For hundeejere  |   For opdrættere  |   Køb hund  |   Stambog  |   Aktiviteter  |   Udstillinger  |   Uddannelse  |   Om DKK  |  

                                                                                                                                                       

Bortløbne og fundne hunde

 


Hvis du har fundet en bortløben hund

 


DKK får ofte spørgsmål fra folk, som har optaget en bortløben hund og er i tvivl om, hvad de skal foretage sig.

 

Hvis hunden har halsbånd og hundetegn med et telefonnummer, så kontakter du ejeren direkte. Hvis den er uden hundetegn, så læs videre.

 

Alle hunde født efter 1. jan. 1993 skal være ID-mærkede – enten med en tatovering i højre øre eller med en tatovering i højre lyske eller med en elektronisk chip, som er anbragt under huden på venstre side af halsen (usynlig). Hundene skal også være registreret i Dansk Hunderegister med oplysning om, hvem der ejer hunden, så man kan få bragt hund og ejer sammen så hurtigt som muligt.

 

Start med at se, om du kan se et tatoveringsnummer i øret på hunden og skriv det ned. Kontakt nærmeste politi (husk altid at bede om at få det fulde navn på den politimedarbejder, du har talt med og noter navnet ned) og aftal, om du afleverer hunden på politistationen, eller om politiet kommer og henter hunden – evt. for efterfølgende at anbringe den i en hundepension eller om du kan beholde den hos dig.

 

 

Vær opmærksom på, at politiet har pligt til at tage sig af bortløbne hunde. Vi hører ind imellem, at folk er blevet opfordret til blot at slippe hunden løs igen med besked om, at ”Den finder nok hjem af sig selv.” Dét er helt uacceptabelt. Dels er det farligt i trafikken, dels skal ingen hundeejer risikere at miste et familiemedlem på den måde.

Spørg politiet, hvor hunden bliver anbragt og hvordan de vil sikre sig, at den bliver scannet med en elektronisk scanner, så man kan aflæse om den evt. har et chipnummer. Det er nemlig politiets opgave at sikre, at det sker. Det er også politiets opgave at kontakte Dansk Hunderegister (telefon 70 277 477 eller www.hunderegister.dk) (politi, Falck og dyrlæger har online adgang til Dansk Hunderegisters database døgnet rundt) og finde frem til ejeren.

 

Hvis du gerne vil kunne følge op på sagen, skal du sikre dig, at politiet har dit navn og telefonnummer.
Bed den vagthavende betjent, som tager imod hunden eller tager imod din telefonbesked om, at du opbevarer hunden hos dig, om at læse højt for dig, hvad han/hun har noteret om sagen. Dette anbefaler vi for at du kan sikre dig, at diverse oplysninger overhovedet er noteret korrekt ned, hvilket desværre synes at ”smutte” alt for ofte.

 

Sæt evt. et opslag op på nærmeste tankstation eller i nærmeste supermarked, så evt. lokale, der kunne tænkes at kende hunden, kan henvende sig til politiet og hjælpe med oplysninger, hvis hunden ikke skulle være korrekt ID-mærket.

 

Du kan fremlyse hunden via DKK's hjemmeside og Facebookside. Send oplysninger til post@dkk.dk (Skriv efterlysning eller fremlysning i emnefeltet) og husk, at de sociale medier er ganske effektive i disse sager.

 


Hvis din hund er løbet hjemmefra

 

Kontakt med det samme politiet både i din egen politikreds og i nabopolitikredsene. Når du har talt med vagthavende, så bed ham/hende læse op, hvad der er noteret om sagen.

 

Vi har desværre erfaret, at politiet ikke har et enkelt system til at orientere hinanden på tværs af politikredsene, og en bortløben hund kan nå vidt omkring, hvis den f.eks. er blevet forskrækket.

Insister på at få oplyst, hvor politiet rent fysisk anbringer optagne hunde, så du selv kan kontakte stedet og høre, om de har fået indbragt din hund.

Sæt opslag op på tankstationer, ved trafikpladser og i indkøbscentre/butikker.

 

Du kan også fremlyse din hund via DKK's hjemmeside og Facebookside. Send oplysninger til post@dkk.dk (Skriv efterlysning eller fremlysning i emnefeltet) og husk, at de sociale medier er ganske effektive i disse sager.

 

Læs mere på Dansk Hunderegisters hjemmeside www.hunderegister.dk.

 

Husk at give besked de samme steder (samt fjerne opslag m.v.), når du ved, hvad der er sket med hunden.


 









Her bor DKK:


Dansk Kennel Klub
Parkvej 1
2680 Solrød Strand
56 18 81 00 (Omstilling)
56 18 81 55 (informationen)

Betalinger til Dansk Kennel Klub:
Reg. nr.: 5035 Konto: 0001361253
IBAN-nr.: DK 45 50350001361253 SWIFT-kode: JYBADKKK


© Dansk Kennel Klub 2017 | Annoncering på web | Cookies- og privatlivspolitik