Når man f.eks. benytter en udenlandsk hanhund til en parring, vil han blive registreret i DKKs system med sin egen og sine slægtninges HD status. Den udenlandske hanhund vil herefter få beregnet et HD indeks, og hans statusoplysninger vil bidrage til beregningen af afkommets indeks. Han indgår altså på lige fod med danske hunde, men det, at han er udenlandsk, bliver registreret og indgår som en faktor i modellen. Det vil herefter være muligt at korrigere indekset, hvis det viser sig at HD status fra udlandet ikke giver det forventede resultat hos afkommet.
Man kan i princippet få registreret så mange udenlandske slægtninge, som man har lyst til mod betaling. Hvis man eksempelvis importerer en voksen hanhund til landet, som allerede har afkom i det land han kommer fra, kan disse hvalpe og deres HD status blive registreret i Danmark og vil herefter indgå i hanhundens indeksberegning.
Muligheden for at få registreret resultater fra udenlandske hunde medfører en risiko for, at det kun er de gode resultater, der kommer ind i DKKs system, og dermed kan nogle hundens indeks blive kunstigt forhøjet.
Derfor opfordrer DKK alle til at bidrage med at gøre indekset så retvisende som muligt. Inddrager man statusoplysninger fra udenlandske afkom skal de – så vidt muligt – alle med!