Mange DKK medlemmer kan sikkert huske barske billeder i pressen af grønlandshunde, som blev behandlet meget dårligt. Hunde som hang fast i gamle ståltrådshegn, hunde som ikke havde adgang til vand etc.
DKK tog på den baggrund kontakt til Hjemmestyrets dyrlæger og til en repræsentant for Slædehundeførerforeningen for at høre, hvordan DKK kunne bidrage til at forbedre forholdene for hundene.
Der var enighed om, at en del af de ulykkelige forhold skyldes uvidenhed og ubetænksomhed, og der var derfor ønske om at få udgivet en vejledning til slædehundeførerne. Man havde imidlertid ikke haft ressourcer til at udføre opgaven.
DKK gav tilsagn om at forestå udgivelsen, som lå færdig i eftersommeren og nu dels uddeles af Hjemmestyrets dyrlæger, dels har været omtalt på grønlandsk TV.
Det var vigtigt for vores grønlandske samarbejdspartnere, at hundene i hæftet betragtes som arbejdshunde, hvilket vi naturligvis har respekteret, fordi vi samtidig var enige om, at også arbejdsdyr har krav på et ordentligt liv.
Du kan se hæftet i sin helhed her.
Husk, at det også er sådanne opgaver, du er med til at løse gennem dit DKK medlemskontingent. Og husk, at DKK er berettiget til at modtage arv og gaver. Læs mere under punktet ”Hvem er hundens bedste ven?” (her) eller kontakt DKK.