Selv om vi overholder alle regler, inkl. forsamlingsforbud, mener vi i DKK, at det pt. er for risikabelt at afholde forelæsninger for større forsamlinger, som fysisk skal sidde tæt sammen igennem mange timer.

Derfor har vi ansøgt om - og fået godkendelse fra Fødevarestyrelsen til - at vi fremadrettet må afvikle opdrætteruddannelsen og den lovpligtige hundeholderuddannelse som online forløb.

Det betyder, at vi i DKK sætter os for lidt af en "ilddåb", idet det annoncerede opdrætter-kursus, som skal løbe af stablen i weekenden den 31.oktober og 1. november, bliver første gang, DKK afholder opdrætteruddannelsen online.

Det er tanken, at vi vil afholde både opdrætter- og hundeholderuddannelsen på denne måde, indtil pandemien er overstået og det igen er sikkert at mødes fysisk.

Kurset afholdes over Zoom og bliver en blanding af ”live” undervisning og moduler, der er optaget på forhånd.

Det har vi valgt, fordi vi vurderer, at det vil være for meget at skulle sidde og se på en skærm to fulde dage i træk.

De deltagere, der er tilmeldt kurset, har fået direkte besked om ændringen og mulighed for at melde fra og få kursusgebyret refunderet, hvis de ønsker at vente på, at der igen bliver mulighed for at afholde disse kurser fysisk. Af gode grunde ved vi ikke, hvornår det bliver.

Da det er første gang, vi afholder uddannelsen online, skal vi sikre os, at alting fungerer optimalt. Derfor er der på dette kursus ikke mulighed for, at flere kan melde til end de, der allerede er tilmeldt. Dvs. alle pladser er optaget.

Datoer for nye kurser - som erstatning for dem, vi tidligere har måttet aflyse grundet pandemien - følger, når vi har indsamlet erfaringer fra afviklingen af første online-kursus.

Hvis du allerede er tilmeldt opdrætterkurset den 21. - 22. november, vil du få direkte besked fra DKK på email.