For hundeejere  |   For opdrættere  |   Køb hund  |   Stambog  |   Aktiviteter  |   Udstillinger  |   Uddannelse  |   Om DKK  |  

 

 

Skyd ikke hunden!

 

  

Tusindvis af hunde hvert år bliver enten aflivet eller overdraget til andre på grund af problemer, der relaterer til hundens adfærd - altså hundens måde at opføre sig på. Andre hunde mistrives i hjemmet, fordi de er misforståede eller fejlhåndterede.

 

Samtidig viser undersøgelser, at mange af ejerne ikke har søgt hjælp, før de skrider til aflivning.

 

Det er baggrunden for, at DKK – med støtte fra Fødevareministeriets dyrevelfærdspulje – har valgt at producere 10 korte videofilm, til gratis brug på internettet.

 

Heldigvis ved vi, at langt de fleste hunde-problemstillinger kan forebygges, og hvis skaden er sket, kan de også løses – men det kræver at du som hundeejer tager ansvar for situationen.

 

 

 

 

HER KAN DU SE EN KORT INTRODUKTION til de 9 film i serien "Skyd ikke hunden", som alle har til hensigt at hjælpe hundeejere med at forebygge og løse en række almindeligt forekommende hundeproblemer.

 

 

 

Forstå din hund

 

"Forstå din hund" hedder den første af Dansk Kennel Klubs ni korte film. Den giver dig lidt indsigt i hundens naturlige adfærd og behov. Når du ved noget om, hvorfor hunden reagerer som den gør, forøger du chancen for, at du og din hund får en god tilværelse sammen.

 

Mange hundeproblemer kan føres tilbage til, at ejeren simpelthen ikke ved nok om hunden. Det kan være viden om hundens naturlige adfærd, hundens behov, det kan også være skæv kommunikation mellem hund og ejer – at ejeren simpelthen misforstår hunden.

 

Det gode hundeliv – hvad er det? Der er nærmest ingen grænser for, hvad vi forventer og forlanger af vores hund – men hvad kan hunden egentlig forlange af os? Som minimum skal vi kende og forstå hunden som art, dække dens basale behov – og gør vi det, kan vi også forebygge en lang række adfærdsproblemer.

 

 

 

HER KAN DU SE DEN FØRSTE FILM i serien: Forstå din hund.

 

 

Sådan lærer hunden

 

Her får du en lille film som forklarer, hvordan hunden lærer, og hvordan du kan træne med din hund. For hunden lærer hele tiden – også når du ikke træner med den eller er opmærksom på den – og det overrasker mange.

 

Er I flere i familien, er det vigtigt at I tager nogle fælles beslutninger om, hvad hunden må og ikke må – ellers bliver hunden meget forvirret, og har svært ved at lære. Det er sådan set lige meget, om I beslutter, at hunden må ligge i sofaen eller ej – bare I er enige - det giver hunden tryghed.

 

Se med her og lær mere om, hvordan din hund lærer:

 

 

FILM NUMMER TO - Sådan lærer hunden

 

 

Sådan aktiverer du hunden

 

 

I mange tusind år har mennesket holdt hund som brugsdyr. De har hjulpet os som bl.a. hyrdehunde, vagthunde, slædehunde og jagthunde.

 

Men i dag er vi ikke længere – på samme måde – afhængige af dyrene som brugshunde, og de fleste af os holder hunde som familiehunde.

 

Det betyder så til gengæld, at mange hunde i dag er arbejdsløse, og det kan godt give anledning til problemer.

 

Se med her og få  inspiration til, hvordan du kan aktivere og motionere din hund:

 

 


 

FILM NUMMER TRE: Sådan aktiverer du hunden

 

 

Hundeejerens værktøjskasse 

 

Mange familier lever med, at hunden har nogle – for os – dårlige vaner; At ligge i møblerne, gø i haven, grave huller i græsplænen eller stjæle mad fra bordet – listen kan være lang…
Det kan være, at det lykkes at ignorere det i en tid, men på sigt vil det helt sikkert genere ejeren så meget, at det skaber en dårlig stemning mellem hund og ejer.

 

Vi kan derfor miste lysten til at træne med hunden og tage den med på tur - det skaber i det hele taget en negativ spiral, og det er der ingen af parterne, der kan være tjent med. Det kan både give hunden et dårligt hundeliv, og kan i yderste konsekvens betyde, at hunden bliver omplaceret eller aflivet.

 

Desværre er vi hundeejere ret gode til at tage god opførsel for givet – men ofte handler hundeproblemer om, at hunden slet ikke har lært, hvad ejeren ønsker af den.

 

Husk på, at hunden ikke er født med en fornemmelse for, hvordan den skal opføre sig i vores menneskeverden. Den ved slet ikke, hvad den må og ikke må, så det må vi mennesker lære den. Og det er faktisk ikke så svært.

 

Derfor vil vi gerne introducere dig for det, vi kalder ”Hundeejeren værktøjskasse”. Den film, vi i dag vil vise dig, indeholder en række ”værktøjer” og forskellige teknikker, som du kan bruge i træning og håndtering og løsning af hundeadfærdsproblemer.

 

 

 

FILM NUMMER FIRE: Hundeejeren værktøjskasse

 


Når hunden er bange for mennesker eller hunde 



Tillid til andre dyr og til mennesker, det er ikke medfødt, det er noget, der skal læres, mens hunden er hvalp, og så skal det følges op i hvalpens første leveår.


Vi ved, at hvalpen er mest modtagelig for tilvænning til fremmede mennesker og dyr – det vi kalder socialisering – fra den er 3 – 16 uger gammel.


I denne periode er det meget vigtigt at den dagligt har positive oplevelser med både børn, voksne og andre hunde for at den i sit voksenliv kan optræde tillidsfuldt overfor mennesker og hunde.


Her får du en lille film, der viser, hvordan du forebygger, at din hund bliver bange for mennesker og hunde - og viser hvordan du kan hjælpe hunden, hvis uheldet er ude og den bliver bange.



 


Når hunden er bange for ting eller lyde

 

Det er helt naturligt at reagere lidt usikkert overfor noget ukendt. Hvis man aldrig frygtede noget, ville man sikkert hurtigt kunne komme galt af sted. Omvendt ville man heller ikke overleve længe, hvis man frygtede alting.

 

Her får du endnu en film i serien ”Skyd ikke hunden” - en film som viser, hvordan du forebygger, at din hund bliver bange for ting og høje lyde. Og som viser, hvordan du kan hjælpe hunden, hvis uheldet er ude og hunden bliver bange.

Se mere herunder:


 

FILM NR. SEKS - Når hunden er bange for ting og lyde

 

 

Når hunden ikke kan være alene hjemme

 

Hunde er flokdyr, og det er unaturligt for dem at være alene i længere tid. Men virkeligheden for mange hunde er, at det skal de være - så det er op til os at lære dem hvordan.

Her får du derfor en lille film, der viser, hvordan du forebygger, at hunden får alene-hjemme-problemer, og hvordan du afhjælper problemet, hvis det er opstået.

Se med her og se film nr. syv i serien – ”Når hunden ikke kan være alene hjemme”:

 

 

FILM NR. SYV - Sådan lærer hunden

 

 

 

Når hunden er aggressiv

 

 

Alt for mange hunde hvert år bliver aflivet, fordi de har snappet eller bidt. Det kan være nogen i familien, det kan være fremmede eller det kan være andre hunde.

 

Og det er rigtigt trist, specielt fordi mange af de situationer sikkert kunne have været undgået, hvis vi vidste mere om hundens adfærd.

Men det er også trist, fordi det ofte er allersidste udvej for hunden at bide, og langt de fleste hunde har det rigtig skidt med at gøre det.

 

Se med her, hvor vi giver dig en film, der viser, hvorfor hunde nogle gange udviser aggressiv adfærd. Og som forklarer, hvordan du forebygger, at hunden udviser aggressiv adfærd, og hvordan du håndterer det, hvis det sker.

 

 

 

 

FILM NR. 8 - Når hunden er agressiv

 

 

Når hunden gør

 

 

Hunde-gøen er, selvfølgelig sammen med de efterladte hundelorte, noget af det, der er absolut mest generende for en hundeejers omgivelser. Men det kan du faktisk også gøre noget ved!

 

Først må vi forstå formået med hunde-gøen: Gøen, hylen og andre hundelyde er en af måderne, hunden kommunikerer på.

 

Der er mange grunde til, at hunden gør. Denne sidste film i serien giver indsigt i, hvorfor hunde gør, og hvad du kan gøre for at afhjælpe din hunds gøen.

 

 


 


 

 

 

 

Sådan blev filmene lavet:

  


 

 

 

Opmærksomme læsere vil huske, at vi i HUNDENs aprilnummer på DKK-siderne skrev, at man skulle holde øje med en ”hunde-efterlysning” på Hundenyt her på www.dkk.dk.

 

Her søgte vi medvirkende til de mange optagelser, som ligger til grund for de færdige film.

 

”Vi skulle anvende hunde, som kunne illustrere alle mulige forskellige situationer: være utryg/bange, udvise aggression etc.”, fortæller DKK’s adfærdskonsulent, Lise Lotte Christensen, som er den gennemgående figur i de 10 film. Og det er ikke helt nemt, for hunde kan sagtens reagere anderledes, når de er ”på udebane”.

 

Det er jo heller ikke lige hver gang, at scenen ”sidder lige i skabet” ved første optagelse, og så er det ikke sikkert, at man kan fremkalde samme reaktion hos hunden i næste forsag.

 

Samtidig skal det hele jo gennemføres på en måde, så man f.eks. ikke skader en hund, der i forvejen er ængsteligt anlagt. Så må man nogle gange eksperimentere, fortæller Lise Lotte, og f.eks. forsøge at tage en scene med anvendelse af en helt anden hund, end den, vi egentlig havde indkaldt til formålet.

 

 

 

 

Og så er der lige det med vejret. Når der er hyret et filmhold, som typisk består af 5-6 personer til 5 bestemte optagedage, så er det noget af en planlægningsmæssig udfordring, når den ene af dagene drukner i regn.

 

Ligesom der vil altid være nogle optagelser, som stort set ikke kan konstrueres. Her har vi hentet hjælp hos gode hundefolk, som selv har foretaget optagelser i deres ”hverdagshundeliv”.

 

 

 

 

I alt har mellem 40 og 50 hundeejere bidraget til filmene og har dermed lagt tid og engagement i projektet. En stor tak skal lyde til alle jer.

 

Når man er færdig med optagelserne, ligger der ca. 10 gange så mange optagelser, som man skal bruge i de færdige film. Det er derfor, man anvender et såkaldt klaptræ, hvor der f.eks. står: scene 9, optagelse 4, så man kan holde nogenlunde styr på de mange optagelser, når man skal til at klippe filmene.

 

 

 

Men man er stadig ikke færdig. Der skal indtales speak, der skal styr på farverne, der skal tilpasses musik, der skal laves grafik/tekst. Så alt i alt er der mange, mange arbejdstimer, når de 2- og 4-benede medvirkende havde fået fri. 

 

 

I de kommende dage vil DKK her på siden og på vores Facebook-side hver dag linke til en ny af de 10 film - ligesom det er her, vi vil løfte sløret for, hvornår det bliver muligt at købe hele filmsamlingen på DVD i vores shop her på DKK´s hjemmeside.









Her bor DKK:


Dansk Kennel Klub
Parkvej 1
2680 Solrød Strand
56 18 81 00 (Omstilling)
56 18 81 55 (informationen)


© Dansk Kennel Klub 2016 | Annoncering på web | Cookies- og privatlivspolitik