Priser og information om kollektive, private øjenundersøgelser findes på hjemmesiden for DSVO - Dansk Selskab for Veterinær Ophthalmologi - Hjemmesiden er p.t. ude af drift og der ligger derfor filer forneden på siden med øjendyrlæger samt kollektive øjenundersøgelser.
For danskejede hunde anerkender DKK undersøgelsesresultater fra alle dyrlæger i Den Danske Dyrlægeforenings øjenpanel.
Desuden anerkendes resultater fra udenlandske dyrlæger på den betingelse, at der anvendes den officielle ECVO attest, samt at dyrlægen figurerer på ECVO’s liste og p.t. også attester fra SKK (som ikke benytter ECVO attester).
For udenlandsk ejede hunde anerkender DKK ligeledes undersøgelsesresultater angivet på den officielle EVCO attest af en godkendt ECVO øjendyrlæge.
For udenlandsk ejede hunde har DKK i enkeltstående tilfælde mulighed for at registrere resultater fra andre udenlandske attester end ECVO-attesten. Dette kræver dog, at hundeejeren inden den påtænkte parring skriftligt ansøger DKKs registreringsafdeling om en godkendelse af den aktuelle attest. Bemærk en eventuel oversættelse af øjenattesten udgør et gebyr på kr. 250,- Pengene kan overføres til DKKs konto i Jyske Bank, reg.nr. 5035 konto 1361253, mærket "Sundhed". Sagsbehandlingstiden herfor må forventes at være ca. 2 uger.
Se oversigten over alle dyrlæger i Den Danske Dyrlægeforenings øjenpanel på filen forneden.
For information om ECVO-godkendte dyrlæger i andre lande, kan man kontakte ECVO.
Fra USA anerkendes alle attester fra CANINE EYE REGISTRATION FOUNDATION, som altid udfyldes af godkendte diplomates i USA.
Fra Sverige og Finland anerkendes øjenresultater, der vil kunne registreres i henholdsvis SKK og FKK.
Bemærk: Resultater fra Sverige, Finland og USA i medfør af ovenstående vil kun blive registreret i det omfang den pågældende race har en avlsrestriktion.
Dette skyldes, at disse lande ikke anvender ECVO-attesten, og dermed vil en øjenundersøgelse foretaget i disse lande ikke nødvendigvis omfatte alle de samme sygdomme/punkter, som det er standarden på ECVO-attesten. Det vil derfor give et forkert indtryk, hvis DKK oplyser, at en given hund undersøgt på disse vilkår er FRI for de samme sygdomme, som der normalt dækkes på ECVO-attesten. For ikke at skabe tvivl, vil der derfor kun kunne registreres data for de præcist definerede sygdomme, som indgår i racernes avlsrestriktioner.
Herudover har enkelte racer (pudel og papillon/phalene) mulighed for at få hunde undersøgt med en speciel metode, ERG-undersøgelse, hos Kristina Narfström i Sverige og hos Ellen Bjerkås i Norge. Endelig skal welsh corgi cardigan undersøges ved DNA-test.
Du kan som hundeejer altid bestille en øjenundersøgelse hos den enkelte dyrlæge som en almindelig konsultation.
Herudover arrangeres der hvert år kollektive øjenundersøgelser, dvs. bestemte dage, hvor hundene undersøges til nedsat pris. Øjendyrlægerne arrangerer sådanne kollektive øjenundersøgelser.
Øjendyrlægerne afholder kollektive øjenundersøgelser fordelt over hele landet. Seneste oversigt over undersøgelserne i filen forneden på siden.
Se racernes avlsrestriktioner under "Avl/Opdræt".