Indavl – Nu kan du selv finde indavlsgraden for din hund på www.hundeweb.dk!
Det er også muligt at beregne en indavlsgrad for et fiktivt kuld inden parring.
Mange hundeejere og opdrættere snakker om, hvor stor en indavlsgrad en given hund har, og om dette er et "problem".
Du skal altså ikke i gang med store matematiske udregninger eller formler, da disse ligger indbygget i et program, der på sikker måde beregner alle tal for dig. Det er derfor en let tilgængelig mulighed for at få sat tal på den formodning, som man som opdrætter eller hundeejer måtte have om indavl hos den enkelte hund eller racen som helhed.
Nu er en af de vigtigste nyskabelser i DKKs IT-system taget i brug. Det er nu muligt at se indavlskoefficienten på en parring, som man planlægger.
Man går ind på "hundeweb". Herefter vælger man "DKK hundedatabasen". Her indtaster man registreringsnummeret på den tæve, man skal have parret. Herefter fremkommer tævens stamtavle med et felt, hvor der står "fiktiv parring". Når du trykker på det, kan du indtatse registreringsnumemret på den hanhund, du har tænkt at benytte. Så viser systemet dig en fiktiv stamtavle incl. indavlskoefficienten. Du kan også benytte dette link: http://www.hundeweb.dk/dkkhw/hw/openPage/hundeweb/index.html.
Det nye redskab er en væsentlig landvinding i forhold til DKKs sundhedsarbejde og vil betyde en stor lettelse for de opdrættere, som hidtil har været henvist til besværlige udregningsmetoder. Med det nye redskab i hånden bliver det meget nemmere at tage hensyn til hele racens tarv, samtidig med at man planlægger sit ønskekuld.
Som bekendt bør forældredyrene til et kuld ikke være for nært beslægtet, og det tilrådes derfor, at man ikke benytter en avlspartner, som resulterer i en indavlskoefficient, som er større end 6,25 (svarende til en fætter-kusine parring).
Hvis den hanhund, som man planlægger at anvende, endnu ikke findes i DKKs database, gør man følgende:
Det er muligt at få en hund oprettet i DKKs system. Man skal indsende kopi af hundens stamtavle samt indbetale et oprettelsesgebyr. Dette oprettelsesgebyr omfatter også hundens sundhedsstatus på de områder, som DKK registrerer.
Priser; Se prislisten her.
Grundbegreber
Indavl / Linieavl
Begrebet indavl defineres som:
"avl mellem individer, der er tættere beslægtet end racens gennemsnit".
Dvs. at i nogle racer vil parring af to hunde med fælles oldeforældre være indavl - i andre ikke.
Definitionen på Linieavl er: "Parring af dyr på en sådan måde, at afkommet bliver stærkt beslægtet med en bestemt fælles ane".
Ofte drejer det sig om en hanhund, men der kan også drives linieavl på tæver. Det er vigtigt at understrege, at linieavl også er indavl - og derfor medfører de samme ulemper som beskrives under indavl.
Graden af slægtskab mellem forskellige individer angives som regel i procent. Tallet siger noget om sandsynligheden for at genfinde et gen fra forfædrene hos afkommet. F.eks. får afkommet altid 50% af generne fra sin far, og 50 % fra sin mor. Sandsynligheden for at genfinde et gen fra en af forældrene hos afkommet, og dermed slægtskabet, er derfor 50 %.
1. Eksempler på graden af slægtskab mellem familiemedlemmer.
Slægtskabet (i procent) mellem en hund og dens:
Bedsteforældre 25 %
Forældre 50 %
Helsøskende 50 %
Halvsøskende 25 %
Fætter/kusine 12,5 %
Graden af slægtskab bruges til beregning af indavlsgraden. Beregningen vil ikke blive gennemgået her, da det hurtigt bliver temmelig kompliceret.
Man kan vælge at opstille retningslinier for, hvor høj grad af indavl man vil acceptere indenfor en given race. Som hovedregel bør man ikke parre tættere end fætter/kusine (indavlsgrad på 6,25%).
2. Eksempler på indavlsgrader ved forskellige parringer.
Parring af en given hund med en slægtning som anført nedenfor giver en indavlsgrad hos afkommet på (%)
Bedsteforældre 12,5 %
Tante/Onkel 12,5 %
Forældre 25 %
Helsøskende. 25 %.
Halvsøskende 12,5 %
Fætter/Kusine. 6,25 %
Argumentet for at bruge indavl er ofte, at man ønsker at stabilisere bestemte egenskaber i racen.
Ved en parring mellem beslægtede individer har opdrætteren nemlig ofte større mulighed for at forudsige udfaldet. Dette er en følge af at antallet af forskellige gener reduceres – dvs. en del af den genetiske variation går tabt.
Når man parrer nært beslægtede individer, stiger sandsynligheden nemlig for at afkommet modtager det samme gen fra både sin far og sin mor.
Alle individer indeholder et vist antal defekte gener, der kan videregive uheldige egenskaber, f.eks. sygdom. Defektgener er ofte recessive, dvs. de bliver først synlige, når et individ får dem i dobbelt dosis -- altså et fra faderen og et fra moderen. Hvis faderen og moderen er i familie med hinanden, er sandsynligheden for at de bærer samme defektgener større.
lndavl skaber ikke defektgener, det bringer dem bare frem i lyset, hvis de allerede er skjult tilstede i populationen.
Det skal her pointeres, at indavl ikke er for nybegyndere! Forudsætningen for at have succes, er at man virkelig kender sit avlsmateriale. Det er vigtigt at man kender individernes baggrund - deres fordele, og ikke mindst deres ulemper. Det man ønsker er jo at fordoble de positive egenskaber. Det man risikerer er imidlertid, at også de negative egenskaber fordobles, med uoverskuelige følger for sundhed og temperament. Derfor må man spørge: Er det f.eks. risikoen for sygdom værd at forsøge at stabilisere en korrekt ørestilling via indavl ?
Længere tids indavl vil desuden medføre en såkaldt "indavlsdepression", der betyder at frugtbarhed og livskraft nedsættes. Der ses flere tomme tæver, færre hvalpe i kuldene, større hvalpedødelighed og nedsat sædkvalitet hos hanhundene
