MENU

Dansk Kennel Klub udvider ”Hundehuset”

25.05.2020

Solrøds borgmester, Niels Hörup, har i dag, mandag den 25. maj – i samarbejde med golden retrieveren Fiona – taget første spadestik på Dansk Kennel Klubs nye byggeri på Parkvej 1, Solrød Strand.

Dermed er udvidelsen af Dansk Kennel Klubs administrationsbygning officielt skudt i gang. Tilbygningen, som skal rumme 45 nye arbejdspladser, to moderne mødelokaler og tre toiletter, skal særligt huse DKKs samarbejdspartner og hovedsponsor Agria Dyreforsikrings voksende medarbejderstab.

Byggeriet efterkommer et ønske fra forsikringsselskabet Agria, som ud over at være hovedsponsor for Dansk Kennel Klub også ønskede at forlænge deres nuværende aftale om leje af lokaler i DKKs bygninger, men da forsikringsselskabet vokser sig større og større på det danske marked, manglede de plads og rum.

En vision bliver virkelighed

Grundet forsamlingsforbuddet bød bestyrelsesformand for Dansk Kennel Klub, Jørgen Hindse, velkommen til en lille sluttet flok bestående af bl.a. borgmester, bygmester, DKKs forretningsudvalg og Agria og fortalte om arbejdet med byggeriet og visionerne bag:

”Fra Dansk Kennel Klubs side glæder vi os over – specielt i disse pandemi-tider – at kunne tage første spadestik på en ny begyndelse og den udvidelse, vi indgik aftale om med Agria Dyreforsikring omkring årsskiftet. Vi er en gammel forening, fra 1897, og tidligere boede vi til leje i København. Ved den store kommunalreform i 1970, hvor 1078 kommuner blev reduceret til 277 kommuner fik vi mulighed for at købe ejendommen på Parkvej i Solrød. Siden har vi udvidet flere gange – og nu er den gal igen,” fortalte bestyrelsesformand i Dansk Kennel Klub, Jørgen Hindse og tilføjede:

”I Dansk Kennel Klub har vi 38 arbejdspladser – i Agria 19. Inden to år er huset vokset til en størrelse på mellem 70 og 80 arbejdspladser, og det er noget, der må glæde enhver borgmester,” afsluttede DKKs bestyrelsesformand og gav ordet til Solrøds borgmester, Niels Hörup.

Ærefuldt at tage første spadestik

”Når man runder sin 123 års fødselsdag kan man måske tænke, at man er en smule affældig – for Dansk Kennel Klubs vedkommende er det det stik modsatte, der gør sig gældende. I lever op til jeres slogan; Tryghed og garanti”, sagde borgmester Niels Hörup:
”Det, I gør her, har stor betydning både for byen og for danske hundeejere, og det er ganske ærefuldt for mig at tage første spadestik til det, der ikke bare er Solrøds Hundehus – næh, bygningen her er hele Danmarks største hundehus, og den måde I nænsomt bygger på, passer lige ind i Solrød byråds vision om, at byen skal være det bedste sted at leve og bo, sagde borgmesteren, der sammen med golden retrieveren Fiona tog det første spadestik; borgmesteren med den fine sølvspade – Fiona med alle fire poter.
Tilbygningen, der udføres af Egon Olsen og søn A/S, forventes at stå færdigt den 1. februar 2021.

Kontakt DKK

Dansk Kennel Klub
Parkvej 1
2680 Solrød Strand
56 18 81 00
post@dkk.dk
CVR 11 88 18 15

Bank

Betalinger til Dansk Kennel Klub
Reg. nr.: 9070 Konto: 1639581302
IBAN-nr: DK3090701639581302
SWIFT-kode: VRAADK21

Min side Presse Eksteriørdommer Dyrlæge Regler og instrukser Blanketter Specialklubber Privatlivspolitik Klubsystemer Få rabat som DKK medlem