CMS123.com
Send til en ven   Print   Sitemap                 
Om DKKOm hundeKøb hundFor opdrættereAktiviteterUddannelse/kurserUdstillinger Del siden |

Om dyreværn og dyrevelfærd 

Den første forudsætning for dyrevelfærd i forhold til hunde er, at hunden er sund og rask – både fysisk og mentalt.

Derfor skal DKKs opdrættere bestræbe sig på at avle sunde hunde – også selv om dét evt. betyder, at man må undlade at bruge en meget talentfuld eller smuk hund i avlen, hvis den f.eks. har allergi eller har haft en diskusprolaps.

Dommere og opdrættere skal være opmærksomme på, at ingen hunde bør blive ekstreme i deres udseende (for korte snuder, for hængende øjenlåg, for store hoveder o.lign.).

Hunden skal til enhver tid være funktionsduelig. Den skal kunne løbe og springe, kunne tåle almindeligt alderssvarende foder, den skal kunne parre sig naturligt og føde hvalpe naturligt.
Den skal kunne være tryg ved at være alene hjemme i et rimeligt tidsrum, køre i bil/tog, møde fremmede osv.

Den fysisk og mentalt sunde hund skal derefter have nogle fysiske rammer og et aktivitetsniveau, som passer til den pågældende hund.

Det er ikke nogen tilværelse for en hund at tilbringe sit liv i en hundegård – for slet ikke at tale om et bur – og kun komme med på jagt eller udstilling 5-10 gange om året – heller ikke selv om den evt. kommer ud og bliver luftet eller børstet 3 gange 10 minutter om dagen.

Opbevaring 10 timer pr. dag i et bryggers, mens familien er på arbejde suppleret med en kort tur i haven er heller ikke godt nok.

Hunde har behov for at være sammen med deres flok (familien/ejeren) og for at møde andre hunde; ligesom de har behov for at røre sig og bruge deres formidable lugtesans.

Disse krav bør både opdrættere og almindelige hundeejere erindre sig, når de skal vurdere, om de har kapacitet til en hund (til).

Hunden har også behov for, at ejeren passer den godt. Dvs. sørger for, at den altid har adgang til frisk vand, at den får et passende foder (pas på overvægt), at den er velpasset mht. pels, negleklipning og tænder, at man er opmærksom på evt. sygdomstegn, så man kan komme til dyrlægen, som også kan rådgive om vaccinationer og anden forebyggelse.

Når hunden bliver gammel og/eller alvorligt syg har vi påtaget et stort ansvar for, at vi ikke lader den lide unødigt. Vores fokus skal være på, hvordan hundens livskvalitet er – ikke på, at vi er ulykkelige over at skulle sige farvel til den.

I takt med, at videnskaben og teknikken muliggør flere og flere ting i behandlingen af både hunde og mennesker, bliver den opgave med at fastholde fokus på hundens livskvalitet vigtigere og vigtigere. Det kan være vanskeligt i den konkrete situation, og det kan være en god idé at nedskrive sine egne holdninger på et tidspunkt, hvor spørgsmålet endnu ikke er aktuelt. Så har man dem at støtte sig til, hvis man senere skulle stå i en svær valgsituation.

DKK ser ikke noget formål i flest mulige hunde, men flest mulige hunde avlet efter disse politikker.

Omgangen med hunden skal basere sig på respekt for et andet levende væsen.

Træningsmetoder skal baseres på motivation, lyst og viden om hundens naturlige adfærd. Enhver form for vold i omgangen med hunde er uacceptabel.

Langt de fleste hunde i Danmark bliver behandlet ordentligt, men i forbindelse med egentlige dyreværnssager, finder DKK de udmålte straffe urimeligt lave. (De kan læses i den årlige beretning fra det Veterinære Sundhedsråd under Fødevareministeriet). DKK har stillet forslag til Justitsministeren om en skærpelse af straffene i dyreværnssager. Foreløbig synes ministeren at mene, at lovgivningens nuværende straframmer er tilstrækkelige, men måske ikke udnyttes godt nok.

DKK kontaktes jævnligt af personer, som har forsøgt at engagere politiet i sager, hvor hundehold foregår på en uacceptabel måde, eller hvor de pågældende har optaget en fremmed, bortløben hund. I disse situationer har de oplevet, at de er blevet afvist af politiet. DKK ved godt, at politiet har mange opgaver, og at det bestemt ikke er alle politifolk, som forsøger at afvise hundesager. Men DKK opfordrer politiet til at tage henvendelser om hunde alvorligt. Ofte kan problemerne – f.eks. om en bortløben hund – løses hurtigt og nemt, så hundene (via aflæsning af deres ID-nummer, tatovering eller elektronisk chip) kan blive bragt i forbindelse med deres ejer via Dansk Hunderegister.

 

Dansk Kennel Klub  |  Parkvej 1  |  2680 Solrød Strand  |  T: 56188100  |  F: 56188191  |  E-mail: post@dkk.dk