CMS123.com
Send til en ven   Print   Sitemap                 
Om DKKOm hundeKøb hundFor opdrættereAktiviteterUddannelse/kurserUdstillinger Del siden |

Om hunde i/fra udlandet 

Hvert år kommer der hunde fra udlandet til Danmark. Nogle kommer, fordi enkeltpersoner hjembringer en konkret hund, som de har knyttet sig til på et feriemål. Andre kommer, fordi organisationer påtager sig at gå ind i arbejdet med at redde hunde fra dårlige hundeliv og kummerlige tilværelser ved at formidle adoption. Atter andre er importeret legalt eller – desværre ofte illegalt – af mennesker, der øjner en mulighed for at tjene nogle nemme penge.

Baggrundene for hundenes eventuelle tilstedeværelse i Danmark er altså meget forskellig. Vi ved fra dyrlæger og etologer (personer med viden om dyrs adfærd), at hvalpe og unghunde, der er vokset op uden god kontakt til mennesker, ofte har/får adfærdsforstyrrelser.

Derfor skal man tænke sig rigtig godt om, inden man binder an med en hund fra udlandet. Nogle af de organisationer, som står bag adoptionsordninger/formidling, ledes af mennesker, der ud fra et rent dyrevelfærdsmæssigt er indstillet på at gøre deres bedste uden at få en krone for det. De gør sig typisk umage med at undersøge, om hundene overhovedet egner til bortadoption.

I den anden ende af spektret finder man små, sølle – ofte alt for unge – hvalpe, som folk betaler for i dyre domme, og hvor drivkraften hos formidleren absolut ikke har været dyrevelfærd, men personlig indtjening. Og imellem disse yderpunkter findes der så forskellige formidlere, hvor det er endog meget svært at gennemskue, hvad der er drivkraften.

Der er også hunde i udlandet, som ikke har nogen som helst mulighed for at komme til Danmark, og som udsættes for så forfærdelige skæbner, at man næsten ikke kan holde ud at tænke på det.

Og endelig skal vi ikke glemme, at der i Danmark hvert år aflives mellem 12 og 15.000 raske hunde, fordi deres mennesker ikke kan eller vil beholde dem!

 



På ovenstående – ganske komplicerede – baggrund har DKKs bestyrelse haft en principiel drøftelse af DKKs engagement i forskellige dyreværnsmæssige problemstillinger på hundeområdet i ind- og udland.

Problemet består i, at hunde - verden over - behandles med alt fra ligegyldighed og uforstand til de mest utrolige former for mishandling. Det ligger ikke inden for DKKs vedtægtsmæssige eller ressourcemsæssige rammer at fungere som generel dyreværns-organisation. Omvendt skal DKK efter sin formålsparagraf "fremme velfærden for hunde som familiedyr og brugsdyr".

Bestyrelsen har foretaget den generelle prioritering, at DKK fortsætter den offensive indsats på hunde-dyreværnsområdet her i landet, som vi har ydet gennem de seneste år (politianmeldelse af mishandlinger og overgreb, bidrag til lovgivningm.v.)

Når det drejer sig om udlandet, så prioriterer vi aktiviteter, der kan bidrage til at stoppe/forhindre mishandling af hunde (f.eks. levende hunde som hajmadding, pelsning af levende hunde, fysisk mishandling af brugte jagtmynder), hvor DKK yder en temmelig betydelig indsats med pres på ambassader, udenlandsk presse, dannelse af netværk m.v.

Når det drejer sig om kummerlige livsvilkår, som millioner af hunde jo desværre lider under jorden rundt, så må vi henvise til, at man gør sin indflydelse gældende gennem dyre-værnsorganisationer i de pågældende lande - eller gennem internationale dyreværnsorganisationer, hvis der ikke findes nationale organisationer i det pågældende land.

Det er DKKs opfattelse, at det er mere perspektivrigt og fremadrettet at forsøge at bidrage til at ændre den lokale holdning til hunde og andre dyr end at forsøge at redde enkeltindivider, selv om vi sagtens kan forstå de mennesker, der konkret vælger at yde en indsats for at hjælpe, når de har stået over for en hund, der har haft brug for hjælp. 

 

Dansk Kennel Klub  |  Parkvej 1  |  2680 Solrød Strand  |  T: 56188100  |  F: 56188191  |  E-mail: post@dkk.dk