Pas på de overstimulerede og udmattede hunde

Her sætter DKK´s adfærdskonsulent, Lise Lotte Christensen, fokus på at hjælpe hunde, der ikke er vant til at have hele familien hjemme døgnet rundt.

Corona-situationen har vendt op og ned på vores dagligdag og vores rutiner. Det påvirker både børn, voksne og vores kæledyr. De fleste familiehunde kan være trætte efter en travl weekend sammen med familien, og nu har vi i ugevis været i corona-lockdown, og det er ikke ubetinget godt for alle hunde.

Se her, hvilke tegn på stress, du skal være opmærksom på, og hvordan vi kan hjælpe hundene:

Tegn på at hunden er overstimuleret og stresset

  • Hunden trækker sig eller følger efter en person i familien
  • virker rastløs
  • lægger ørene ned
  • trækker vejret hurtigt (uden at det er varmt)
  • savler
  • flakkende blik
  • blinker meget med øjnene
  • store øjne
  • drikker mere vand
  • spiser mindre
  • har halen mellem benene
  • knurrer
  • piber eller gør

Dette kan du gøre for at hjælpe din hund:

  1. Sørg for at der er balance i hundens dag – dvs. motion og gåture, kontakt med familien, men også fred og ro og tid til at hvile uforstyrret flere gange om dagen.
  2. Hvis der er børn og meget uro omkring hunden, så lav et ”helle” til hunden et rart sted i huset. Brug evt. en babylåge, som rumopdeler, så hunden kan se familien, men ikke bliver forstyrret hele tiden.
  3. Hold hundens ”alene-hjemme-træning” ved lige. Gå fra hunden nogle minutter eller ½ time hver dag, så den husker på, at den også er tryg ved at være i sit eget selskab.
  4. Særligt hvalpe og gamle hunde, skal have ro og pauser fra den travle familie.
  5. Søg hjælp, hvis hundens stress ikke mindskes.

God træning. Vi skal passe på hinanden - og på hundene.