VAND: 

Det kan ikke siges nok, for din hund skal have adgang til store mængder vand for at komme af med varmen. Sæt frisk vand mange steder i både hus, bil, have og hundegård. I et forsøg på at nedkøle sig vil mange hunde ”lege” med vandet, og derfor skal der opsættes store stabile skåle/spande/kar. Tag også vand i rigelige mængder med på tur – både til at drikke og til at hælde over hunden, hvis den bliver for varm. 

EKSTRA VAND: 

Du kan lokke ekstra vand i hunden (særligt hvalpe og gamle hunde) ved at komme vand på hundens foder eller tilføre dåsefoder med lidt vand. 

DEHYDRERING: 

Dehydrering kan forekomme, hvis hundens temperatur er steget, fordi den har opholdt sig et for varmt sted eller ikke har adgang til nok vand. Den bliver sløv, apatisk, får kvalme og kan/vil ikke selv drikke, eller den har diarre, kaster op og mister meget væske den vej. Hunden kan dø af dehydrering. Tilbyd straks hunden vand, lok den evt. til at drikke ved at opslæmme f.eks. leverpostej i vandet, og søg dyrlæge, hvis du mistænker dehydrering. 

GENSKAB VÆSKEBALANCE: 

Afkølet (ikke køleskabskoldt) frisk vand kan suppleres med elektrolytpulver, som findes i håndkøb hos dyrlægen eller. Det vil genoprette får hundens elektrolyt- og væskebalance, hvis den er dehydreret, f.eks. efter diarré eller opkast. 

HEDESLAG: 

Hedeslag opstår på grund af overophedning. Overophedning kan typisk skyldes varme omgivelser eller fysisk anstrengelse i varmt vejr. En hund, der er på vej til at få hedeslag, kan virke forvirret eller svimmel. Hvis hunden ikke bliver behandlet, kan den besvime, gå i kramper og i værste fald dø. Søg straks skygge, og afkøl hunden ved at bruse den over med vand. Husk at vandet ikke må være iskoldt – det får hudens blodkar til at trække sig sammen og gør det sværere at komme af med varmen. Vand med en temperatur på 15 – 20 grader er bedst, og afkølingen virker hurtigst på de områder, hvor der ikke er for meget pels, f.eks. i lysken. Man kan også vride håndklæder dyppet i køligt vand og lægge dem over hunden. Søg dyrlægerådgivning, hvis du mistænker hedeslag, da der kan være risiko for udvikling af chok.

SKYGGE og VENTILATION: 

Sørg for skygge alle steder, hvor hunden opholder sig, særligt hundegårde kan blive ekstremt varme. Sæt solsejl eller parasol op, så hunden kan finde skygge. Åbn vinduer, træk gardiner for og skab skygge og ventilation, hvor det er muligt. 

AFKØLING: 

Fyld ½ liters plastflasker med vand og læg dem i fryser. Læg de kolde flasker i en stor sok og brug dem som køleelementer i hvalpekasse eller hundekurven. Fugt håndklæder med vand og læg dem i fryser. Tilbyd hunden et køligt sted at ligge. OBS! Hunden/hvalpen skal kunne til- og fravælge at være i nærheden af køleelementet.    

KØLIGE SNACKS: 

Hjemmelavet hundeis. Bland tørfoder op med to kopper vand og vent til det er helt opblødt. Mos rundt og kom indholdet i en plastkop. Du kan alternativt bruge vådfoder eller råt kød alt efter hvad din hund bedst kan lide. Sæt evt. en gulerod eller en tyggepind i. Læg i fryser i et par timer og voila: et stk. hjemmelavet hundeis. 

MOTION: 

Undlad at motionere hunden, mens solen er fremme. Gå ture tidlig morgen og sen aften i stedet. 

FODERMÆNGDE: 

Hvis hunden bevæger sig mindre, kan det være en idé at nedsætte hundens fodermængde i en periode.

BEGRÆNS LEG: 

Mange hunde kan ikke selv sige stop, når der er bold, leg eller særligt børn involveret – det må DU gøre. Lad ikke børn lege med hunden, når det er varmest.     

BLÅGRØN-ALGER: 

Flere steder – søer og strande - er der nu konstateret giftige blågrønalger i vandet. Er hunden urolig, ryster den, kaster op og slingrer efter en tur til stranden eller søen, så kan det være tegn på algeforgiftning. Kontakt dyrlæge med det samme, hvis du har mistanke om algeforgiftning. 

SALTVANDS-FORGIFTNING: 

Hvis hunden indtager store mængder saltvand, kan den få en slags saltforgiftning. Medbring derfor fersk vand til strandturen og begræns svømning. Søg dyrlæge, hvis du mistænker saltforgiftning. 

HUDBETÆNDELSE: 

Kombination af varme og fugt er desværre grobund for mange bakterier og svampe. Tjek derfor hundens pels og ører dagligt for at tage evt. hudbetændelse og øreinfektioner i opløbet.   

VARM BIL: 

Lad være! Medmindre du har aircondition eller kører om natten med vinduerne nede, så undlad at tage hunden med på unødvendige ture. Bilen bliver ufatteligt varm, og hunden overopheder på ingen tid. 

VARM ASFALT: 

Tænk også på at asfalten bliver vanvittigt varm i øjeblikket. Hunden kan både få forbrændinger på poterne og overophede via den varme asfalt. Husk på 5-sekundersreglen: Du skal selv – ubesværet - kunne holde hånden på asfalten i mindst 5 sekunder, ellers er den for varm for hunden at gå på. Prøv det!  

VARMT VAND I VANDSLANGEN: 

Hvis vandslagen ligger ude i solen, så bliver vandet i den nærmest kogende varmt. Lad derfor det varme vand løbe ud, FØR du bruger den til at nedkøle din hund. 

SOLSKOLDNING: 

Særligt hunde med lys pels og hud kan blive skoldede og har brug for beskyttelse fra solens UV-stråler. Solskoldning på dyr viser sig på samme måde som os mennesker – huden bliver rød og svier. Mange dyr forsøger at lindre smerten ved at slikke sig, hvilket kan føre til i hudbetændelse. 

BIER og HVEPSE: 

Et enkelt bid eller stik fra bier og hvepse er som regel ufarligt, men hvis hunden er hvalp, gammel eller svækket eller bliver stukket i mund / svælg, bliver stukket af flere hvepse eller hæver op og bliver utilpas, så søg straks dyrlæge rådgivning. Mange hvepse holder til ved kød og mad som også hunden finder interessant – vær derfor på vagt.