For hundeejere  |   For opdrættere  |   Køb hund  |   Stambog  |   Aktiviteter  |   Udstillinger  |   Uddannelse  |   Om DKK  |  



11. august 2009

Hjælp! Jeg kan ikke beholde hunden
- Gode råd i forbindelse med omplacering af hund

Af Lise Lotte Christensen, adfærdskonsulent i Dansk Kennel Klub

Når man har anskaffet sig en hund, er det forhåbentlig, fordi man er glad for hunden og mener, at man har tid og overskud til at have hund. Man forventer at have hunden i mange år - ja, hele dens liv. De fleste hunde ender - mætte af dage - da også livet hos deres første ejer, men ikke dem alle. Hvert år omplaceres tusindvis af hunde til nye hjem - nogle med større succes end andre.

De heldige hunde omplaceres med omhu og omtanke, og falder hurtigt til i et nyt, godt og blivende hjem. En "happy ending" for alle involverede. Andre hunde er mindre heldige. De omplaceres impulsivt, uden omtanke, eller med manglefulde eller usande oplysninger om eksempelvis deres adfærd og sundhed. For nogle af disse hunde er det starten på et turbulent liv, hvor de måske omplaceres adskillige gange eller aflives. Det er nemlig heller ikke alle hunde, der er egnet til omplacering.

Ærlighed og omtanke
Du skylder hunden at være ærlig og omplacere den med omtanke. Nogle hundeejere kan ikke overskue denne proces og kører derfor til dyrlægen for at få hunden aflivet. I nogle tilfælde, kan det være det rigtige at gøre - men bestemt ikke i alle!

Rigtig mange hunde kan omplaceres med succes, blot man gør sig umage med at finde et hjem der passer til netop den hund.

Dansk Kennel Klub giver her nogle gode råd om hvilke overvejelser, man skal gøre sig for at give hunden de bedste chancer for at få et nyt, godt og blivende hjem. Listen er også god at støtte sig til, hvis man overvejer at tage imod en omplaceringshund.

Hvorfor skal hunden omplaceres?
Når du skal finde et nyt hjem til hunden, så skal du huske på, at du har loyal oplysningspligt. Med det menes, at du ærligt og redeligt skal oplyse ALT, der er relevant at vide omkring hundens baggrund, helbred, adfærd og lignende - både godt og skidt! Det er muligt, at den nye familie ikke anser det, du tænker på som ?ikke godt? som et problem, men du skal altså oplyse om alt relevant, også det der ikke er rart.

Hvis omplaceringen skyldes personlige årsager som eksempelvis skilsmisse, flytning eller allergi i familien, så fortæl det. Hvis du har valgt en race, der har større behov for motion og træning end det, du kan tilbyde, så fortæl det. Mange mennesker falder for en hund på grund af dens udseende, men kendskab til racens mentalitet og behov er vigtigere end udseendet. Aktive, krævende og udfordrende hunderacer kan være umulige at leve med for nogle mennesker - og en drøm for andre. Oplys så meget du ved om racen og individets specielle behov og særpræg, og hjælp dermed andre til ikke at begå samme fejltagelse, som du evt. har begået.

Er der problemer med hunden?
Hvis hunden har sundhedsmæssige problemer (allergi, gigt, hjerteproblemer, ørebetændelse eller lign), skal du naturligvis oplyse om dette.
Hvis hunden skal have et nyt hjem på grund af problemer, der relaterer til hundens adfærd, er det vigtigt at fortælle ærligt om dette! En hel del mennesker er villige til at yde en ekstra indsats for en omplaceringshund med et kendt problem, men familien skal have mulighed for at træffe et informeret valg!

I den forbindelse er det vigtigt at minde om, at det, nogle hundeejere opfatter som "adfærdsproblemer", rent faktisk er helt almindelig hundeadfærd, der blot ikke passer ind i deres dagligdag (eks. at gø, løbe efter, bære på ting osv.) eller adfærd, der relativt let kan håndteres ved at hunden aktiveres og trænes hensigtsmæssigt. Rigtig mange hunde omplaceres på grund af ejerens fejlhåndtering. Mange af disse "problemhunde" er derfor egentlig ikke "problemhunde", men derimod hunde, der kan få et godt hundeliv og være til glæde, hvis de blot kommer i "de rigtige hænder".

Alvorlige problemer
Hvis hunden har alvorligere problemer såsom angst og/eller aggression, så vær meget varsom med at sende sådan en hund ? og dermed også sådan et problem - videre. At være bange og/eller aggressiv påvirker hundens livskvalitet negativt og kan være meget svært for en ny ejer at håndtere.
Hvis hunden som udgangspunkt er sød og omgængelig, men har bidt en enkelt gang (markering/blåt mærke), så oplys loyalt om dette. Det er vigtigt, at den nye ejer er villig til at tage hånd om problemet ? primært af hensyn til omverdenen, men også af hensyn til hundens trivsel.

Aggressivitet og bid
Hvis hunden har bidt børn/voksne, hunde og/eller andre dyr, eller hvis hunden er voldsom og truende i sin adfærd eller laver direkte udfald mod mennesker og dyr, så skal du seriøst overveje, om det overhovedet er forsvarligt at omplacere hunden. Nogle problemer er så alvorlige (angst, aggressivitet), at det simpelthen ikke er forsvarligt at sende hunden videre til en ny ejer. Hvis du er i tvivl, så tal med en dyrlæge, som har erfaring med adfærdsbehandling af hunde, inden du træffer din beslutning. At lade hunden sove fredeligt ind, kan være den rigtige afslutning. (Dyrlæger der har særlig interesse i adfærdsbehandling af hunde, kan findes via www.dskve.dk)

Succes eller ej
Hundens alder kan have indflydelse på, hvor nemt/svært den er at omplacere. Yngre hunde (under 4-6 år) er typisk lettere at finde nye hjem til.
Andre faktorer, der kan være af betydning:
Er hunden venlig og omgængelig overfor fremmede børn og voksne?
Er hunden venlig og omgængelig overfor fremmede hunde og andre dyr?
Er hunden trænet? (Kender hunden sit navn? Kan den gå i line? Kan den "sit" og "dæk"?)
Er hunden vant til at være alene hjemme nogle timer?

Her kan du hente hjælp, når du skal finde et nyt hjem til hunden:

Racehunde med Dansk Kennel Klub-stambog:
Kontakt opdrætteren
Hvis du har tillid til den person, du oprindelig købte hunden af, så tag kontakt til denne. Ofte er opdrætteren interesseret i at kende til hundens "skæbne". En del opdrættere betinger sig det ligefrem i salgskontrakten. Nogle opdrættere vil tilbyde at tage/købe hunden tilbage for et symbolsk beløb eller på en eller anden måde deltage i omplacering/formidling af hunden. Nogle tilbyder at huse hunden, hvis man står i en akut situation. Opdrætteren er dog ikke forpligtiget til at hjælpe.

Kontakt racens specialklub
Nogle af Dansk Kennel Klubs race-specialklubber tilbyder at hjælpe med at formidle såvel unge, voksne og "senior"-hunde. Bemærk! Det forudsættes naturligvis, at hunden har en DKK-stamtavle. Nogle specialklubber annoncerer "omplaceringshunde" på deres hjemmeside, andre kan give oplysninger om hunde via deres hvalpe-anvisere.
Oplysninger om DKK?s specialklubber findes på www.dansk-kennel-klub.dk

Blandingshunde eller racehunde uden stambog:
Venner og familie
Hvis man blandt familie, venner eller kolleger, kan komme i kontakt med nogen, der gerne vil overtage hunden, er det selvfølgelig også en mulighed. Husk også her at oplyse ærligt om hunden og dens baggrund.

Formidling gennem Dyrenes Beskyttelses internater:
Mange hunde bliver omplaceret via Dyrenes Beskyttelses internater. Her bliver alle hunde efterset, vaccineret og chipmærket af en dyrlæge før omplacering. Du kan læse mere om DB?s internater på www.dyrenes-beskyttelse.dk

Andre internater
Flere forskellige internater landet over tilbyder også at omplacere hunde.
Blandt disse bør nedenstående fremhæves:
Dansk Dyreværn Århus - www.ddaa.dk
Dyreværnet - www.dyrevaernet.dk

Opslag i butikker m.v.
Andre omplaceringsmuligheder er via opslag i lokale butikker, annoncering i lokale/landsdækkende aviser eller annoncer via Internettet på diverse hjemmesider.

Advarsel!
Vær meget påpasselig, hvis du omplacerer din hund til privatpersoner eller "formidlere", som du ikke kender. Private "hundeformidlere" / hundehandlere benytter bl.a. avis- og Internetannoncer til at finde frem til hunde, de kan afhente / opkøbe med henblik på videresalg! De fleste hundehandlere er økonomisk motiveret og mindre interesserede i dyrenes velfærd. Aftal aldrig salg af en hund over telefonen eller Internettet, men insistér på at møde folk personligt. Hvis du er i tvivl, så lad tvivlen komme din hund til gode og afvis personen.

Ansvar, tålmodighed og omhu
Vær tålmodig og omhyggelig, når du overvejer at omplacere din hund. Er du i tvivl om din hund er egnet til omplacering, så spørg din dyrlæge til råds. Hvis din hund er egnet til omplacering, så gør dig umage, den fortjener et godt og blivende hjem!

DKK/LLC 10.08.2009

Flere information om anskaffelse af hund

Overvejer du at få hund?

Se filmen ?Skal du have hund?? gratis på Dansk Kennel Klubs hjemmeside:
http://www.dansk-kennel-klub.dk/999  

Køb filmen ?Skal du have hund?? for kr. 50,- inkl. Forsendelse:
http://www.dansk-kennel-klub.dk/shop  

Tilmeld dig DKKs ?Før du køber hund? kursus
http://www.dansk-kennel-klub.dk/1000/172  

Vær ordentlig klædt på til køb af hund ? undgå faldgruber og impulskøb!
http://www.dansk-kennel-klub.dk/439  









Her bor DKK:


Dansk Kennel Klub
Parkvej 1
2680 Solrød Strand
56 18 81 00 (Omstilling)
56 18 81 55 (informationen)

Betalinger til Dansk Kennel Klub:
Reg. nr.: 5035 Konto: 0001361253
IBAN-nr.: DK 45 50350001361253 SWIFT-kode: JYBADKKK


© Dansk Kennel Klub 2017 | Annoncering på web | Cookies- og privatlivspolitik