MENU

Quattro er Årets Politihund

05.12.2020

Exceptionelle tider kræver exceptionelle tiltag: Selv om år 2020 på mange måder har været et anderledes år, og Covid-19-pandemien har spændt ben for mange planer, har Politiets patruljehunde landet over som sædvanlig løst mange vigtige samfundsmæssige opgaver og udført politiarbejde af høj kvalitet. Derfor måtte Dansk Kennel Klub tænke ud af boksen og finde en corona-tilpasset måde at fejre Årets Politihund 2020 på – en måde, der samtidig gjorde det muligt at dele oplevelsen med resten af Danmark.

Hvert år indstiller Rigspolitiet, Politihundetjenesten, en politihund og hundefører til Dansk Kennel Klubs kåring af Årets Politihund; et team, der i årets og/eller årenes løb har udført et ekstraordinært stykke politiarbejde. Alle politikredse har mulighed for at indsende motiverede indstillinger af potentielle modtagere af prisen, og det er Rigspolitiet, Politihundetjenesten, som forestår udvælgelsen. Kvaliteten af danske politihunde er meget høj, og der er derfor hvert år mange kvalificerede kandidater i spil. I år var ingen undtagelse:

Årets Politihund og fører har ikke alene i år leveret ekstraordinært mange gode resultater, men har også på den lange bane leveret politiarbejde af høj kvalitet. Ved valget af Årets Politihund er der desuden lagt vægt på, at hundeføreren er en meget vellidt teamplayer, der er professionel og fagligt dygtig, altid parat til at hjælpe og bidrage med sin viden – og som altid spiller sine kolleger og deres hunde gode.

Alan Syhler, Rigspolitiets Hundetjeneste uddyber:

”At være hundefører i politiet er en ”holdsport”. Det handler om samarbejde, ikke kun med hunden, men også med kollegerne. En god hundefører byder ind, når der er opgaver, som hans/hendes hund vil være bedst til, men spiller også andres hunde ind, når de vurderes at være bedre i den konkrete situation. De krydssøger og kører makkermetoder på opgaver. Vi arbejder for samme mål, og derfor er team-følelsen vigtig. Sådan en hundefører er Årets Politihunds ejer – og så formår han at få det bedste ud af sin hund. Og derfor er det en stor fornøjelse at udnævne netop dette makkerpar til Årets Politihund 2020.”

Årets Politihund 2020 er den erfarne, 9½ år gamle patruljehund, schæferhunden Cutulus Lasko – kaldenavn Quattro. Sammen med sin ejer, politiassistent og hundefører Allan Friis, gør han til daglig tjeneste ved Københavns Vestegns politi.

På grund af COVID-19-situationen var den årlige prisoverrækkelse tilrettelagt, så den kunne ske udendørs og desuden komme som en overraskelse for modtagerne. Sammen med et lille selskab af kolleger og familie overraskede Dansk Kennel Klub derfor hundefører Allan Friis og Quattro den 25. november på Politihundeskolen i Farum, hvor makkerparret troede, at de skulle medvirke i en DKK-film om schæferhunden som brugshund. I stedet mundede optagelserne ud i prisoverrækkelse og hæder til Allan og Quattro.

Politihundenes superliga

Quattro er med sine 9½ år godt på vej mod pensionsalderen, men tilhører fortsat politihundeeliten. Han er godkendt som nedgravningshund, og i november bestod han på ny den årlige mønstring som Gruppe 1-hund.
”Allan er en 360 graders rigtig professionel hundefører”.
Skudsmålet kommer fra politikommissær Alan Syhler, Rigspolitiet, Politihundetjenesten.
For selv om prisen hylder hunden, tilfalder en meget stor del af hæderen Allan, der har været hundefører siden 2004 og fra første dag har trænet Quattro og fremelsket det nære samarbejde, der er grundforudsætningen for at løse politiopgaverne.

”En god hundefører byder ind, når der er opgaver, som hans eller hendes hund vil være bedst til, og spiller andres hunde ind, når de vil være bedre i den konkrete situation. Sådan en hundefører er Allan, og så formår han at få det bedste ud af Quattro,” uddyber Alan Syhler.

I løbet af de sidste seks år er Quattro og Allan trådt til i over 600 opgaver i syv af de danske politikredse, og gang på gang har deres medvirken givet pote. Senest i løbet af 2020, hvor de har bidraget til mange forskellige sager, lige fra påvisning af spor i voldtægts- og drabssager til humanitære eftersøgninger.

Vejrede Storm i sommernatten

Den nok mest omtalte succeshistorie ligger tilbage i juli 2015, hvor den toårige dreng Storm var draget hjemmefra på egen hånd med cykel og rygsæk.

Det udløste en større eftersøgning, blandt andet med deltagelse af 24 politihunde. Én af dem var Quattro. Omkring kl. 02.08 fandt Quattro og Allan frem til den sovende Storm i et skovområde, der lå et godt stykke fra hjemmet. Takket være det omfattende eftersøgningshold og Quattros sporsans slap Storm fra udflugten med lidt rifter og myggestik i ansigtet.

Med hæderen følger sædvanligvis en check på kr. 5.000 fra Dansk Kennel Klub. Beløbet er det samme, men i år, hvor ingenting er, som det plejer, må Allan Friis i stedet for en fin check børste jorden af det pengebundt, som Quattro fandt nedgravet den dag, DKK overraskede ham og Allan Friis med Årets Politihund-prisen.
Vi kan herfra berette, at en del af er allerede gået til indkøb af ”citronmåne” til kollegerne i Quattros ære - for når alt kommer til alt, så er politiarbejde et teamwork, hvor alle arbejder mod samme mål.

Årets Hund-fejringen blev udvidet i Go´morgen Danmarks studier her til morgen, hvor sidste del af DKK ´s overraskelse fandt sted. Her afslørede studieværten nemlig en båndet videohilsen fra den nu 8-årige Storm, der sender en glad tillykke-hilsen til ”sin” politihund og hundefører – Quattro og Allan.

Fakta

Siden 1992 har Dansk Kennel Klub i samarbejde med politiet uddelt prisen som Årets Politihund, som både patruljehunde og narkotikahunde har modtaget. Prisen er indstiftet af Dansk Kennel Klub, mens Rigspolitiets Hundetjeneste står for udvælgelsen blandt de mange velkvalificerede kandidater, som politikredsene indstiller. Normalt finder prisuddelingen sted ved årets sidste store hundeudstilling i Herning, hvilket imidlertid ikke lod sig gøre i år på grund af COVID-19-situationen.

Nysgerrig efter mere?

Dansk Kennel Klub har filmet hele overraskelsen og overrækkelsen af Årets Politihund-prisen til politiassistent og hundefører Allan Friis og Quattro og klippet det sammen til en lidt længere film, der kan ses ved at klikke på dette link eller ved at søge på ”Årets politihund 2020” på Youtube.

Vil du læse mere om den dag, hvor DKK overraskede hundefører Allan Friis med prisen? Så læs med HER

Kontakt DKK

Dansk Kennel Klub
Parkvej 1
2680 Solrød Strand
56 18 81 00
post@dkk.dk
CVR 11 88 18 15

Bank

Betalinger til Dansk Kennel Klub
Reg. nr.: 9070 Konto: 1639581302
IBAN-nr: DK3090701639581302
SWIFT-kode: VRAADK21

Min side Presse Eksteriørdommer Dyrlæge Regler og instrukser Blanketter Specialklubber Privatlivspolitik Klubsystemer Få rabat som DKK medlem