DKK har valgt en "blød" løsning til det nye dopingreglement
DKK har haft et dopingreglement siden 1. januar 2004. Det er gældende i forbindelse med udstillinger, skuer, prøver, konkurrencer og andre aktiviteter under DKK.
Pointen ved at konstruere et dopingreglement er, at alle – privatpersoner, officials, dommere, arrangementsledelse mv. – nu har fået muligheden for at af- eller bekræfte mistanken om, at den hund er dopet. Reglementet skal altså ses som en mulighed for at undersøge og sanktionere – ikke som noget, man skal bruge til at slå nogen oven i hovedet med.
Det er ret vanskeligt at udforme regler omkring doping, som er et ganske stort og komplekst område. Vi kender det jo fra de menneskelige sportsgrene; når man laver regler, gives der samtidig idéer til smuthuller. Og der er altid en fare for, at regelsættet halter tre skridt bagefter.
Da dopingreglementet skulle udformes, skævede vi til landene omkring os – eksempelvis Sverige, som har et meget detaljeret dopingreglement, der blandt andet indeholder lister over specifikke præparater, som kræver karenstider, forklarer Peter von Rosen Vange. - Dét ønskede vi ikke, fordi det er så stort og uoverskueligt et område, som det er uhyre vanskeligt at være up to date med. I stedet har vi lavet nogle bløde og mere generelle regler, som går på, at hunden – på selve arrangementsdagen – ikke må være påvirket af nogen former for stoffer, der neddæmper eller opildner dens temperament eller påvirker dens ydeevne.
Det nye dopingreglement giver mulighed for, at enhver, der har mistanke om, at en hund er dopet i forbindelse med et arrangement afholdt under DKK, kan henvende sig til arrangementsledelsen (se nedenfor hvordan), som derpå skal sørge for, at der udtages en dopingprøve på dagen. Efterfølgende er det op til DKKs sundhedsudvalg at afgøre, hvilke stoffer der skal testes for. Årsagen til at vi vil indkredse de stoffer, vi tester for, er, at testprisen afgøres af, hvor mange stoffer, der skal testes for. Set i det lys er en fordel at målrette vores søgen så præcist som muligt. Er en hund eksempelvis blevet testet, fordi den blev set halt, kort tid før den deltog i en konkurrence, som den klarede uden problemer, vil man nøjes med at teste for smertestillende midler.
Anmoder man – og det skal være skriftligt på selve arrangementsdagen – om at få en hund dopingtestet, skal man betale et gebyr på kr. 1.000,-, som refunderes, såfremt testen er positiv. Viser hunden sig at være dopet, skal hundeejeren afholde alle omkostningerne ved kontrol og efterfølgende test. Er den derimod negativ, betaler arrangøren den del af prisen for kontrol og test, som ligger udover de kr. 1.000,-, anmelderen har betalt.
Er hunden dopet, vil ejeren blive indberettet til DKKs bestyrelse, som eventuelt videregiver sagen til Disciplinærnævnet. Sanktionsmulighederne overfor hundeejeren er for eksempel udelukkelse fra arrangementer eller fra DKK.
Forskellige dopingtests
Selve dopingtesten består sædvanligvis af en blod- eller urinprøve, forklarer Peter von Rosen Vange. - Disse kan afsløre spor af stort set alle præparater. Man kan også teste ved at udtage en hårprøve. Har hunden fået et præparat gennem længere tid, vil det som oftest kunne ses på håret i kraft af den kemiske reaktion, det har frembragt. Håret kan nærmest opfattes som en database, der kan afsløre, hvad hunden er behandlet med gennem den tid, håret har siddet på den. Endelig kan man tage en næsesvabeprøve. Denne kan afsløre, om hunden har fået noget luftvejsudvidende; man vil kunne finde kemikalier på slimhinderne.
Man kan uforvarende komme til at stille med en hund, der er dopet, hvis den har været i en eller anden behandling. Eftersom vi ikke har en facitliste over de præparater, der doper hundene, kan det til tider være vanskeligt for hundeejeren at bestemme, om de gældende regler overholdes. For de forskellige præparater, der betegnes som dopende, er der fastsat en koncentrationsmængde, dens blod skal indeholde, førend man taler om, at hunden er påvirket af stoffet (dopet). Disse koncentrationsmængder findes i veterinær faglitteratur. For at være på den sikre side, hvis ens hund har været i behandling forud for et arrangement med enten noget smertestillende, beroligende, op-kvikkende, et hormonpræparat eller med antibiotika, bør man spørge sin dyrlæge, om hunden lovligt kan stille til arrangementet.
Af Wiegaarden/Tine Luther
