Dansk Kennel Klubs Opdrættervejviser er en oversigt over mennesker, som opdrætter hvalpe med stambog fra Dansk Kennel Klub. Den findes både i en trykt udgave, som fås ved henvendelse til DKK, og elektronisk her.
Det er frivilligt, om opdrætteren vil være med i Opdrættervejviseren. Derfor kan man godt finde DKK stambogsførte hvalpe hos opdrættere, som ikke står anført i vejviseren.
Hvad dækker et kennelnavn? Opdrætterne i Opdrættervejviseren har alle ladet et såkaldt ”kennelmærke” (kennelnavn) registrere i DKK og den internationale kennelklub-organisation FCI. Kennelmærket anføres i Danmark foran hundens navn på stambogen. Efter DKKs regler kan man ansøge om kennelmærke allerede fra det første kuld hvalpe, man opdrætter, og man har pligt til at gøre det, hvis man opdrætter mere end tre kuld på 5 år. Et kennelmærke er altså ikke ensbetydende med, at opdrætteren har mange forskellige racer og mange kuld om året. Fra den 1. juli 2010 er det et krav, at man har gennemgået DKKs opdrætteruddannelse for at kunne erhverve et kennelmærke. I løbet af de seneste 10 år har ca. 1.800 opdrættere gennemført uddannelsen frivilligt. Det synes vi vidner om DKK opdrætternes seriøsitet. Sammen med kennelmærket følger en pligt til at modtage både anmeldte og uanmeldte besøg af DKKs kennelkontakter, som giver råd og vejledning.
Dansk Kennel Klub | Parkvej 1 | 2680 Solrød Strand | T: 56188100 | F: 56188191 | E-mail: post@dkk.dk