Dansk Kennel Klub modtog tidligere på året en henvendelse fra Nordisk Råds Udvalg for Vækst og Udvikling i Norden. Rådet ønskede at styrke indsatsen mod hundesmugling og bad om input til tre konkrete tiltag.
DKK har i samarbejde med Den Danske Dyrlægeforening (DDD) og Dansk Hunderegister (DH) vurderet tiltagene og efterfølgende udarbejdet en række forslag til, hvordan der kan sættes endnu mere fokus på de dyrevelfærdsmæssige problemer ved illegal hundehandel samt nedsætte risikoen for indførsel af zoonoser, dvs. sygdomme, der kan overføres fra dyr til mennesker.

Mange tabere
Der er mange tabere i spillet om den illegale hundehandel. For det første er der de avlshunde, der holdes under kummerlige forhold og ikke bliver betragtet som andet end “produktionsdyr”. For det andet er der de hvalpe, der vokser op uden tilstrækkelig omsorg og socialisering, transporteres over lange afstande uden hensyn til dyrevelfærd og ofte ankommer syge, underernærede og i en alt for ung alder til deres destination. For det tredje er der de købere, der modtager en hvalp med fysiske eller mentale mén, som de måske ender med at måtte aflive. Og for det fjerde er der den potentielle risiko for folkesundheden, for indførsel af sygdomme som f.eks. rabies er reel, når hunde transporteres ukontrolleret over landegrænser. Pt. er Norden og Vesteuropa rabiesfrit og denne status skulle vi gerne beholde.

Den illegale handel er steget
Der er ingen tvivl om, at problemerne er væsentlige, for der er sket en markant stigning i den internationale trafik med hunde. Efterspørgslen på hundehvalpe er enorm, og det har kun gjort den illegale handel endnu mere attraktiv. Både foreninger, dyrlæger, myndigheder og forbrugere bærer et ansvar for at tage hånd om problemerne gennem oplysning, rådgivning, lovgivning og samarbejde på nationalt og internationalt plan.

Konkrete forslag
DKK, Den Danske Dyrlægeforening og Dansk Hunderegister har givet nedenstående input til Nordiske Råd i forhold til konkrete indsatsområder, der kan medvirke til at reducere den illegale import:

  • Gør det obligatorisk i alle lande, at hunde skal ID-mærkes og registreres i en database
  • Gør det obligatorisk i alle lande, at hunde skal registreres (via landeregister) i registret EuroPetNet for at kunne handles på tværs af landegrænser indenfor og ind i EU
  • Støtte udvikling af et elektronisk EU-dyrepas, hvorved det bliver lettere at følge individets bevægelser og historik

  • Støtte arbejdet med mikrochip-verifikation og sikre ISO-standarder for at dæmme op for snyd med mikrochips

  • Indgå i samarbejde med internationale dyrevelfærdsorganisationer, kennelklubber, politi og fødevaremyndigheder om en samlet indsats mod hundesmugling

  • Stille krav om verifikation af sælgere på online-platforme, så sporing er mulig

  • Arbejde for at sikre midler til forskning og oplysning om sygdomme og risici med import af hunde.

Fakta

  • Der handles 7,7 millioner hvalpe årligt i Europa

  • Værdien af handlen vurderes til over 1 milliard euro

  • En hvalpekøber bruger i gennemsnit 20 minutter på research online, inden købet foretages

Kilde: FOUR PAWS International 2018