Her kan du læse mere om coronavirus hos både hund og menneske

- Vil du vide mere om >
- COVID-19 >
- Covid-19 og hund
Covid-19 og hund

Hvad er Coronavirus
Corona er en familie af virus, der kan være årsag til milde forkølelser, men også til alvorlige infektioner i luftvejene. Siden december 2019 har der været et udbrud af en ny type Coronavirus, der ikke tidligere er set hos mennesker, kaldet Corona Virus Disease 2019 (COVID19). De smittede har haft symptomer på lungebetændelse; feber, tør hoste og besværet vejrtrækning. Der har dog også været påvist Coronavirus hos personer, der kun udviste milde øvre luftvejssymptomer.
Corona hos hund
Som før nævnt er Corona en overordnet virusgruppe. Covid-19 er en undertype med sin helt egen opbygning. Indenfor dyreverdenen findes mange typer af coronavirus, som er helt ufarlige for mennesker. Katte kan f.eks få diarré af Coronavirus, men denne type kan ikke smitte til mennesker - og den forårsager ej heller influenzalignende symptomer.
I Hong Kong rapporterede myndighederne den 28. februar at en hund, hvis ejer var smittet med Coronavirus, var blevet testet positiv på prøver fra mund- og næsehule. Hunden viste ingen symptomer på sygdom, men den blev fjernet fra husstanden og testet igen den 2. marts. Her viste den stadig en svagt positiv reaktion, men kun fra næsesvaberprøven. De kinesiske myndigheder angiver, at selv om hunden evt. kan have optaget nogle viruspartikler i sig, er der på nuværende tidspunkt ikke noget, der tyder på, at virus kan udvikles og blive opformeret i hunde på en måde, så smitten kan gives videre.
Bl.a. på den baggrund, konkluderer Den Danske Dyrlægeforening på sin hjemmeside, at der ikke er evidens for, at hunde kan blive smittet med Coronavirus og udvikle sygdommen COVID-19, eller at de kan fungere som kilde til infektioner hos mennesker.
Hunden som smittebærer
Ret beset er der ingen, der kan sige noget med 100% sikkerhed, da virus er ny, men hvis en syg person nyser eller hoster på hunden, kan den få virus på sig.
Hvis en anden person derefter rører ved hunden, får virus på hænderne og efterfølgende rører sig selv i øjne, næse eller mund, kan smitten godt overføres – rent mekanisk. Men på denne måde er hunde ikke en større smittekilde end et dørhåndtag eller en stopknap i en bus.
Om virus vil være i stand til at overleve længere tid i savl m.m., fordi det ikke tørrer ud, kan DKK´s dyrlæge,Helle Friis Proschowsky, pt. ikke sige noget kvalificeret om:
"Jeg tror – men det er kun tro – at det vil være usandsynligt, at virus kan overføres via flere genstande, hunde, dummier osv., og stadig være i stand til at udløse en infektion."
Dette er hvad der står om smitte på coronasmitte.dk:
Virus smitter fra person til person via dråber. Dråber spreder sig i luften ved hoste eller nys i en afstand på 1-2 meter, hvorefter de hurtigt falder til jorden. Virus bliver således ikke hængende i luften. Virus kan ikke smitte gennem huden, fx på hænder, og smitter kun gennem slimhinder, typisk i næse, mund og øjne.Typisk bliver man smittet ved, at man er tæt på en person, som udskiller dråber, fx ved knus, hoste eller nys, og at dråberne lander på ens slimhinder i næse, øjne eller mund, eller ved at man rører ved overflader med virus på, og derefter selv rører sig selv i næse, øjne eller mund.Man ved endnu ikke med sikkerhed, om smittede kan smitte andre, før de har symptomer. Den viden vi har viser, at det er personer med symptomer, som er årsag til i hvert fald langt størstedelen af de nye tilfælde.
Ny teori om smittespredning
Forskere undersøger, om gadehunde kan have medvirket til at gøre coronavirus smittefarligt for mennesker.
Kan hunde smitte mennesker med COVID-19? Indtil nu har svaret på dette spørgsmål været et rungende nej, men nu peger et nyt studie på, at hunde måske kan have været den mellemvært, hvori virus fra flagermus har udviklet og ændret sig i en sådan grad, at det blev i stand til at smitte mennesker.
Immunsystem og virus tilpasser sig hinanden
Menneskers og dyrs immunsystemer har flere måder at bekæmpe virus på. Når arvematerialet i en viruspartikel ændrer sig som følge af mutationer, bliver virus bl.a. bedre til at ”snyde” immunsystemet og derved undgå at blive fjernet. Ved at studere de forandringer, der sker i virus over tid, er det i nogle tilfælde muligt at få et indblik i den proces, der har ført til, at virus kan krydse ”artsbarrierer” og f.eks. gå fra dyr til mennesker. Det er netop det, molekylærbiologen Xuhua Xia fra University of Ottawa, Canada, har gjort i et nyt studie.
Mellemværtens rolle
Oprindeligt mistænkte man flagermus for at være kilden til den nuværende pandemi. Men det er næppe hele forklaringen, for flagermusens coronavirus findes i så små mængder i flagermus, at de er nødt til at blive 'forstærket' i en anden vært, før de kan overføres til mennesker. Sådan var det også i forbindelse med udbruddet af SARS i 2002/2003, hvor desmerkatten blev identificeret som den sandsynlige mellemvært. I det nuværende udbrud af COVID-19 har flere forskere peget på det kinesiske skældyr som mellemvært. Der er dog nogle mangler i denne teori, for coronavirus hos skældyr er kun 90 procent identisk med de humane virusstammer. Forskere har nu regnet på virussens mutationshastighed og fundet ud af, at man skal helt tilbage til 1882 for at finde den nærmeste slægtning til COVID-19 hos skældyret, hvilket er alt for længe siden til, at dyret skulle kunne smitte mennesker i dag. Det skriver SVT.
Xuhuas teori
Molekylærbiologen Xuhua Xia har bl.a. gennemtrawlet en masse databaser over genetiske sekvenser på coronavirus og sammenholdt det med viden om især én af de metoder, immunsystemet har til at bekæmpe virus. Det hedder ZAP (zinc finger antiviral protein), som genkender en helt specifik sekvens i coronavirussens arvemateriale kaldet CpG. Jo flere områder med CpG-sekvenser, der findes i et virus, jo nemmere er det for ZAP at finde virus og uskadeliggøre det. Mutationer, der fjerner eller ændrer CpG-sekvenserne, vil derfor gøre det nemmere for virus at skjule sig. Sekventeringen af SARS-COV-2 (det virus, der er årsag til sygdommen COVID-19 hos mennesker) har afsløret en helt ekstrem lav forekomst af CpG. Det eneste andet coronavirus med lige så lav forekomst, er en type, der findes specifikt i hundes tarm. Ifølge Xuhua Xia kan dette være et tegn på, at SARS-COV-2 har tilpasset sig til at leve i hundens tarmkanal. Og det kan igen tyde på, at hunden er den mellemvært, der muliggjorde, at virus fra flagermus kunne udvikle sig til at smitte mennesker.
Gadehunde
Visse steder i Kina spiser man flagermus, og teorien er, at nogle gadehunde kan have spist flagermuserester, som har været inficeret med virus.
- Hundenes tarme kan herefter have fungeret som en slags ”træningslejr” for virussen. Hunde har for vane at slikke sig selv bagi og lugte til andre hundes bagdel. De kan derved få virussen fra tarmen ind gennem luftvejene, og så kan de slikke tamhunde eller andre kæledyr, der så igen slikker mennesker i ansigtet, siger Björn Olsen, professor i infektionssygdomme ved Uppsala Universitet, til SVT.
Endnu kun en teori
Det skal understreges, at det endnu kun er en teori baseret på sammenligninger af virussets opbygning og hundens immunsystem. Næste step må være at udtage afføringsprøver fra gadehundene i Wuhan for at bevise, om de virkelig er bærere af virusset. Indtil der foreligger ny viden, ændres der heller ikke på de nuværende anbefalinger i forhold til risikoen for smitte:
Du bør begrænse kontakten med kæledyr og andre dyr, hvis du er bekræftet syg med COVID-19, ligesom du vil gøre i forhold til mennesker. Selvom der ikke er rapporteret om kæledyr eller andre dyr, der er syge med COVID-19, anbefales det stadig, at mennesker, der er syge med COVID-19, begrænser kontakten med dyr, indtil der er mere information på området. Hvis det er muligt, skal du lade et andet medlem af din husstand passe dine dyr, mens du er syg. Hvis du er syg af COVID-19, skal du undgå direkte kontakt med dit kæledyr, herunder klap, kram og at blive ”kysset”.
Læs den svenske artikel, der ligger til grund for ovennævnte oplysninger HER
Læs mere om selve studiet HER
Covid-19 og dyrlægebesøg
Landets tandlægeklinikker holder i øjeblikket lukket for alle patienter, der ikke har akutte, behandlingskrævende tandproblemer. Men hvad med dyrlægebesøg? Det er jo de færreste hunde, der går til dyrlægen uden at have en ejer i den anden ene af snoren…
Myndighederne har ikke indført begrænsninger for dyrlægebesøg, men DKK vil gerne opfordre alle til at tage hensyn og overveje risikoen for smitte.
Hunde, der er akut syge, skal naturligvis have mulighed for at blive undersøgt og behandlet hos en dyrlæge. Men overvej det en ekstra gang, hvis du for længe siden har booket tid til et besøg, der ikke er akut. Måske kan det udsættes eller klares over telefon eller via et videoopkald. Ring til dyrlægen og aftal, hvad der er bedst.
Der er forskel på de forholdsregler, de enkelte dyrlægepraksis har indført. Nogle har allerede indført stop for ikke-akutte behandlinger. Tjek klinikkens hjemmeside eller ring på forhånd, så du er sikker på, hvordan et besøg kommer til at foregå.
- Her er nogle af de tiltag, du kan blive mødt af:
- At kun én person kan komme med hunden ind til dyrlægen
- Begrænsninger på antallet af personer i venteværelset
- Krav om, at hunden skal overleveres ved indgangen – altså at du slet ikke får lov at komme med ind
- Krav om at klinikken bruger sin egen snor til hunden
- Krav om at du venter udenfor/i bilen, imens dyret behandles. Eventuelt med telefonisk kontakt undervejs i forløbet
- Udelukkende betaling med mobilepay – for at undgå berøring med kontanter og maskiner.
Vi skal passe på vores firbenede – men vi skal også passe godt på hinanden. Bliv hjemme, hvis du kan.
Opdateret den 24. 03. 2020
Rejse med hund
Når verden er farlig, søger man mod det hjemlige og trygge. Vi har i DKK fået flere henvendelser fra medlemmer, der overvejer at aflyse sommerferien med hund.
DKK anbefaler derfor, at du læser Udenrigsministeriets rejsevejledninger, som opdateres løbende. Dog gør vi opmærksom på, at Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser til flere lande og områder, se her: Udenrigsministeriet
Import af hund
Den Danske Dyrlægeforening konkluderer på sin hjemmeside, at der ikke er evidens for, at hunde kan blive smittet med Coronavirus og udvikle sygdommen COVID-19, eller at de kan fungere som kilde til infektioner hos mennesker. Derfor er der intet til hinder for, at du kan importere en hund fra udlandet. Dog vil vi henlede din opmærksomhed på de ovennævnte rejseregler og områder, der frarådes rejse til samt egentlige karantæneområder.
Cookie kontrol
Denne side bruger cookies for at forbedre din oplevelse af siden og vurdere bruges af de enkelte elementer på siden.
Accept Cookies Læs mereKontakt DKK
Dansk Kennel Klub
Parkvej 1
2680 Solrød Strand
56 18 81 00
post@dkk.dk
CVR 11 88 18 15
Betalinger til Dansk Kennel Klub
Reg. nr.: 5035 Konto: 0001361253
IBAN-nr: DK 45 50350001361253
SWIFT-kode: JYBADKKK