MENU

Køb af hund er en tillidssag

25.04.2018

Medierne beretter løbende om sager om hvalpefabrikker, vanrøgt af hunde og salg af syge hvalpe, og i aften afdækker DR1´s program, Kontant, historien bag Fødevarestyrelsens nyligt indførte Smileyordning på hundeområdet. Men hvordan sikrer man sig mod køb af syge hvalpe og hvalpe opdrættet under kummerlige vilkår?

”Køb af hund er en tillidssag”, siger Lise Lotte Christensen, pressekontakt i Dansk Kennel Klub (DKK).

”Du skal være en kritisk forbruger som både holder hovedet koldt og hjertet varmt. Du skal leve med dit valg af hund i 10-15 år og derfor fortjener både du og hunden, at den ikke impulskøbes og afhentes på en rasteplads, med tvivlsomme oplevelser og papirer i bagagen. Ja, det kommer nok til at tage lidt tid at finde den rigtige hvalp, men det betaler sig”, fastholder Lise Lotte Christensen.

Her får du DKK´s 9 gode råd til hvalpekøb:

Køb hund af en opdrætter i Dansk Kennel Klub

DKK´s opdrættere er engagerede og uddannede, de anvender DKKs købsaftaler og de kan modtage kennelbesøg. Besøg gerne flere opdrættere og brug tid på at finde en opdrætter, som du har tillid til og en god dialog med.

Se tæven og hvalpene i hjemmet

Du skal hjem hos opdrætteren og se både hundemor og hvalpe i det miljø de er vokset op. Tæven skal være tillidsfuld og venlig og hvalpene skal være nysgerrige og frimodige og se trivelige ud.

Det kan være dyrt at købe billigt

Det er tillokkende at købe en rigtig billig hund, men det er et tosset sted at spare penge, det kan nemlig vise sig at blive en dyrt valg. Virkeligheden er jo, at det koster kr. 6000-8000,- årligt at have hund (med forsikringer, dyrlægebesøg, vaccinationer, udstyr, træning og foder mv.), så anskaffelsesprisen er forsvindende lille.

Hunderacer er meget forskellige

En DKK stambogsført racehund, giver dig større sikkerhed for at du får en hund af den race og type, som du forventer. Altså at den både ser ud og opfører sig som og ser ud, som den race du er faldet for og som passer til netop jer. Hvis der mod forventning viser sig at være noget galt med DKK hvalpen, så har du adgang til juridisk hjælp i DKK.

Sundhedsattest og ID-mærkning

Der bør altid være en nyere sundhedsattest på en hund du køber. Hunden skal også være lovpligtigt ID mærket med en mikrochip og dette nummer skal være påført sundhedsattesten, ligesom hunden skal være tilmeldt Dansk Hunderesgister.

Pas på bondefangeri

Køb aldrig hund af en person, som du ikke kan finde på offentlige vejvisere f.eks. KRAK. Du skal være sikker på, hvor du skal henvende dig, hvis der efterfølgende viser sig at være noget galt med hvalpen.

Pas på illegalt importerede hvalpe

Hvis hvalpen er lovligt importeret, skal den have et EU-pas fra det land, den kommer fra (altså ikke et pas udstedt i Danmark). Den skal være ID-mærket med en elektronisk chip, og ID-nummeret skal passe med nummeret i passet. Du bør insistere på at få det tjekket hos en dyrlæge, inden I handler.

Køb aldrig hvalp af medlidenhed

Du skal ikke redde hvalpen ved at købe den. Det belønner desværre bare opdrætteren og giver dem mod på at lave flere hvalpe. Hvis du har en dårlig mavefornemmelse i forhold til hundenes trivsel eller en opdrætters adfærd, så kontakt Dyreværnsorganisationer eller DKK (hvis det er en DKK opdrætter), så vores kennelkontakter kan tage fat i sagen.

Er du i tvivl

Så gå hjem og tænk efter. Søg råd, evt. hos DKK, og overvej situationen endnu en gang. Du skal kunne leve godt sammen med hunden i 10-15 år.

Læs mere på www.købhund.dk og www.dkk.dk

Du kan se mere om Smileyordningen og hvalpekøb på DR 1 i programmet Kontant i onsdag den 25. april kl. 21.00.

Kontakt DKK

Dansk Kennel Klub
Parkvej 1
2680 Solrød Strand
56 18 81 00
post@dkk.dk
CVR 11 88 18 15

Bank

Betalinger til Dansk Kennel Klub
Reg. nr.: 9070 Konto: 1639581302
IBAN-nr: DK3090701639581302
SWIFT-kode: VRAADK21

Min side Presse Eksteriørdommer Dyrlæge Regler og instrukser Blanketter Specialklubber Privatlivspolitik Klubsystemer Få rabat som DKK medlem