min side Presse Eksteriørdommer Dyrlæge Regler og instrukser Blanketter Specialklubber Privatlivspolitik Klubsystemer Få rabat som DKK medlem